Bjarne Corydons syn på den danske velfærdsstats transformation til konkurrencestaten er, at man i højere grad skal sikre opbakning til velfærdsstaten ved at fokusere på kvaliteten af de offentlige serviceydelser.
Den bagvedliggende filosofi i konkurrencestaten er at stater skal konkurrere mod hinanden om at sørge for at skabe gunstige vilkår for virksomhederne og samtidigt hjælpe borgerne på deres vej igennem livet. Det er med andre ord en ny forklædning til velfærdsstaten, men i dette perspektiv skal staten antage en anden rolle, og sørge for at stimulere konkurrence i samfundet således man ikke mister terræn til andre stater.
Ideen med begrebet er at modernisere velfærdsstaten og skære den således til, at overførsler kun skal gribe mennesker og sørge for at de hurtigst kommer på fode igen, stille krav til dem, og statens ageren i samfundet skal i det hele taget antage en strengere "noget for noget" rolle, og sørge for at borgerne producerer ydelser og varer i så stort omfang som muligt.
I konkurrencestaten ses borgeren som en forbruger af den offentlige sektor.
Alt sammen antyder at konkurrencestaten er et nyt skridt for velfærdsstaten, eller nærmere en udvikling af den økonomiske stabilitet af velfærdsstaten. Konkurrencestaten er et nødvendigt paradigmeskift for at sikre velfærdsstaten på længere sigt, ved at effektivisere den offentlige sektor og fintune de sociale ydelser sådan at man sørger for at få folk ud på arbejdsmarkedet igen så hurtigt som muligt.
Alt sammen lyder godt for en borgerlig person, der længtes efter opgør med offentligt spild og for generøse ordninger der holder mennesker på overførselsindkomst.
Der er efter min overbevisning nogle problemer i overgangen fra velfærd- til konkurrencestat. Begrebet konkurrencestat er indført i et forsøg på at vende skuden, der i årtier har haft negative effekter på samfundets produktion. Med en stærk velfærdsstat har vi opbygget et stort omfordelingssystem med høje skatter og en stor forsørgerbyrde der viser tendenser til at vokse. Ved indtræden af konkurrencestaten stilles nye krav til at de skal komme i arbejde hurtigere og producere til samfundet igen.
Forestillingen er, at ved at skrue lidt hist og her på velfærdsgoderne, så vil personerne på overførselsindkomster finde vej tilbage på arbejdsmarkedet og gøre gavn igen. Det vil have store politiske omkostninger at forsøge at gøre noget ved de problemer der har opbygget sig igennem årtier i vores samfund, det er ikke bare et opgør med det bestående system med en lille justering, det er en kæmpe befolkningsgruppe der skal opkvalificeres til at kunne foretage sig noget produktivt i det bestående samfund. For at få disse personer tilbage på arbejdsmarkedet, skal man være villig til at acceptere at nogle mennesker ikke har evnerne der gør dem produktive til at tjene en løn der er høj nok til at beholde deres levestandard som da de var på overførsel.
Ikke alle lader sig opkvalificere til at tage et job der er produktivt nok til vores meget omkostningstunge samfund. For at øge produktiviteten af den enkelte skal nye kompetencer til, men det er også vigtigt at understrege at for at øge produktiviteten så skal der kapital til. Virksomhederne skal nødvendigvis investere i produktionsapparatet for at den enkelte medarbejder kan skabe flere produkter og øge sin produktivitet. Dette kan man ikke komme udenom.
Derfor skal konkurrencestaten ikke alene konkurrere med andre stater, men også med sit eget udgiftstryk. Der skal med andre ord opbygges en struktur der øger virksomhedernes incitament til at investere i Danmark i så høj en grad, at der kan betales lønninger der er væsentligt højere end i andre lande med lavere omkostninger. Det er ikke alle typer af jobs hvor man kan opnå dette, og en af de vigtigste elementer for arbejdsmarkedet er at frigøre det yderligere, så lønninger kan flyde frit uden virksomhederne skal frygte blokader.
Det næste problem med konkurrencestaten er at man tror, at man kan effektivisere den offentlige sektor og skabe en strømlinet og effektiv produktion af velfærdsydelser. Selve konceptet om offentlige effektiviseringer hviler på grundtanken at et offentligt organ kan danne en ny prioritering som er mere optimal end før. Målet for effektiviseringer må være, at give forbrugeren netop den ydelse forbrugeren efterspørger, til en konkurrencedygtig pris. Men hvad skal eksempelvis forældrene til "den nye folkeskole" gøre af deres utilfredshed? Der er ingen alternativer, og de kan ikke stemme på de løsninger de ønsker, de har ikke noget valg end at håbe på at der kommer en politiker der siger det de tænker.
Her støder konkurrencestaten på nogle selvmodsigelser. Konkurrencestaten har intet måleværktøj for hvad forbrugeren efterspørger uden markedspriser, og serviceydelsen er for øjeblikket ofte et statsmonopol.
Det absolut mest kritiske punkt for at sørge for en effektiv allokering af resurser, er at der opbygges en struktur af markedspriser for ydelserne, og at der skabes konkurrence på ydelserne, for at det kan lykkes at effektivisere på en måde så kundernes efterspørgsel kan måles og mødes, effektivt.
Uden markedspriser kan man ikke vide hvordan man skal prioritere mellem et væld af ydelser, eller hvordan man skal sikre at der er optimal bemanding. I problemets kerne ligger den offentlige drift af systemet, da det offentlige har monopol og ydelserne er betalingsfrie, kan man ikke prioritere baseret på forbrugernes efterspørgsel, man må i stedet prioritere med politik - en suboptimal, men til gengæld dyr, løsning.
Sagt på en anden måde: Det er ikke kunderne i forretningen der med sine købekraft kan fortælle dig hvad de efterspørger, det er i stedet alle vælgerne der hvert 4. år sætter et kryds og bestemmer en overordnet retning på om systemet skal tilføres flere eller færre penge. Et sådant system vil tendere imod overforbrug fordi der ikke er nogen sammenhæng mellem udbud og efterspørgsel, og kunderne har selv ikke nogen indflydelse på i hvilket omfang ydelserne udbydes.
Som jeg ser det, er der flere typer af systemer der kan tages i anvendelse til at producere serviceydelser:
1) Frit marked, private udbydere, donationer og velgørenhed kan hjælpe de svageste.
2) Frit marked, private udbydere, statslig betaling for de svageste.
3) Frit marked, private udbydere, statslig betaling for alle.
4) Offentlig udbyder, statslig betaling for alle
Af de fire ovenstående eksempler, vil 1 være mest økonomisk effektivt mens 4 vil være det mindst økonomisk effektive valg. 2 eller 3 virker som de mest oplagte valg til en konkurrencestat, og 4 udelukker konkurrence. Det er givet muligt at kombinere 3 og 4, men den ulige konkurrence mellem stat og privat vil fordyre systemet og skabe usikkerhed for den private der ikke kan føle sig sikker på om den offentlige udbyder pludseligt vil overtage de ydelser som den private udbyder. Det vil skabe større usikkerhed som den private skal lægge oveni sin profitkalkulation, på den måde vil den offentlige udbyder gøre ydelserne som den private leverer dyrere. I mit perspektiv er vi da tilbage ved minimum 3.
Problemet med at ændre velfærdssystemet er de politiske valg der skal træffes for at nå til konkurrencestaten er meget upopulære. Igennem årtier har befolkningen vænnet sig til at det offentlige har monopol, og i mange debatter fremhæves igen og igen argumentet om at det offentlige er overlegent til netop disse opgaver fordi de ikke er profitsøgende. Problemet er at argumentet bygger på en forudsætning om at den offentlige virksomhed fungerer ligesom en privat virksomhed på markedsvilkår, tunet til konkurrence, prioriteringer udføres med stærkt kundekendskab og kun kunden er i højsædet. Det er meget langt fra sandheden i de offentlige systemer vi har udviklet her til lands, hvor dokumentation og regler fylder meget af politiske årsager, og hvor ventelister og "behandlingsgaranti" er på dagsordenen fra tid til anden. Problemer opstår af mangel på incitamenter der bedst skabes når markedskræfterne er frie.
I et frit marked, hvor udbud og efterspørgsel bevæger ydelserne imod den ligevægt der sikrer optimal udnyttelse af resurserne, reduceres ventelister automatisk mens de mest værdiskabende firmaer er dem som sætter forbrugernes ønsker i højsædet, og derfor dem som har størst succes. Alle de problemer skal det offentlige forsøge at løse på politisk vis, og vil uundgåeligt halte efter og fejlallokere resurserne og skabe mangel og overproduktion på een og samme tid på forskellige ydelser. Ydermere har det offentlige en stærk tendens til at skabe en meget stor administrativ byrde for arbejdsprocessen der producerer ydelsen, en byrde der ikke har været taklet igennem årtier. Problemerne vil forsvinde automatisk, hvis de frie markedskræfterne får lov at virke igennem prissystemet der stimulerer privat iværksætteri og investering. En privat virksomhed, når den når en vis størrelse, vil også producere et lag af administration der tenderer mod at stige, men disse tendenser holdes på sigt i skak fordi konkurrence mellem virksomhederne gør det ufrugtbart at beholde store administrative organisationer.
For at man kan tale om det selvmodsigende begreb "konkurrencestaten", skal man først holde sig for øje at navnet ikke er andet end politisk spin, så længe man fastholder at det er offentligt drevne virksomheder der skal levere serviceydelserne, kan der ikke blive tale om reel effektivisering - men i stedet et valg af et nyt sæt prioriteringer der uundgåeligt også er suboptimale. De offentlige overførselsindkomster skal også ændres dramatisk, da det nuværende system tenderer til at holde mange væk fra arbejdsmarkedet, af den simple årsag at det ikke kan betale sig at arbejde. Vi har derfor mange langtidsledige der ikke let kommer i arbejde, de såkaldte matchgrupper. Deres ulykke er skabt fordi fagforeninger og staten i samarbejde har forhindret dem i at tage et arbejde til den løn de er værd - og efterfølgende opkvalificere sig. Hvordan man skulle kunne løse dette problem politisk ser jeg ikke nogen udvej på - de sidste 40 års eksperiment viser tydeligt at staten ikke er opgaven voksen.
Uden en privatisering af de offentlige virksomheder og liberalisering af reguleringen ser jeg ikke noget der reelt forbedrer effektiviteten ved at søge at implementere konkurrencestaten i velfærdsstatens sted. Disse privatiseringer har desværre lange udsigter, fra mit perspektiv virker det som et politisk umuligt valg i Danmark - desværre. Det mest sandsynlige udfald er en prioriteringsændring for de offentlige virksomheder der, ligesom folkeskolen for nylig, vil blive reformeret ud fra et sæt politiske overbevisninger der i det lange løb giver det modsatte resultat af hvad man ønskede at opnå - politikere ved ikke nok om det de piller ved.
