Meget tidligt i processen om skatteforhandlingerne har særligt Liberal Alliance (LA) nu vist Dansk Folkeparti (DF) en gestus. Man anerkender at de – trods kritik af LA for det samme – er ultimative i deres krav om at LA ikke må få gennemført dele af sin politik her. Dette har medført et helt særligt forhandlingsforløb fordi ingen kan finde ud af hvad DF ønsker sig – kun hvad de IKKE ønsker sig.
Vi har således at gøre med et parti der tilsyneladende udelukkende definere sig negativt. Det uklare succeskriterie gør dem til en vanskelig forhandlingspartner, men af samme årsag må det også være vanskeligt for partiet selv at indse hvornår de har opnået resultater. For det kan vel ikke passe at DF-rationalet er at partiet har vundet når LA har tabt?
Dette rationale er muligvis levedygtigt i DF`s ledelse, men jeg nægter simpelthen at tro på at det er tilfældet hos DF`s bagland. Dem får man lyst til at spørge om dette virkelig er formålet med at være DF`er? Er det derfor du stemmer på dem? Er det derfor du hænger plakater op? Er det derfor du agitere for partiet ved middagsbordet? For at partiet kan forhindre at LA får visse indrømmelser? Har du i øvrigt overvejet hvad det koster - eksempelvis af udlændingestramninger?
Mon ikke en del i dette bagland også mener tiden er inde til, at DF finder ud af hvad de positivt ønsker sig? I 00`erne var DF gode til at prioritere sine ønsker og udvise kompromisvillighed overfor den daværende VK-regering. Mon ikke mange i baglandet var glade for de politiske resultater der blev leveret i denne periode - også selvom der skulle kompromiser til?
Den store frygt er at DF-ledelsen dengang havde en politisk vision – et større formål med at være i politik – men at dette ikke længere er tilfældet, og derfor må man nøjes med at sabotere andres visioner. Om end det til tider kan se sådan ud så håber jeg inderligt ikke at dette er tilfældet, men hvis det er, så giver det ikke mening overhovedet at forhandle hvis den ene part kun har ønsker til hvad den anden part ikke må opnå.
Nøglen til at der kan landes en skatteaftale er således, at DF igen finder ud af hvad de gerne vil. Samtidig må DF finde ud af på hvilke områder de kan gå på kompromis (I fik et godt valg, men ikke 90 mandater). Særligt LA har allerede gjort begge dele. Man har ganske tydeligt vist at topskatten er vigtig for partiet, og derfor har man også udvist en stor kompromisvillighed når man allerede nu tager den af bordet. Kære DF – nu er det jeres tur.
