Kæmp på visioner og ikke personsager.

Helle Thornings skattesag og Ole Åls samarbejde med diktaturstater

Otto Kjærgaard,

19/10/2010

Helle Thornings skattesag og Ole Åls samarbejde med diktaturstater. Disse to sager stinker, det medgiver jeg gerne, men egentlig bekræfter de blot fornuftig tænkende menneskers fordomme om de to personer. Sagerne har egentlig ikke tilført ny viden. Jeg og mange andre har samme syn på de to slamberter før og efter sagerne, på den måde har det været en helt overflødigt ståhej, der intet flytter.

Det er derimod sørgeligt, at VK ikke har brugt ressourcerne og kræfterne til at sætte forskellene i de rødes politik overfor VK´s politik på dagsordenen og måske formuleret en skarpere politik, der gør det klart, at der er to alternativer. Tiden er spildt på personsager, som de måske ikke har tabt, men de har bestemt heller ikke vundet på dem.

Forskellene på de to alternativer er efterhånden så lille, at det mere er tradition og retorik, der skiller. På den økonomiske side er der tale om en forskel på sølle 30 mia. på et 1000mia offentlig budget. På det værdipolitiske område er V og K efterhånden blevet helt tandløs. Ikke så underligt, hvis nogen tænker; politisk gør det ikke den store forskel, om vi stemmer rødt eller blågrønt, derfor må vi stemme på de ledere, vi har mest tillid til. Det er måske det V og K har erkendt, derfor trækkes disse personsager frem. Da der ikke er tilstrækkelig ny substans i personsagerne til at rykke noget, så ender sagerne nemt med at ramme tilbage på V og K som de svækkede, der er nødt til at bruge ufine metoder for at vinde vælgernes gunst.

V og K har nu i 9 år ført en økonomisk politik, der er socialdemokratisk og de har opgivet værdipolitikken, det eneste område, hvor VK regeringen virkelig satte et fingeraftryk, men det er efterhånden nogle år siden. Hvorfor ser vi ikke Lars Løkke stå frem og støtte den norske Nobel Komite, mod de kinesiske protester. Vi ser en regering, der har gennemført en kommunalreform, der aflivede den sidste rest af nærdemokrati uden at få effektiviseringer og bedre økonomi i kommunerne istedet. Vi ser en regering, der på rigtig mange punkter lader hånt om de personlige frihedsrettigheder og udvider bureaukratiets aktivitet og beføjelser. Regeringen underskrev uden sværdslag Lissabon traktaten, som udvander demokrati og selvstyre yderligere. Regeringen kastede sig ud i et politisk korrekt klimaprojekt, hvor den tabte ansigt  ved klimatopmødet, efterfulgt af selverklærede danske klimamål, der vil koste os milliarder af kroner de næste 25 til 40 år, penge, der i stedet kunne bruges på at styrke vores økonomi.

Det er ikke sært, hvis vælgerne på denne baggrund lader personspørgsmål være afgørende for, hvem der kommer til at lede landet. Her står regeringen desværre ikke stærkt og risikoen er, at man taber til oppositionen på netop dette punkt selvom oppositionen også fremstår svag. Der er få, der har tillid til Helle Thorning og Villy Søvndal, men når de sættes overfor Lars Løkke og Lene Espersen får de pludselig en chance. Man kan godt tabe til et B hold, hvis man selv er et C hold.

Det er ærgerligt, for jeg tror trods alt, det stadig gør en forskel om vi har en rød eller en borgerlig regering. Jeg har besluttet mig for denne gang, at støtte Liberal Alliance, jeg håber de vil kunne gøre en forskel, jeg er sikker på, at viljen er tilstede og de er ikke i samme grad tynget af gammelpartiernes vanetænkning, men det bliver desværre en svær kamp op ad bakke.

Jeg er træt af disse personsager, kæmp kampen på visioner.

Kilde: