Karen Jespersen: »Jeg frygter, at jøderne ikke har en fremtid i Europa«

Karen Jespersen: I Danmark kan jødiske børn ikke gå i skole på Nørrebro

Torben Mark Pedersen,

08/02/2013

Karen Jespersen: I Danmark kan jødiske børn ikke gå i skole på Nørrebro. I Bruxelles er den jødiske skole omgivet af en høj mur med panserplader på grund af de mange angreb. Sådan er der flere steder. Men mange tier og bagatelliserer.

Jeg ville nok fraråde forældre til jødiske børn at sætte deres børn i min skole, hvor der er mange tosprogede elever. De kan blive chikaneret især af elever med palæstinensisk baggrund. Omtrent sådan sagde Lise Egholm til P4. Hun er leder af Rådmandsgade skole på Nørrebro. Udtalelsen vakte opstandelse. Uvist af hvilken grund trak Lise Egholm så i land og kaldte nu debatten »en fis i en hornlygte«. Men det er helt uacceptabelt at bagatellisere problemet. I Danmark og i flere andre europæiske lande bliver jøder i dag på det groveste chikaneret og forfulgte. Over alt bliver dette i vidt omfang fortiet i den offentlige debat. Europæiske medier beskæftiger sig for eksempel meget lidt med den kendsgerning, at mange jøder føler sig tvunget til at flytte fra bestemte områder på grund af forfølgelserne. De bliver reelt fordrevet. Dette er eksempelvis, hvad der er sket i EUs hovedstad. Og en del jøder forlader helt Europa.