Jeg hader alle sorte
Sådan stod der på væggen, på det ellers pæne og velholdte toilet, jeg benyttede på en tankstation i København. Mens jeg forrettede min nødtørft, filosoferede jeg over hvor dejligt enkelt et liv toiletvægskribenten levede. Fra tid til anden kan jeg godt misunde disse mennesker, som ser alt i sort/hvidt, og hvor det er helt acceptabelt at generalisere så groft, at mennesker som jeg får kvalme og hang til mild vold.
Personligt hader jeg ikke nogle andre mennesker. Ikke et eneste. Jeg kan føle afsky, og jeg kan undre mig over hvad der driver visse mennesker til dybt ulogiske, selvudslettende, ydmygende eller åbenlyst latterlige handlinger. Men jeg hader dem ikke.
Omvendt forholder det sig altså for den københavnske toiletvægskribent. Han tager skridtet fuldt ud, og indrømmer at hade. Og det er ikke bare en enkelt eller 4 af de sorte. Det er dem alle. Uden beskrevne undtagelser. Nemt at beskrive, nemt at forstå. Livet må være dejligt, når tingene er så lette at forstå, uden generende nuancer og undtagelser.
Efter behørig håndvask, var det tid til at konfrontere den 17-årige tankpasser med en klassisk Coca Cola, og en lige så klassisk Yankee-bar. Og mens jeg ventede på det unge menneskes usikre betjening af kasseapparatet, og høfligt afslog hans tilbud om en kvittering, kunne jeg se at Ekstra Bladet fortsatte historien om den teknisk insolvente statsminister, som tilsyneladende ejer to huse som er faldet i værdi. Ekstra Bladet er jo notorisk kendt for sådanne ”afsløringer”, som masserer forargelsesmusklen hos et nedadgående antal læsere.
Mens jeg betalte for mit amerikanske snold, gik en prås op for mig.
Jeg har gennem længere tid studeret den politiske retorik, som udfoldes i fuld flor for tiden. Jeg bliver tiltagende mere træt og misfornøjet, når jeg hører de helt åbenlyse generaliseringer om bankdirektører, liberalister, de borgerlige og akademikerne. Jeg synes ikke det er værdigt for et moderne politisk parti, og en moderne fagbevægelse, at bruge så åbenlyst forkerte generaliseringer, som deres spin-ministerium får dem til. Risikoen er nemlig, at vi som befolkning vænner os til alt for simple, generaliserende og derfor forkerte politiske budskaber. Ikke mindst når en gruppe af mennesker skal holde for, og betale noget mere til nogle andre.
Principielt synes jeg ikke der er forskel på udsagnene ”Akademikere bidrager ikke med andet end at aflevere deres speciale” og ”jeg hader alle sorte”. En gruppe af mennesker udpeges som problemet, og årsagen til stærke, negative følelser. De lægges for had eller afsky, fordi de har mindre værdi som gruppe. Men en gruppe består jo af mennesker. Af individer.
Når Villy Søvndal stiller det retoriske spørgsmål ”Hvorfor skal den 20-årige slagteriarbejder tvinges til at knokle til han er 71? Er det for, at vi kan give bankdirektøren og advokaten endnu en skattelettelse?”, så ligger der i sætningen en indbygget sproglig forudsætning om, at netop bankdirektører og advokater ikke har fortjent at nyde en skattelettelse. At de ikke har behovet. Og da slet ikke hvis det medfører, at andre må aflyse den skatteyderbetalte ferie, umiddelbart før pensionen.
Hele ”os versus de rige”-retorikken er kvalmende i sin essens, og taler åbenlyst til menneskets uskønne misundelse. Retorikken vidner om en forældet opfattelse af samfundet, som kan dateres tilbage til 1960’erne. De rige (svin) er – hvis man skal bruge topskatten som en måleenhed – cirka halvdelen af alle danske lønmodtagere. Heriblandt ganske almindelige sygeplejersker, skolelærere og politibetjente. Og med internettets udbredelse, og friværdiernes vækst før finanskrisen, er ganske almindelige mennesker også begyndt at handle aktier på nettet. Det er altså ikke kun de eksorbitant formuende direktører og advokater som investerer i dansk erhvervsliv. Det kan sagtens være din nabo, som hygger sig med aktiekurser og investeringer, når han kommer hjem fra sit job som gymnasielærer eller sælger af damecykler til detailbranchen.
S, SF, Enhedslisten og den financierende fagbevægelse taler således til den indre svinehund i os. Den del af os, som hellere ville være naboen, når han anlægger en swimmingpool, eller køber en ny, firhjulstrukken perlestensracer, fordi han nu har fået råd til at realisere sine drømme. Jeg tror vi alle har evnen til at misunde andre – med rette eller ikke -, men indtil nu har vi haft held til at holde misundelsen forseglet i glasset med gode dyder. Misundelse er en grim ting, og som jeg forlod tankstationen i København kunne jeg ikke undgå at tænke over, om toiletvægskribenten måske selv var en sølle stakkel, som blot havde set sig sur på en herboende dansker med alternativ etnisk baggrund, som havde succes med sin kiosk. Når jeg tænker tilbage på de ubehjælpsomt udformede bogstaver på toiletvæggen, kommer jeg ikke umiddelbart til at tænke på en person med an lang skolegang bag sig.
Men derfor kan han vel godt få et job som afløser i den lokale kiosk. Især hvis han nedtoner sit had til alle sorte. For det er jo den sorte som ejer kiosken, og skal udbetale lønnen.
Analogien til bankdirektørerne, akademikerne, advokaterne og de andre rige, som betaler størstedelen af den offentlige velfærdsbuffet for samfundets toiletvægskribenter, er ganske slående, ikke sandt?
De 100 danskere, der har den højeste indkomst, har en gennemsnitlig bruttoindkomst på 80 mio. kroner, hvor af de betaler ca 34 mio. kr. skat.
Sammenlignet havde en politibetjent i 2008 en gennemsnitlig bruttoindkomst på 383.600 kr. Heraf ville der skulle betales ca. 142.000 kr. i skat. Det betyder altså, at der skal ca. 240 politibetjente til at lukke skattehullet, hvis en af de 100 rigeste i Danmark beslutter sig for at flytte.
Lad os nu acceptere, at rigdom og velstand ikke kommer af sig selv. At det er ok, at de som har penge, og har investeret nogle af disse penge i virksomheder og arbejdspladser, får et udbytte af deres investeringer. At det er fint nok, at de som tjener mange penge, også får forholdsvist flere penge ud af en skattelettelse for alle. At vi alligevel aldrig bliver helt lige, og at det egentlig heller ikke er et særligt attraktivt mål.
