Jeg bruger ofte begrebet kultursocialdemokratisme når jeg omtaler de mange udfordringer, dumheder og misforståelser som jeg mener at kunne observere i hele den vestlige kulturkreds. Altså ikke blot i danmark, men også i de stater og lande som vi i danmark traditionelt sammenligner os med, altså lande og stater som vi i overvejende grad deler grundlæggende kulturelle værdier med.
Men jeg støder ofte på mennesker som ikke har den fjerneste anelse om hvad kultursocialdemokratisme er for noget, mennesker som ikke har den fjerneste ide om hvor kulturdemokratismen kommer fra, og mennesker som ikke er den mindste smule bevidst om hvilken kolossal indflydelse socialdemokratismen har, og har haft, på langt størstedelen af borgerne i det som vi i daglig tale kalder 'den vestlige kulturkreds'.
Derfor vil jeg her forsøge at præsentere min forklaring af, og definition på, begrebet kultursocialdemokratisme for derefter at argumentere for en kritisk indgangsvinkel til den forældede, småreligiøse og lighedsfascistiske ideologi der efter min overbevisning ligger på lur som et kronisk sultent rovdyr lige under kultursocialdemokratismens velfriserede overflade.
De fleste har en ide om hvad en socialdemokrat er for en ideologisk størrelse, eller ..... det bilder vi os ihvertfald ind.
For mange vil den netop fremsatte påstand om en indbildt forståelse af hvad en socialdemokrat er, umiddelbart fremstå som både uberettiget og overraskende, og det er faktisk en betydelig del af udfordringen med at forklare konceptet kultursocialdemokratisme.
Men fortvivl ej, det er en påstand som vil blive belyst mere detaljeret senere, inden da er det dog bydende nødvendigt at opridse grundsubstans og forudsætninger så en analyse kan starte fra et rimelig veldefineret og logisk acceptabelt udgangspunkt, et nødvendigt fælles udgangspunkt der har særlig betydning når man kaster sig ud i at analysere komplekse koncepter hvis hovedingrediens er noget så flyvsk som menneskets forbløffende evne til at narre sig selv.
Først vil jeg gøre et forsøg på at forklare, hvorfor jeg insisterer på at klistre ordet 'kultur' foran ordet 'socialdemokratisme'. Dernæst vil jeg forsøge at redegøre for, hvorfor jeg anser socialdemokratismen for at være forældet, småreligiøs, lighedsfascistisk og med en stærk tendens til at falde tilbage til den socialistiske grundideologi som socialdemokratismen udspringer af.
Følger den ærede læser stadig med? Eller har det overvældende flertal af mere eller mindre ubevidste kultursocialdemokrater allerede opgivet at følge tankerækken, bævende af angst for at blive konfronteret med en dosis logik og historieforståelse som vover at udfordre både børnelærdom og livslang kultursocialdemokratisk indoktrinering. Måske er læseren endda skrækslagen over det underforståede krav om selvstændig tankevirksomhed, kritisk refleksion og selvindsigt? For slet ikke at tale om de mange ord i en tekst som tager mere end 30 sekunder at læse, og endnu længere at fordøje?
Undskyld. Jeg ved det godt. Det var en uartig provokation som hænger flertallet af mine medborgere ud for at være uforvarende indoktrineringsofre og overfladiske læsehæmmede overskriftsnarkomaner der tankeløst æder alt hvad der kommer fra mainstream media råt, men min uartighed er ikke desto mindre en overlagt og bevidst provokation som jeg anser for at være et vigtigt element i min videre analyse og beskrivelse af konceptet kultursocialdemokratisme.
Forklaringen på det foranstillede ord 'kultur' i kultursocialdemokratisme:
Min forklaring tager nu en lille omvej omkring kulturkristenheden, jeg håber på tilgivelse for at bringe religion ind i forklaringen, men jeg ser ingen vej udenom at bringe religionens betydning for nationens dannelse og nationale suverænitet med ind i forklaringen. Beklager.
For de fleste voksne etniske danskere med et minimum af historieforståelse dækker betegnelsen kulturkristen over et sæt fælles menneskelige værdier som gennem mange generationer har udviklet sig fra at være rigide religiøse dogmer til bredt accepterede skrevne og uskrevne regler for samfundsindretning: lov og orden, retfærdighed, almen dannelse, demokrati, socialt ansvar, respekt for individets frihedsrettigheder, frihed under ansvar, ytringsfrihed, ligeret, religionsfrihed, ret og pligt, gud konge og fædreland, storsind, næstekærlighed osv.
Størstedelen af disse elementer er enten taget direkte fra kristendommen, eller videreudviklet fra traditionelle kristne værdier på baggrund af mange generationers kollektivt opsamlede erfaringer.
Det er samlet set det som de førnævnte voksne etniske danskere med en basal historieforståelse er rimeligt enige om udgør grundstammen i den nationale sammenhængskraft, og det er tillige essensen af det som gør en dansker til en dansker (i modsætning til et dansk statsborgerskab, som desværre ikke behøver at betyde nogetsomhelst andet end besiddelsen af et rødbedefarvet pas).
En sammenhængskraft som alt for ofte er uendeligt dårligt forstået, eller komplet ukendt, og som i de seneste 30-40 år har været under stigende pres fra fremmede kulturer som med deres blotte tilstedeværelse truer med at udviske den ensartethed der igennem generationer har været det bærende grundlag for en fredelig sameksistens i en homogen og koncensussøgende befolkning.
Forudsætningen for den kulturkristne succeshistorie var, og er, et fælles udgangspunkt i en relativt lille og homogen befolkning som med enkelte undtagelser kunne blive enige om at det var smart med lov og orden, respekt, retfærdighed mv. og samtidig at bevare friheden til at forfølge sine drømme når man blot kunne gøre det under passende hensyntagen til det omgivende samfunds normer, forventninger og værdier.
Kulturkristenheden er altså i altovervejende grad, det fundament som det moderne danmark er gennemsyret af og bygget på, og de værdier vi anser som danske værdier hviler i altovervejende grad på oprindelige kristne værdier.
Kulturkristenhed er IKKE troen på gud. Kulturkristenheden er ikke at møde op i kirken og lytte til præstens samtidsfortolkninger af årtusindgamle overleverede eventyrlige fortællinger. Det er derimod en kerne af kulturelt betinget ensartethed, og en fælles forståelse for hvordan man kan leve sammen i fred og fordragelighed medens man udveksler varer, serviceydelser, ideer og visioner til gensidig gavn og tilfredshed. Kulturdelen af kulturkristenheden fortsætter uanfægtet med at eksistere i den folkelige kultur, medens bevidstheden og dyrkelsen af kristendommen og de religiøse dogmer er afkoblet fra den fælles kultur. Vi er ikke længere direkte påvirkede af den kristne tro, men indirekte er vi, endda i høj grad, konceptet er blot blevet en integreret del af den folkelige kultur.
Dermed slut på omvejen omkring kulturkristendommen og tilbage til artiklens emne: Kultursocialdemokratismen
Præcis som kulturdelen af kulturkristendommen er blevet afkoblet fra sin oprindelse, men fortsat eksisterer i bedste velgående i den folkelige kultur, eksisterer der en ubevidst men særdeles stærk socialdemokratisk kulturpåvirkning som på præcis samme måde som kulturkristenheden har formået at gennemsyre den danske kultur og er blevet en dominerende men ubevidst del af den danske kultur.
Den dominerende kultursocialdemokratiske del af den danske kultur kan man man naturligvis anskue som noget overvejende positivt hvis man har socialistiske tendenser og lever i fortiden, eller anskue den som jeg gør, som et overvejende negativt socialistinspireret fossilt efterladenskab der holdes kunstigt i live ved at holde det kultursocialdemokratiske omfordelingssystem kørende på fuld kraft for fortsat at fodre et overvældende samfundsbetalt vælgerflertal med andre folks lovligt konfiskerede penge.
Hvis det samfundsbetalte omfordelingsamokløb får lov til at fortsætte i samme retning og med samme hastighed ender vi med usvigelig præcision i samme båd som grækenland, og det er dobbelt trist at det efter alt at dømme vil ske med velvillig hjælp fra de politikere som kalder sig 'blå'. De er helt tydeligt under stærk påvirkning af kultursocialdemokratismen, og det er tredobbelt trist at størstedelen af dem ikke engang selv fatter at de lader sig trække rundt ved næsen af den dominerende kultursocialdemokratiske kulturpåvirkning.
Men hvordan i alverden kunne det gå så frygtelig galt?
Nu er jeg ikke en af dem der uden videre køber forestillingen om en politisk sammensværgelse og diverse fantasifulde konspirationsteorier, forklaringen på misæren er desværre såre enkel og ligetil. Faktaresistens, historieløshed, konsekvensfornægtelse, uhæmmet egohumanisme, visonsløshed, ligegyldighed og god gammeldags ubegavethed blandt de vælgere der stemmer på politikere som de kan identificere sig med, politikere som derfor helt naturligt kommer til at ligne dem selv. Demokratiets største enkeltstående udfordring udstillet i al sin gru. Læg dertil politikernes visionsbegrænsende tidsmæssige horisont på 4 år og at de øvrige påkrævede kompetancer tilsyneladende begrænser sig til at snakke udenom og kunne tælle til 90.
Jamen, har vi så ikke ladet os fange i en bundløs sump hvorfra al flugt er umulig? Er der slet ingen vej ud af moradset?
Jo, vi er hjælpeløst fanget og ligger præcis som vi har redt, men der er faktisk mulige flugtveje ud af det sumpede morads.
En vej er at fortsætte fuldstændig blindt i samme retning, på et tidspunkt bliver samfundets efterspørgsel på andre folks penge så stor at truget langsomt tømmes og vælgerne tvinges til at indse at de selv er årsagen til problemet, og at vælgerne dermed tvinges af omstændighederne til at indse, at socialistfiduseriet heller ikke er bæredygtigt og langtidsholdbart i danmark. Fuldstændig som al evidens og empiri har vist at socialistfiduseriet heller aldrig har vist sig at være bæredygtigt og langtidsholdbart nogen andre steder, nogensinde.
Det kommer til at gøre virkelig nas. Og det er sandsynligvis lige der danmark kommer til at afgive de sidste rester af national suverænitet, selvbestemmelse og kulturel egenart. Det gode er, at det sandsynligvis vil vare flere årtier før vi har smadret nationen helt, især hvis vi lige som grækerne kan opstøve nogle socialistspassere med en tilpas stor pengetank og uhæmmede stormagtsdrømme der kan tildele os nogle mellemstatslige kviklån som modydelse for vores totale underkastelse.
Jeg regner ikke med at det bliver i min tid, så egentlig kunne jeg være præcis lige så egoistisk og ligeglad som kultursocialdemokraterne, men af en eller anden mærkelig grund så jeg gerne at jeg kunne overdrage en selvstændig nation til mine børn og børnebørn som var mindst lige så god som den nation jeg fik overdraget af min forældregeneration.
Det er muligvis noget med moral. Jeg ved godt at det er helt vildt op ad bakke at kæmpe imod, men jeg kan ikke lade være, så kald det bare en udsigtsløs tendens til selvpineri. ;-(
En anden (men desværre noget mindre sandsynlig) flugtvej ud af det sumpede morads er at et vælgerflertal får øje på udfordringen, indser sammenhængen og i stort tal giver sig til at stemme anderledes. Den udvej satser jeg på, og jeg vil fremover gøre mit bedste for at vende udviklingen ved at forklare alt og alle at kultursocialdemokrater i bund og grund er nogle ubegavede hundehoveder og hængerøve som ingenting begriber og derfor skal tage sig alvorligt sammen meget snart. Men jeg har desværre ikke de store forhåbninger til mit forehavende, for der er i øjeblikket kun nogle ganske få procent af vælgerskaren som har samme opfattelse af nationens kattepine som mig.
Hvis jeg havde store nødder, langt lyst hår, blå øjne og var lige så fræk, frygtløs, patriotisk, hudløst ærlig og ligefrem som Donald Trump, så havde jeg måske en lille bitte chance for at gøre en mærkbar forskel. Men jeg har desværre ikke store nødder, og håret er heller ikke hvad det har været. Øv!
Dybt og inderligt suk!
