Kurrild-Klitgaard: Socialismen forarmer – altid

Professor Peter Kurrild-Klitgaard (Københavns Universitet): "Den internationalt anerkendte danske økonomiprofessor Martin Paldam foretog for nogl...

Peter Kurrild-Klitgaard,

29/08/2016

Professor Peter Kurrild-Klitgaard (Københavns Universitet):


"Den internationalt anerkendte danske økonomiprofessor Martin Paldam foretog for nogle år sammen med en kollega, Erich Gundlach, et lille studie af, hvad de kaldte »ægte tvillinger«: Lande, der oprindeligt havde hørt sammen og nogenlunde lignede hinanden i udgangspunktet, men blev skilt fra hinanden og mere eller mindre samtidigt valgte henholdsvis markedsøkonomiske (kapitalistiske) og planøkonomiske (socialistiske) samfundsmodeller. Landene var bl.a. Vesttyskland og Østtyskland (1945-89), Sydkorea og Nordkorea, Folkerepublikken Kina og »tigerøkonomierne« (Taiwan/Hong Kong Singapore), Østrig og Ungarn (1945-1989), Østrig og Tjekkoslovakiet (1945-1989) og Finland og Estland (1945-89). De repræsenterer i hvert enkelt tilfælde og tilsammen noget nær det tætteste, vi kommer på nationale, samfundsøkonomiske laboratorieeksperimenter.

I hvert eneste tilfælde voksede den mere liberale økonomi hurtigere end den mere socialistiske økonomi – og ganske markant mere. Af de nævnte lande, hvor der ved »slutningen« var mindst forskel, var levestandarden i den mere liberale model vokset til det tredobbelte. I andre tilfælde det fem- eller tidobbelte. I nogle tilfælde skete det sågar selv, hvis den kapitalistiske økonomi begyndte fra et fattigere udgangspunkt end den socialistiske, og i intet tilfælde indhentede den socialistiske den kapitalistiske."