Guthenbergs opfindelse af trykpressen med udskiftelige typer i 1439 betød en revolution for ytringsmulighederne i århundredet, der fulgte. Trykkefrihed var (af gode grunde) et ukendt begreb før Guthenberg, og der var endnu ikke på dette tidspunkt nogen, der principielt og generelt forsvarede ytringsfriheden (det kom først med Miltons Areopagitica i 1644), men med reformationen blev ytrings- og trykkefriheden et instrument for protestanternes krav om samvittighedsfrihed.
Men bogtrykkervirksomhed var en udfordring for alle autoriteter. William Caxton havde indført trykpressen i England i 1476, og der gik ikke mange år, før kong Henrik VII indførte begrænsninger i trykkefriheden, og i de følgende århundreder indtil slutningen af 1600-tallet blev der indført talrige censurlove.
Det blev også anset for farligt, hvis almindelige borgere kunne læse Biblen. De kunne jo misfortolke teksten – eller endnu værre: Ved selvsyn erfare, at Biblen slet ikke omtaler præster, biskopper, paven, skærsilden, de fem eller syv sakramenter eller afladsbreve overhovedet. "Uvidenhed er styrke" var Big Brothers motto i 1984, betydende: Folkets uvidenhed er statens styrke, og det var præcis, hvad statsmagten tænkte. Lige siden 1408 havde det derfor været forbudt at udgive Biblen på engelsk, og på reformationens tid (Luthers teser på kirkedøren i Wittenberg i 1517) eksisterede der ingen engelsksproget Bibel (kun ganske få eksemplarer af Wycliffs Bibel fra slutningen af 1300-tallet eksisterede). Det var kriminelt at oversætte Biblen, og overtrædelse blev straffet med døden.
Det krævede en mand af William Tyndales (1494-1536) karat at tage et opgør med kirkens monopol på at læse Biblen, og han satte sig for at oversætte Biblen fra de originale tekster på græsk og hebraisk og ikke fra den mangelfulde latinske udgave, der blev brugt i alle kirkerne.
Tyndale oversatte Biblen til et folkeligt engelsk og gav det engelske sprog en række nye ord og udtryk, der anvendes den dag i dag: ”scapegoat”, ”passover”, ”the powers that be”, ”let there be light”, ”the salt of the earth” og ”blessed are the peacemakers”.
Tynsdales udgave af Ny Testamente måtte trykkes i udlandet. Først forsøgte han at få den trykt i Køln, men myndighederne slog ned på trykkeren, så det blev nødvendigt i stedet at få den trykt i det protestantiske Worms, hvorfra den blev smuglet til England. I oktober 1526 var der 6.000 eksemplarer i cirkulation, heraf halvdelen piratkopier trykt af andre trykkere. Flere udgaver fulgte i 1534 og 35.
Ligesom Henrik VIII’s Kardinal Wolsey havde brændt Luthers værker på universitetet i Cambridge i 1526, beordrede Kardinal Wolsey også Tyndales Bibel beslaglagt og brændt foran byens katedral. At få sine egne værker brændt var én ting, men at brænde Biblen? Tyndale var chokeret. Det var helligbrøde.
Det var tilmed en af tidens store intellektuelle, Thomas More, nær ven af renaissancehumanisten Erasmus af Rotterdam, forfatter til ”Utopia” og senere helgenkåret, der førte an i kampen mod Tyndale.
I 1530 oversatte Tyndale dele af Gamle Testamente, fik den trykt i Antwerpen og smuglet til England. Talrige præster og andre endte med at blive brændt på bålet af Thomas More for at være i besiddelse af Tyndales Bibel. I 1534 oversatte Tyndale de resterende dele af Gamle Testamente og udgav en revideret version af Ny Testamente.
Året efter blev Tyndale arresteret og fængslet i Antwerpen anklaget for kætteri, og i 1536 blev han dømt til døden ved kvælning og hans krop brændt på bålet.
På det tidspunkt havde Henrik VIII allerede brudt med pavekirken (1534) og gjorde sig til overhoved for den reformerte Church of England.
Et af historiens ironiske twist er, at Thomas More, der selv havde forfulgt, tortureret og brændt så mange protestanter i 1520’erne og 30’erne, endte med at blive halshugget i 1535 dømt for højforræderi fordi han nægtede at deltage i Henrik VIII’s vielse med Anne Boleyn.
I 1539 gav Henrik VIII ordre til udgivelsen af en engelsksproget Bibel, der i store træk baserede sig på Tyndales oversættelser.
Kampen for ytringsfrihed har historisk været tæt knyttet til kampen for samvittighedsfrihed, trosfrihed og tolerance. Det siger noget om, at den største trussel mod ytringsfriheden historisk er kommet fra religiøse autoriteter, og sådan har det været over alt og til hver tid, hvor religion og stat har været uadskillelig. Det erindres måske også, at Sokrates blev dømt til døde i 399tvt for ikke at anerkende statens guder (blandt andet).
Bogtrykkerkunsten øgede ytringsmulighederne men ikke ytringsfriheden, men den kom til at fungere som en murbrækker for ytringsfriheden. Det blev langt lettere at omgå censuren, og med førte kravet om trosfrihed også til et krav om borgerlige rettigheder og afskaffelse af censur.
