Kulturkamp
Der foregår i øjeblikket en kamp på 3 fronter. Lad os kalde dem ”nitrat-fronten”, ”kiosk-fronten” og ”naturferie-fronten”. ”Nitratfronten” er den mest synlige. Den drejer sig om regeringens landbrugspakke. ”Kiosk-fronten” drejer sig om, hvorvidt der på naturskønne steder langs vor 7000 km kystlinje må opføres en kiosk, hvor turister kan købe en sodavand, en kop kaffe eller en is, ja, hvor de måske oven i købet kan forrette deres nødtørft. ”Naturferie-fronten” drejer sig om, hvorvidt naturen har behov for en måneds ferie før og efter menneskenes ferie, altså om der må komme turister i danske sommerhuse i marts og november.
De 3 fronter er dele af én og samme kulturkamp! Det er opgøret med den magtelite, som tog magten i 1970’erne, hvor miljøet med stor effekt blev sat på dagsordenen. Der blev oprettet et miljøministerium med tilhørende styrelse, hvor tusindvis af nyuddannede blev ansat. De havde gennemført deres uddannelse i studenteroprørets tid! Samtidig fik en lang række miljøbevægelser vind i sejlene. Påstanden var, at vort miljø var stærkt forværret i tiden efter krigen bl.a. på grund af anvendelse af kunstgødning og pesticider. Et helt andet billede er beskrevet i den fortræffelige bog, Mussolini Kanalen, af den italienske forfatter Antonio Pennacchi. Den handler om opdyrkningen af de Pontinske sumpe syd for Rom, som indtil 1920’erne var plaget af malaria. Projektet lykkedes og gav arbejde til tusindvis af landarbejdere, som flyttede dertil fra forskellige områder. Som følge af krigshandlinger blev kanalen bombet i stykker og de malariabærende myg var ikke sene til at vende tilbage. Men nu fortælles det så i bogen: ”Det var amerikanerne, der reddede os, for med de selvsamme fly, som de havde bombet os med, oversprøjtede de nu hele Agro Pontino og Fondi-sletten med DDT. Et velgørende skud DDT, tro mig: velsignet være i al evighed ham, det opfandt DDT, og forbandet være de grønne ….”.
Sikken et miljøsvin! Jamen hallo: alternativet til DDT var sult, sygdom og død. Bogens historie er set i øjenhøjde med landarbejderne og er vaskeægte socialrealisme. Nutidens velbjergede akademikere vil have svært ved at fatte, at levevilkårene i Europa var så ringe for mindre end 100 år siden, om end denne erkendelse ville være sund for at perspektivere deres arbejde med miljøet. Selv husker jeg de forhold, som mange husmænd her i landet levede under op til midten af 1950’erne. Der er næppe mange, der ønsker sig tilbage til den tids ”idyl” på landet. Den forkætrede udvikling har forbedret menneskers levevilkår dramatisk. Og ja, der er en bagside af medaljen og vi skal passe på naturen, hvilket vi gør i udstrakt grad. Dette anerkendes ikke af miljøbevægelsen. Berygtet er den udstilling på et københavnsk naturhistorisk museum, hvor børn kunne blive løftet op og se Jordens farligste dyr. Men det var bare et spejl, hvor barnet så sig selv og på pædagogisk vis fik forklaret, at mennesket er klodens farligste dyr. Må vi være her?
Vi er nu nået dertil, at dansk korn ikke kan bruges til menneskeføde. Altså ikke noget brød af dansk korn. Det har ikke været meget fremme i debatten, som i de seneste dage har tenderet den rene hjernevask: i løbet af få minutter kunne en ekspert fra Danmarks Naturfredningsforening, siddende i en båd i Værebro Å, beskrive, hvordan Roskilde Fjord vil gå en snarlig død i møde, hvis ikke regeringen makker ret. Og samme forening beskriver opstilling af de mindste faciliteter til at betjene de turister, som landet har så stort behov for, som om vi er på vej til at bebygge kysterne som visse steder på Mallorca. Samtidig med at foreningen går stærkt ind for kystnære havvindmøller. Lad os håbe, at det endelig opgør med økologismen er i gang.
