Katastrofesocialisme – Allendes Chile 1970-73

Naomi Klein introducerede begrebet ”disaster capitalism” i sin bog ”The Shock Doctrine” fra 2007, hvori hun argumenterede for, at kriser benyttes t...

Torben Mark Pedersen,

12/07/2012

Naomi Klein introducerede begrebet ”disaster capitalism” i sin bog ”The Shock Doctrine” fra 2007, hvori hun argumenterede for, at kriser benyttes til at gennemføre ”kapitalistiske” reformer, der ikke ville kunne gennemføres under normale omstændigheder. Det er ikke værd at spilde læserens tid med en kritik af Naomi Kleins idiotier, men Chile under Pinochet er Kleins foretrukne eksempel på en chok doktrin, der angiveligt skulle have ført til en katastrofe kapitalisme.

Økonomisk mirakel kalder de fleste andre den økonomiske udvikling i Chile under og efter general Pinochets militærdiktatur (1973-1990), hvorimod katastrofesocialisme er den rette betegnelse for den økonomiske politik, som marxisten Salvador Allende førte, og som i løbet af kun tre år kørte Chiles økonomi – og demokrati – i sænk.

 

Allendes socialistiske revolution

I 1970 blev marxisten Salvador Allende valgt som præsident ved et demokratisk valg. Han var den første demokratisk valgte socialistiske præsident i noget land i Latinamerika, og fra starten var han venstrefløjens darling. Og Moskvas.

Allende opnåede kun 36,6 pct. af de afgivne stemmer mod den konservative Jorge Alessandris 35,8 pct. og kristen demokraten Radomiro Tomics 27,9 pct. Da ingen af kandidaterne fik absolut flertal, var det op til parlamentet at vælge præsidenten, og der var præcedens for, at parlamentet pegede på den kandidat, der havde fået flest stemmer

Efter valget stillede Allende sig i spidsen for en revolution, der havde til formål at indføre socialisme: ”Our objective is total, scientific Marxist revolution.”

Allenderegeringen nationaliserede kobberminerne, og ejerne af de tre største kobberminer fik ikke nogen kompensation, Larraín and Meller (1991). Det er den slags, andre klader for tyveri. Nøglemedarbejderne forlod landet, og produktionen faldt.

I løbet af de første måneder af 1971 blev alle internationale banker nationaliseret, og i november samme år var 90 pct. af det chilenske bankvæsen målt på aktiver nationaliseret.

De største industrivirksomheder blev ligeledes nationaliseret, men her mødte Allenderegeringen den største modstand. Allende kunne ikke opnå opbakning i kongressen til sin nationaliseringspolitik, så for at give den et vis legalt skær, benyttede han et dekret 520, der var udstedt under den kortvarige ”Socialistiske Republik” i 1932, og som aldrig var benyttet før. Den gav myndighederne mulighed for at overtage virksomheder, der var ramt af strejker, eller som producerede ved mindre end fuld kapacitet, Harris (1999). Nationaliseringerne skete med en kombination af lokkemidler og pression, MIR (Movimiento de la Izquierda Revolucionaria, ”Movement of the revolutionary Left”), der var en militant gruppe, organiserede strejker og arbejderfabriksovertagelser, hvorefter virksomheden blev nationaliseret med udgangspunkt i dekret 520.

Størstedelen af det chilenske landbrug blev nationaliseret og overdraget til kollektiver, hvis mismanagement endte med faldende produktion og mangelsituationer.

Mindstelønnen for arbejdere blev hævet med 39 pct. og med 10 pct. for funktionærer i 1971. De voldsomt stigende reallønninger betød faldende indtjening eller underskud i de nu nationaliserede virksomheder og fremvæksten af et sort marked, hvor priserne kunne være 5, 7 eller 10 gange den officielle pris. For at bekæmpe det sorte marked, indførtes en total statslig kontrol med engroshandlen.

De offentlige udgifter øgedes, og pengepolitikken blev indrettet på at finansiere de offentlige underskud. Det førte til en eksplosion i pengemængden - og inflationen. Allende indførte en fast nominel valutakurs, men med stigende inflation førte det til en voldsom real appreciering af valutaen og forværring af betalingsbalancen.

 

Økonomien køres i sænk

Efter tre år med socialistisk styre var Chile på fallittens rand. Real BNP faldt med 4,3 pct. i 1973, underskuddet på de offentlige finanser nåede 11,3 pct. i 1972 og astronomiske 38,6 pct. i 1973. De forventede overskud fra de nationaliserede virksomheder udeblev, og i stedet måtte regeringen subsidiere dem med store beløb for at få dem til at overleve. Inflationen eksploderede til 260 pct. i 1972 og 605 pct. i 1973. Reallønningerne faldt med 11,3 pct. i 1972 og med yderligere 38,6 pct. i 1973, Larraín and Meller (1991), Dornbusch and Edwards (1990).

Det var ikke kun formuende chilenere, der blev ruineret af nationaliseringerne. Almindelige chilenere mistede deres opsparing til inflationen, og de private erhvervsdrivende, der under pres havde solgt deres virksomhed til staten i 1971 måtte to år senere se den reale værdi af deres betaling reduceret med en faktor 20 som følge af inflation.

Forsøget på at omfordele indkomster per dekret slog fuldstændig fejl: ”…populist policies do ultimately fail; and when they fail it is always at a frightening cost to the very groups who were supposed to be favored.” De store reallønsfald er ofte resultatet af et simpelt faktum: “Capital can flee from poor policies, labor is trapped,” Dornbusch and Edwards (1990,1991).

Landbrugsproduktionen var faldet, der opstod knaphed på de fleste dagligvarer. I januar 1973 blev der indført rationering.

Den 7. september 1973 – fire dage før kuppet – annoncerede Allende, at der kun var mel tilbage til fire dages brød mere.

Demokratiet køres i sænk

Også demokratiet styrede mod sammenbrud. Allende lod fagforeningsledere for strejkende minearbejdere fængsle, lederne af demonstrerende chauffører blev fængslet, og Allende bifaldt nedskydningen af strejkende chauffører. Privat ejendom var eksproprieret uden juridisk grundlag, Allende forsøgte at undertrykke ytringsfriheden ved at kontrollere produktionen af avispapir, og talrige aviser, radio- og tv-stationer blev tvunget til at overgive sig. Fængslinger og tortur blev anvendt. Højesteret kendte regeringen skyldig i ulovligheder, som den karakteriserede som ”a crisis in the state of law” og ”a peremptory and imminent disruption of the legality of the nation”, citeret i Harris (1999). Allendes tilsidesatte forfatningen med ”decrees of insistence”, tilsidesatte kongressens beslutning om at rejse rigsretssag mod flere ministre, nægtede at anerkende en af kongressen vedtaget tilføjelse til forfatningen, og ved valget til kongressen i 1973 var der omfattende valgsvindel.

Allende regeringen importerede ulovligt store mængder våben fra Cuba for at bevæbne sine egne folk, de planlagde et mytteri på to af flådens skibe, og officielle dokumenter fortæller om, hvordan Allende regeringen i 1973 forberedte en væbnet magtovertagelse og statskup.

Det var så som så med Chiles ”demokratiske vej til socialisme”. ”Rule of law” var fra første færd erstattet med ”rule by law”, og hvor det ikke slog til, blev der regeret med dekreter, og statslige mafia- og bøllemetoder. Flere end 100 mennesker mistede livet under voldelige omstændigheder.

Den demokratisk valgte regering havde udviklet sig til et tyranni, og den folkelige modstand mod regimet var massiv. Militæret var de eneste, der havde magtmidlerne til at afsætte regeringen, men de tøvede længe. Harris (1999) fortæller om, hvordan chilenske kvinder smed korn for fødderne af soldaterne for at håne dem for at være kyllinger, der ikke turde gribe ind.

Militærkuppet

Det gjorde en enig militærledelse så den 11. september 1973 under ledelse af general Augusto Pinochet. Militærkuppet blev bistået af CIA.

Militærdiktaturet varede i knap 17 år frem til 1990, hvor Pinochet genindførte demokratiet og overlod magten til en demokratisk valgt præsident. I løbet af de 17 år blev over 2.000 mennesker dræbt, og omkring 1.000 ”forsvandt”. Fængslinger og tortur, forbud mod politiske partier, og undertrykkelsen af pressen, fagforeninger og studenterorganisationer fandt sted.

Kun på et enkelt område tillod militærjuntaen opposition og en nogenlunde fri debat: Omkring den økonomiske politik.

Under Pinochet gennemførtes markedsøkonomiske reformer, der endte med at blive videreført af de demokratiske regeringer efter Pinochet, og det skabte grundlaget for Chiles økonomiske mirakel.

Men det er en anden historie.

Udvalgt litteratur

Dornbusch, Rudiger and Sebastian Edward (1991): “The Macroeconomics of Populism” i Dornbusch and Edwards (eds.): The Macroeconomics of Populism in Latin America. Chicago. The University of Chicago Press for the NBER.

Dornbusch, Rudiger and Sebastian Edward (1990): “Macroeconomic Populism” Journal of Developmental Economics 32, 247-77.

Fontaine, Juan Andrés (1993): “Chile’s Economic and Political Transition: 1970-1990,” Estudios Publicos 50, 229-272.

Harris, Colin (1999): “A Tale of Two Chileans. Allende and Pinochet.”

Klein, Naomi (2007): The Shock Doctrine.

Krueger, Anne O. (1974). "The Political Economy of the Rent-Seeking Society". American Economic Review 64, 291–303.

Larraín, Felipe and Patricio Meller (1991): “The Socialist-Populist Chilean Experience, 1970-1973,” i Dornbusch and Edwards (eds.): The Macroeconomics of Populism in Latin America. Chicago. The University of Chicago Press for the NBER.

- - -

Teksten (eller dele af den) vil indgå i en artikel om Chiles økonomiske mirakel, Milton Friedman og "the Chicago boys", som jeg er ved at skrive til Libertas sammen med Sasha Renate Bermann

Kilde: