Kære Tania

Jeg så dig i et indslag i aftes, hvor du mente, at du ikke havde nok i de DKK 23

Mersiha Cokovic,

27/12/2012

Jeg så dig i et indslag i aftes, hvor du mente, at du ikke havde nok i de DKK 23.000, som andre mennesker tjener til dig og din familie hver måned. Jeg så din fine, rumlige lejlighed, med et fladskærms tv, surround anlæg, husdyr, mm. Jeg kunne forstå, at du tager på årlige rejser, sammen med dine børn, til bla Tyrkiet.


Og så vil jeg spørge dig, Tania, hvordan tror du, vi andre lever? Du klager over, at du allerede i starten at måneden skal planlægge hvordan du skal bruge dine penge. Hvad tror du, vi andre gør? Og hvor meget tror du, vi har at gøre med, nu du mener, at vi ikke gør nok for dig og din familie. Du mener, at de mennesker, som mangler empati for dig er dem, som aldrig har været udsat for en lignende situation. Lad mig fortælle dig lidt om mit liv og min daglig dag, Tania, så kan du selv bedømme, om hvorvidt du kan være bekendt at kræve mere af mig.


Jeg er 33 år, mor til to (nok ikke enlig, men det er irrelevant lige nu). Jeg starter min dag klokken 5:50, gør mig klar til at tage på arbejde, smører madpakke, vækker mine to børn, på hhv. 4 og 1 år klokken 6:20, gør dem klar og forlader mit hjem klokken 6:55. Jeg afleverer min ene søn i vuggestuen og den anden i børnehave og derfra tager jeg tog og bus på arbejde. Jeg arbejder 8 timer om dagen 8:30-16:30 og hvis jeg er heldig, at bus og tog passer sammen, er jeg hjemme inden klokken 17:45. Jeg ser mine børn i halvanden time mandag til fredag.


Jeg har også et fladskærms tv derhjemme, men ingen surround anlæg. Vi ryger ikke, har ikke husdyr og alligevel kan vi ikke tage på årlige rejser, som du og dine børn kan. For at det ikke skal være løgn, har vi ikke været ude at rejse sydpå, de sidste to år. Jeg betaler den fulde husleje og det fulde beløb for mine børns institutionspladser. Min løn, efter skat, er DKK 8.000 lavere end din. Og alligevel, mener du ikke, at jeg gør nok for dig og din familie.


Så, Tania, hvor meget skal jeg gøre, på bekostning af min familie, før du er helt tilfreds? Og hvad angår min manglende empati for dig, skyldes det ikke, at jeg aldrig har været i samme situation, som du er i. Da jeg var teenager, levede min familie af flygtningehjælp. Det beløb, vi havde til rådighed dengang kan ikke engang sammenlignes med det, du har mellem hænderne. Men vi klagede ikke. Det var andre menneskes penge, vi levede af og vi var mere end taknemmelige. Så det er lige nøjagtigt, fordi jeg ved hvordan det er at blive forsørget, at jeg ikke forstår din indstilling.

Kilde: