I anden omgang af min kritik af socialliberalismen, tager jeg fat på velfærdsstaten, den politiske proces og ekspertvældet som den medfører.
Det socialliberale projekt er på mange måder overfladisk set ganske sympatisk. Man ønsker blot at samfundet producerer den maksimalt opnåelige velfærd. Problemet er at med justering af markedsøkonomien via interventionismen, reguleringen, skattetrykket og overførselsindkomsterne skaber man også problemer undervejs, problemer som er større end det oprindelige problem, og som de socialliberale i deres misforståelse af markedsøkonomien søger at bedre ved at indføre igen flere forbud, påbud, tilskud og beskatning.
Der er i politik ikke tale om at det er de svage og nødlidende der får størst vægt. Det er en simpelt fejl at tro det. Ikke desto mindre bruges det som påskud, at staten hjælper de svage, og virker til at distrahere vælgerne fra, at politikerne også fører en politik der gavner de venner politikerne ønsker at have. Når politik bliver til lovgivning, så er der altid en overvægt af særinteresser bag vedtagne forslag. En politiker sælger så at sige sin tid og sin midlertidige magt i folketinget og i regeringen til de organisationer, som denne ønsker at handle med, for at fremme sin egen interesse.
Som forbruger ønsker vi en arbejdsdeling der er effektiv, hvor specialisterne sørger for at dykke ned i de tekniske detaljer i det omfang det er økonomisk fordelagtigt. Eksperter i den forstand er afgørende for en succesfuld arbejdsdeling. Problemet med socialliberalismen er at man ønsker at indsætte eksperter der kan bruge statens magt til at regulere og bestemme over de økonomiske forhold mellem mennesker. Det er en helt forkert metode at gribe til, hvis man ønsker at opbygge et velfærdssamfund. Det er netop markedets force at det frasorterer de dårligste, fordi forbrugerne kan sige “njet” til produkterne. De tilbageværende er de som er eksperter i den forstand, at de har formået at bruge resurserne produktivt.
God fornøjelse.
