Først og fremmest er det på sin plads at indrømme at Donald Trump ikke er perfekt. Manden er, så vidt jeg har forstået hans politiske linje, en protektionist og dermed på dette økonomiske punkt en analfabet. På trods heraf var han også den kandidat jeg håbede ville vinde, særligt fordi Hillary er en kæmpe skurk, der ville gøre amerika endnu mere terroriseret end den er i dag af korporatismen.
Frihandel er en fordel for alle, selv de amerikanske arbejdere. Det er ganske rigtigt vældigt populært at fortælle masserne at man kan beskytte deres arbejde ved at hæve en toldmur, men det er ikke desto mindre en grel økonomisk fejltagelse at påstå at alt derfor er godt hvis toldmuren bygges.
For det første er det vigtigt at se på hvad de personlige mål for den amerikanske arbejder er. Her er lige så mange mål, som der er mennesker, måske endda flere. Det er derfor ikke entydigt hvad der præcis tjener arbejderen, men selvom deres fælles mål er den største velstand, så er der endnu en fejltagelse i det politiske forslag om en toldmur.
Det næste er den vigtige forskel mellem at "beskytte arbejdspladser" samt at "beskytte indkomst". Det er nok de færreste der tænker over det, men arbejdspladser i sig selv er ikke fyldestgørende, hvis man ønsker at sikre den største økonomiske velstand. Her er det i stedet vigtigt at se på indkomst, som målt på den måde at beregne hvor mange af de værdifulde varer jeg søger kan jeg købe for min indkomst - også på økonomsprog kaldet realindkomsten.
Det er ganske sikkert muligt at beskytte amerikanske arbejdspladser overfladisk på den korte bane, ved at oprette en toldmur. Men problemet er netop at denne toldmur er en hindring for arbejderen at opnå sin største realindkomst. For samfundet som helhed er det vigtigt at man er så fri som det er muligt for at få fat i sine varer til den pris man finder mest fordelagtig.
En toldmur er et angreb på alle amerikanske forbrugeres realindkomst, derfor er det alt for overfladisk at tale om at beskytte amerikanske jobs. Det er langt vigtigere at tale om at sørge for den største velstand eller velfærd, for det er netop velfærd der er menneskets mål.
Velfærd er et subjektivt opfattet mål, hvis du har held af at arbejde og købe de varer der gør dig mest glad, så øger du dermed din velfærd. Hvis der er opstillet barrierer således du må betale højere priser for samme varer, eller slet ikke kan få de varer du ønsker, så er det en reduktion af din personlige velfærd at denne toldmur opstilles.
Donald Trump har derfor grebet det an på en overfladisk måde, hvor den almindelige vælger tilsyneladende ikke har kendt forskel på realindkomst og "arbejdspladser".
Det næste der er problematisk i sejrsrusen over Donald Trump er at den politiske proces ikke er slået ud af spillet, blot fordi en anden mand bliver præsident. Ganske rigtigt har han veto-ret, men utallige eksempler fra historien viser, at på trods af præsidentens flittige brug af veto-retten, så kan en snedig kongres alligevel blande lovforslag sammen på en sådan måde, at præsidenten ikke med sin meget all-or-nothing veto-ret kan klaske det til jorden igen.
Hvis kongressen ønsker en særlig lov igennem, så er der ofte mulighed for at få noget, hvis ikke det hele, igennem ved at pakke upopulære lovforslag sammen med populære lovforslag. Hvis balancen er tilstrækkelig populær, ender det ind i mellem med at præsidenten afholder sig fra at bruge veto-retten for at blokere den upopulære lov fordi den populære lov opvejer den.
Vi bør derfor fastholde vores almindelige realistiske billede af den politiske proces, og selvom sejren til Donald Trump også har gjort undertegnede ganske muntert tilpas, så er det trods alt marginale ændringer Donald Trump kan bringe.
Personligt er mit højeste ønske en laissez-faire udlandspolitik. Det kan godt være at Donald Trump taler i grove vendinger om særlige grupper i samfundet, men han har trods alt ikke sagt at han vil se om ørkensand kan gløde hvis man smider tilstrækkeligt med bomber på det. Jeg håber inderligt at USA holder sig fra at gå i krig.
Næste element på min personlige liste af ønsker er en komplet tilbagerulning af "The affordable care act" som ruinerer både forsikringsbranchen og forbrugerne. Sundhedssocialisterne i amerika fortjener at det svidende nederlag ender i en tilbagevenden til mere privat iværksætteri, frem for den tidligere retning, hvor den tydeligvis defekte reform skabte kaos og fattigdom blandt alle. Ovenpå denne tilsyneladende implosion af det "private sundhedsvæsen" var socialistløsningen klar: Offentligt sundhedsvæsen. Enhver statsindgriben i markedsøkonomien skaber kaotiske tilstande og resultater der er ringere end før, og hvis politikerne ikke bakker ud af deres oprindelige plan om at styre markedet, så fører disse indgreb til endnu et nyt indgreb, for at korrigere fejlene fra det første.
Således bevægede den amerikanske sundhedssektor sig hastigt mod komplet nationalisering og sundhedssocialisme. Forhåbentlig kan den republikanske sejr med Donald Trump i spidsen rulle Obama's katastrofale reform tilbage, og gerne endnu længere tilbage mod et fuldt privatiseret og frit system. Allerede inden "Affordable care act" blev vedtaget var den amerikanske sundhedssektor dybt forvrænget af statslige indgreb der skaber kaos, fattigdom og fortvivlelse om det "private" sundhedsvæsens effektivitet.
Om Donald Trump når alle sine andre mål vil fremtiden vise. Vi bør huske hinanden på i vores lille sejrsrus at det er set før at politikere løber fra deres valgløfter, og implementerer stik den modsatte politik, eller udvander den til at tangere det meningsløse. På trods af at Donald Trump er en politisk opkomling, så er han stadig kun en enkelt mand i verdens største magtorganisation, hvis "fornemste" opgave er at beskatte, bestemme og bekrige.
Jeg håber det bedste, men bliver næppe skuffet når han løber fra sine valgløfter, og fortsætter den stil som kongressen lægger for dagen. Bliver mine to ønsker opfyldt? Hvem ved?
