Katastrofalt hvis Danmark opgiver forsvarsforbeholdet

Retten til og muligheden for at forsvare sig selv mod ydre fjender er det, der sikrer en nationalstats overlevelse.

Har en stat først opgivet eller ikke evnet at forsvare sig militært mod ydre fjender, er der historisk sjældent gået længe, før pågældende land er blevet udsat for fjendtlige erobringsforsøg. Magttomrum har det med at blive fyldt ud.

Det kan være vanskeligt at forestille sig en ydre militær fjende, der ville besætte Danmark, såfremt vi opgav forsvarsforbeholdet, idet Danmark fortsat er medlem af NATO, men det er heller ikke den trussel, Danmark står over for.

Det ændrer dog ikke på, at magttomrum har det med at blive fyldt ud.

Det vil blot for Danmarks vedkommende ske som en fredelig politisk overtagelse fra EU’s side.

Opgivelsen af det nationale forsvar vil blive det sidste skridt i retning af at opgive den nationale suverænitet, og den endelige overtagelse af landet fra EU’s side vil være tæt på tilendebragt.

Nedlæggelsen af nationalstaterne kommer ikke til at foregå ved at afvikle det nationale politiske demokrati – i hvert fald ikke på den korte bane. Det kommer til at ske – og den proces er allerede langt fremskreden – ved at tømme nationalstaterne for funktioner, kompetencer og magt.

Nationalstaterne tømmes for funktioner, kompetencer og magt

Når EU-landene har

  • afgivet lovgivningskompetencen til EU på de fleste områder
  • har afskrevet sig retten til at begrænse nationale sociale ydelser til egne borgere
  • har afgivet grænsekontrollen – en vigtig markering af opgivelsen af nationalstaten
  • har overladt handels- og en stor del af udenrigspolitikken til EU
  • har overladt pengepolitikken til EU
  • har overdraget kompetencen til at bestemme rammerne for finanspolitikken til EU (finansunion)
  • har accepteret, at der er noget, der hedder EU-statsborgerskab
  • har overladt opsyn med nationale finansielle systemer til EU (bankunion)
  • har overladt til EU-domstolen at dømme i alle sager (og det er snart alle), der vedrører EU
  • er godt på vej til at overlade social- og arbejdsmarkedspolitikken til EU, samt skattepolitikken
  • har sagt ja til, at EU åbenlyst konkurrerer med nationalstaterne på nationale symboler med en EU-præsident, en EU-mønt, EU-flag, EU nationalhymne osv.

… så er nationalstaterne i EU allerede gået meget langt i retning af at tømme sig selv for funktioner og kompetencer.

Nationalstaterne i EU bliver i stigende grad tomme skaller, hvor man symbolsk bevarer de nationale parlamenter, det politiske demokrati og de mere og mere symbolske politiske skænderier som et spil for galleriet, mens alle de afgørende beslutninger bliver truffet i Bruxelles af et politisk system, der mangler demokratisk legitimitet.

Siden Maastrict traktaten har der været tale om én lang glidebane i retning af etableringen af en Europæisk Union og funktions- og kompetencetømning af nationalstaterne. Og processen fortsætter. Social- og arbejdsmarkedspolitikken bliver i stigende grad EU-anliggender, eurozonen vil formentlig blive omdannet til en decideret ”transfer-union”, hvor de rigere lande skal betale til de gældsramte lande, hvilket udelukkende vil udskyde den nødvendige tilpasning af deres økonomier. Men beslutninger derom træffes på EU-niveau, og borgerne vil ikke få nogen direkte indflydelse på, hvad deres skattekroner går til. Resultatet bliver, at vi alle bliver fattigere, og at EU i endnu højere grad end i dag bliver en tilbagegangsregion i verdensøkonomien.

Når nationalstaterne tømmes for funktioner, kompetencer og magt, og når det på et tidspunkt går op for befolkningen, hvad der er sket (og på det tidspunkt er det for sent at trække i nødbremsen), så vil borgernes opmærksomhed rette sig mod den politiske magt i EU, og det politiske demokrati i Danmark og i de andre nationalstater vil visne bort.

Forsvar og retsvæsen er grundpiller i en liberal stat – og en konservativ

Forsvar og retsvæsen er de to funktioner, som liberale traditionelt har tilskrevet staten. Det er to funktioner, der er helt afgørende for at beskytte den personlige frihed i forhold til overgreb fra ydre fjender og i forhold overgreb fra ”indre fjender” i form af kriminelle borgeres og såmænd statsmagtens side – Rule of Law.

Det har derfor både en vigtig symbolsk og ikke mindst en vigtig realpolitisk betydning, såfremt Danmark opgiver rets- og forsvarsforbeholdene.

Det vil være et kæmpeskridt i retning af at tømme det danske politiske system for funktioner og kompetencer og nedlægge Danmark som en selvstændig nationalstat med national selvbestemmelse. Det er de to helt afgørende statsfunktioner, der er tilbage som definerende for nationalstaten.

Også konservative burde kæmpe med næb og kløer for at bevare rets- og forsvarspolitikken som nationale anliggender ud fra nationale mere end frihedsmæssige hensyn.

Forbeholdene er vores eneste værn om friheden – og nationalstaten

Forbeholdene er sidste mulighed for at sætte en stopper for den totale afvikling – funktions- og kompetencetømning – af det danske demokrati og Danmark som en selvstændig nation.

Sidste er nøgleordet, for de politiske realiteter er jo sådan, at vi hverken kan stole på, at folketingsflertallet vil sætte ”hegnspæle” for en fremtidig uønsket udvikling, eller at vi kan undgå, at rets- og forsvarsområderne bliver politikområder, der bliver omfattet af flertalsbeslutninger i EU, hvorved vi ikke længere nationalt kan hindre en uønsket udvikling.

EU bevæger sig jo i retning af, at flere og flere områder omfattes af flertalsbeslutninger, og vores politikere ønsker jo end ikke at lade nye traktatændringer komme til folkeafstemning. Forbeholdene er derfor vores eneste værn mod den fuldstændige afvikling af nationalstaten.

Fosvarsforbeholdet

Forsvarsforbeholdet betyder ikke alverden i dag. Det militære samarbejde er på lavt niveau, EU har aldrig rigtig kunnet blive enige om fælles aktioner, så nogen vil mene, at det ikke kan gøre så meget, om vi afskaffer forsvarsforbeholdet.

Det er helt forkert. En afskaffelse af forsvarsforbeholdet vil i realiteten indebære, at vi siger ja til alt – og jeg mener: alt – hvad en EU-forsvarspolitik vil kunne udvikle sig til i fremtiden. Et forsvar er helt centralt for en nationalstat, og det vil det selvfølgelig også blive på et tidspunkt for en politisk union (kald det imperium) som EU. Det er derfor kun et spørgsmål om tid, før vi får en EU militær overkommando, et militært efterretningstjeneste, og at militære indkøb besluttes på EU-plan for at opfylde behovene i et fælles EU-hær.

Det ligger måske ikke lige for, det ligger formentlig nogle år ude i fremtiden, men det er helt sikkert, at udviklingen vil gå i den retning. Visse partiers ønske om at afvikle forsvarsforbeholdet for at kunne deltage i fredsbevarende missioner er af fuldstændig negligabel betydning i forhold til, hvad det er, vi siger ja til, hvis vi opgiver forsvarsforbeholdet.  

Forbehold som en second-best løsning

Det bedste for Danmark – og såmænd for alle EU-lande – ville være, om hele unionsprojektet blev skrottet, og EU gik tilbage til primært at handle om et indre marked.

Der er to problemer med denne tanke. Den første er naturligvis, at der er fuldstændig illusorisk at tro, at der vil være nogen som helst politisk mulighed for at rulle unionsprojektet tilbage. At tro at vi kan ændre EU-systemet indefra selv med det gryende opbrud i mange lande for en mere EU-kritisk linje, er en illusion.

For det andet er der ikke noget, der hedder, at vi skal ”gå tilbage” til EU som et liberalt, indre-markeds-projekt, for det har EU aldrig været. Fra sin spæde start var EU et unionsprojekt, og som Monnet sagde i en tale i FN i 1952:

”Europas nationer bør ledes i retning mod oprettelsen af en superstat, uden at deres befolkninger opfatter, hvad der er ved at ske.”

Det bedste for Danmark vil være at melde sig ud af EU – og få en associeringsaftale, så vi kan være med i et frihandelsområde. At bevare forbeholdene, melde os ud af Schengen samarbejdet, undlade at deltage i nogen finansunion eller bankunion – det er alt sammen second-best løsninger på et tidspunkt, hvor der ikke er poltiisk flertal for en dansk udmeldelse – selv om 39 pct. af danskerne, der ønsker udmeldelse af EU. Hvilket kunne give håb om et snarligt politisk holdningsskifte i de danske partier.

 

Nationalstaterne har historisk været en betingelse for frihed og politisk demokrati

Det mest uhyggelige ved udviklingen af EU er næsten, at vores folkevalgte politikere enten er uvidende om eller fuldstændig blinde for den udvikling, der er i gang, eller alternativt at de bevidst holder befolkningen hen i uvidenhed. Når politikere foregøgler befolkningen, at forsvarsforbeholdet handler om at deltage i fredsbevarende missioner, så stikker de befolkningen blår i øjnene, for det er en stor fed løgn. Det handler om meget mere. Det handler om vores frihed, demokrati og nationale selvstændighed. Om din og min og dine børns fremtid.

Der foregår en funktions- og kompetencetømning af nationalstaterne af et enormt omfang, men ingen taler reelt om, hvad det indebærer. At vi er ved at afvikle nationalstaterne, og at det nationale demokrati i stigende grad bliver til tomme institutioner, der er tømt for funktion, kompetence og magt.

Og magten overlades til institutioner, der ikke er demokratiske. Vi kan ikke vælte EU’s præsident, da han ikke er folkevalgt. Kompetencen til at fremsætte lovforslag ligger hos Kommissionen, der heller ikke er folkevalgt. Domstolen har tiltaget sig nærmest lovgivningsmæssig kompetence med sin aktivistiske linje, hvilket krænker princippet om magtens tredeling. Og der er heller ikke direkte valg til ministerrådet, der på papiret er den lovgivende forsamling. På papiret skriver jeg, fordi størstedelen af EU-lovgivning vedtages administrativt uden at være besluttet af – eller endda forelagt – for de folkevalgte politikere i ministerrådet.

Historisk har nationalstaten været den bedste garanti for et liberalt demokrati med beskyttelsen af individuelle rettigheder. Det er den garanti, vi er ved at afvikle, når nationalstaterne tømmes for funktioner, kompetencer og magt.

At opgive vores ret til at forsvare os selv vil derfor være katastrofalt for Danmarks fremtid. Intet mindre. Har politikerne forstået det?

30 Kommentarer

Vis kommentarer

Log ind for at kommentere