Værd at læse

104

Johannes Riis' galopperende talfobi

CEPOS HAR af Finansministeriets DREAM-gruppe fået foretaget en beregning, der viser, at indvandrere og deres efterkommere koster statskassen 16 mia. kr. I en kommentar i denne avis 15. februar tager Johannes Riis kraftig afstand fra beregningen og det, som han kalder »den tankegang, der ligger bag«. Tankegangen skulle angiveligt være udtryk for et »mekanistisk, primitivt og afstumpet menneskesyn«. Jeg spekulerer på, hvordan Johannes Riis havde reageret, hvis beregningen havde vist et overskud for statskassen? Er det »tankegangen bag« beregningen, han ikke kan lide, eller er det i virkeligheden resultatet? Jeg spekulerer også på, hvor Johannes Riis var henne i debatten, da Forebyggelseskommissionen konkluderede, at rygere er en underskudsforretning for staten. Dengang kritiserede jeg ( blandt andet på denne plads) og andre fra Cepos de mange forslag om forbud og påbud, som kommissionen fremsatte.

Men bemærk venligst, at kritikken ikke gik på selve det faktum, at kommissionen lavede beregninger.

Tal - eller frembringelsen af tal - rummer ikke i sig selv en etik. Det, vi kritiserede, var de konklusioner, som kommissionen drog på basis af tallene.

Riis forestiller sig, at »det næste« kan blive beregninger af, hvad det koster samfundet at have pensionister over 80 år. Sådanne beregninger findes allerede og har eksisteret lige så længe, jeg kan huske. De er faktisk ganske væsentlige i bestræbelserne på at sikre, at statens finanser hænger sammen på langt sigt.

Der kommer nemlig markant flere borgere over 80 år i de kommende årtier.

HVAD DEN SLAGS beregninger imidlertid indtil nu ikke har medført, er den overvejelse, som Riis gør sig: »Kan det overhovedet betale sig at have pensionister? Og hvad skal vi gøre ved det? Der findes jo egentlig ganske enkle midler«. Tænk, det skriver manden. Skulle man tage denne galopperende talfobi alvorligt, var der kun en løsning: Nedlæg straks Danmarks Statistik. Her kan man nemlig med nogle få klik finde frem til, hvad alle mulige befolkningsgrupper koster. Danmarks Statistik må i Riis' skrøbelige fantasi udgøre et tikkende holocaust.

Beregningerne af, hvad indvandrere og deres efterkommere koster statskassen, er hverken et argument mod indvandring som sådan eller en kritik af indvandrere fra mindre udviklede lande.

Cepos har udarbejdet en lang række analyser af omkostningerne til efterlønnen.

Man kan selvfølgelig ikke bebrejde efterlønnerne, at efterlønnen koster 18 mia. kr. På samme måde kan man ikke bebrejde indvandrerne, at indvandring koster statskassen 16 mia. kr. om året.

Det er politikernes problem, ikke indvandrernes.

CEPOS HAR GENTAGNE gange påpeget, at det ikke kun er indvandrere, men faktisk hele befolkningen, som i gennemsnit er en underskudsforretning for staten.

Den gennemsnitlige nyfødte koster over et helt livsforløb statskassen flere penge, end vedkommende betaler i skatter. Inden Riis drager forhastede konklusioner, vil jeg skynde mig at understrege, at det ikke skal opfattes som et argument imod at få børn.

Men det viser behovet for at gennemføre reformer af velfærdsstatens indretning.

Analysen foreslår ikke mindre (eller mere) indvandring.

Den peger på reformer, som kan bidrage til, at indvandring kan blive et plus for statskassen. Analysen er altså en kritik af vores velfærdsmodel.

Endvidere afprøver analysen den antagelse, som ofte fremføres i samfundsdebatten, at indvandring af udenlandsk arbejdskraft kan afhjælpe Danmarks problemer med i de kommende årtier at få statsfi-nanserne til at hænge sammen. Riis skriver selv, at »vi er afhængige af indvandring, hvis vi vil gøre os håb om at opretholde den velfærd og sociale tryghed, vi har«. DERMED FREMHÆVER han selv indirekte nødvendigheden af at lave sådanne beregninger. For hvis vi vil bruge indvandring til at opretholde velfærden, skal disse indvandrere bidrage positivt til statskassen. Cepos' beregning viser, at vi ikke kan redde velfærdsstaten med det nuværende velfærdsregime koblet med det nuværende indvandringsmønster. Derfor skal vi enten ændre indvandringsmønstret, velfærdsregimet eller gennemføre andre reformer af velfærdsstaten.

Riis stiller det spørgsmål, om nogen kan tro, »at udregninger som Cepos' er med til at fremme integrationen«. Ja, jeg synes faktisk, det er en nærliggende tanke, at en analyse, der synliggør omkostningerne ved fejlslået integration, kunne bidrage til at fremme integrationen. Men det afhænger selvfølgelig af, hvordan man bruger tallene.

(Denne artikel blev bragt i Politiken 19.02.2011 som min faste klumme Modpol)

58 Kommentarer

Vis kommentarer

Log ind for at kommentere