Kære Lille Niels

Kære Lille Niels Velkommen til denne verden, min førstefødte

Niklas Nikolajsen,

09/02/2010

Kære Lille Niels

Velkommen til denne verden, min førstefødte. Hvor ser du dog fantastisk ud, som du ligger trygt der i din moders arme, og hvor svulmer mit hjerte med faderlig stolthed.

Du skal vide, at I dit liv, skal du intet mangle, som din fader kan afhjælpe dig med. Nuvel, jeg er blot en arbejdsmand, med en beskeden indtægt. Og af den skal jeg betale to tredjedele til Staten, og dertil en fjerdedel ekstra på alt hvad jeg køber til dig – medmindre det er en bil. Så er det 3 gange prisen, så det kan du nok godt glemme – jeg har jo ikke engang råd til en selv. Det nærmeste vi kommer det bliver nok desværre en af plastic i lommestørrelse, men så får du da en ide om hvordan de ser ud.

Jeg er ked af at din fødsel var så besværlig. Men mor havde brug for kejsersnit, og der var ingen der ville give hende det, før end begge Jeres liv tydeligvis var i fare. Nu ligger I så herhjemme, for der var ikke plads på hospitalet. Far burde have sørget for I havde en læge og sygeplejerske hos Jer, men han har desværre ikke råd. Det var jo, troede han, allerede betalt over skatten.

Lille Niels, du kan se frem til et godt liv. Far og Mor vil altid være hos dig. Eller det håber jeg da, for det er desværre lidt upraktisk for os at bo sammen, og blive gift. Så kan vi nemlig ikke få nogen støtte til bolig, og Mor kan ikke få støtte til livets ophold. Og far er jo ikke rig – da han skal betale Skat til den kære Stat. Faktisk ville Mor være bedre stillet hvis hun forlod Far og i stedet adopterede Staten som hendes ægtemand.

I det mindste er vi heldigere end din fætter. Hans mor er nemlig en ung pige fra et andet land, som slet ikke komme her til landet, selvom min bror ellers gerne vil forsørge hele sin familie. Men Staten ved jo bedst…

Men du min lille ven – du kan se frem til et fantastisk liv. Du kan vælge lige den uddannelse du vil, hvis der da ellers ikke er venteliste. Ja, for man kan ikke helt selv bestemme hvad man vil læse, da der jo er ”gratis” uddannelse for alle. Og når folk ikke selv betaler direkte, så skal der jo laves et kvotesystem af en slags. Far kan jo desværre ikke betale for at give dig den uddannelse, du selv vil have, for han har jo allerede betalt over skatten, og der er ikke mere at give af. Men det er gratis Niels – det er gratis. Så skidt-pyt med at en uddannelse i dette land ikke regnes for noget i udlandet – den er i det mindste gratis.

Niels – en dag så bliver du herre i dit eget hjem. Eller eget er måske så meget sagt, for du har ikke kunnet spare op til det med den skat du har skullet betale, så det vil være belånt til over tagryggen. Ja – og selv hvis det ikke var, så er der jo ejendomsskatter, grundskyld, leje af egen bolig og miljøafgifter at tænke på. Du kan nemlig ikke eje noget som kun er dit – alt er jo i sidste ende den kære Stats. Men det er jo også ok, da vi skylder Staten alt.

Du vil komme til at vokse op i et land, der er meget anderledes end da jeg var på din alder. Vi har åbnet vores døre til omverdenen, og mange fantastiske mennesker har taget imod invitationen. Desværre valgte alle de dygtigste og mest arbejdsomme ikke vores land, da man jo ikke kan forfølge sine drømme her i vores samfund. Så de tog til andre lande. Men der kom da alligevel en masse ”spændende” folk til os…

Du vil finde dit eget erhverv, og jeg håber du får succes. Rig kan du desværre aldrig blive. Uanset hvor hårdt du arbejder. For hvor far betaler næsten alt i Skat, bliver det jo faktisk meget værre for dig. Ser du, generationerne der kom før far, og hvis forældre havde bygget et rigt samfund, besluttede sig for at etablere socialstaten, og leve et liv på andres regning. Det betyder, at du må betale deres pension og efterløn og ældre-check, samt hele den massive gæld de har pådraget sig i dit og landets navn. Så Niels, så vidt jeg kan se, skal du nok regne med at komme af med 120 kroner, for hver 100 du hiver hjem.

Følg dine drømme, Niels. Det er naturligvis lige meget om du slider hårdt i det eller lader være. Vi har nemlig lavet et vidunderligt samfund, hvor den arbejdsomme støtter den uduelige, således alle er lige. Men jeg ved at du vil vælge det rigtige og arbejde hårdt alligevel – vil du ikke nok?

Det kan være du syntes Niels, at du gerne ville være blevet født uden disse trælbånd, og jeg ville ønske at jeg kunne have givet dig din egen frihed i dåbsgave, men sådan er det ikke.

Alt i alt Niels – så er jeg faktisk næsten ked af at have bragt dig til denne verden, som samfundsborger i dette land. Du må virkelig undskylde – men det lød så godt da de kloge Politikere sagde, at de ville passe på os alle sammen. Selv Farfar lod sig narre. Og Farfar troede også inderst inde, at han kunne få andel i sin rige nabos opsparing ved at følge med i flokken, der bakkede op om den store Stat. Da den store Stat først var etableret, så voksede og voksede den, til alle havde glemt hvordan friheden var, opgav selv at søge at opnå deres mål, men i stedet prøvede at få dem opfyldt gennem Staten. Nu er Staten alt – og du er intet.

Vi har desværre skabt et samfund hvor du, lille Niels, vil blive en slave. Hvor ingen kan søge sin lykke. Hvor en fattig vil vedblive med at være fattig, og hvor alle til sidst vil blive lige elendige. Men vi to vil altid have hinanden – i det mindste indtil den dag hvor Far er udslidt, og vil blive gemt væk i et lille rum, hvor en dame vil komme og udskifte Fars ble hver tredje eller femte dag.

Velkommen til verden lille Niels – Velkommen til Danmark.

Kilde: