Ingen vil åbenbart sige det, så nu gør jeg: hvis kvinder var voldsomt kompetente at have siddende i bestyrelser og ville skabe øget vækst for virksomhederne….. – så sad de i betyrelserne!
Jeg mener: hvor svært kan det være? Nogle gange kan man blive nødt til at indrømme det åbenlyse: ville virksomheden bevidst undlade at skabe vækst bare fordi de ikke kan lide kvinder? Ønsker bestyrelser at sammensætte sig mindre kompetent for at holde kvinder ude?
Argumenterne for kvindekvoter i bestyrelser hænger helt enkelt ikke sammen: i et frit marked vil en virksomhed altid gøre det økonomisk mest gunstige – bare ikke når det drejer sig om sammensætningen af bestyrelsen? Da går klappen ned og virksomhederne er parate til at køre sig selv i sænk når bare de kan slippe for kvinder i bestyrelsen?
Det smukke ved det frie marked er, at kompetencen alene tæller. Det tæller ikke at være sort, hvid, grøn, mand eller kvinde.
Hvis man ikke kan klare sig på markedsvilkår, kan man håbe på at blive subsidieret af velmenende politikere, som fx er glade for urentable bjergbønder. Nu har de så kastet deres kærlighed over kvinderne. Men man skal være ansat til at mene, at kvindekvoter er tidens løsen for faktisk at kunne mene det. Prøver man i stedet at tænke selv, er det svært at se noget sundt i tanken.
Hvis kvinder i et frit marked ikke kan finde vej til virksomhedernes bestyrelser så har det frie marked en klar besked om årsagen. Men den vil ingen åbenbart sige. Hvorfor er der ingen kvinder på Barcelonas fodboldhold? Ville de måske ikke kunne bidrage med følte afleveringer og lidt feminin boldomgang? Eller er det – Gud forbyde det – fordi de ikke er dygtige nok?
”Det handler om at bryde en kultur” kan man høre de mere desperate udtale. De sammenspiste mænd ved altså ikke, hvad der er bedst for dem selv, men det ved en eller anden mere eller mindre tilfældig betonfeminist altså? ”Det vil skabe vækst” siger andre. Hvorfor tror du det? - spørger man undrende. ”Fordi undersøgelser viser, at der findes virksomheder, der fik flere kvinder i bestyrelsen og bagefter oplevede virksomheden vækst” kvidrer oraklet og er i sin iver fuldstændig klar til at overse de tusindvis af andre relevante parametre, der skaber vækst for
en virksomhed. Denne mennesketype har Hegel beskrevet i ”Das Gesetz des Herzens og der Wahnsinn des Eigendünkels”. Deres hjertes lov får dem til at ville tvinge deres følelsesmæssige overbevisning ned over hovedet på andre fordi de ikke kan leve før deres eget hjertes lov bliver universel lov. At verden gør modstand tolker de som et sikkert tegn på at de har ret og et lige så sikkert bevis for andre dumhed. Venstrefløjen rummer mange af denne type.
Nu vil jeg gøre noget, som jeg egentlig hader: jeg vil motivforklare betonfeministerne. Kvinder, der ønsker kvoter indført for bestyrelsers sammensætning, tvivler på egne evner. De gør sig til ofre for en imaginær sammensværgelse mod deres køn, som i virkeligheden bunder i manglende selvværd. Hvis der ikke kompenseres for deres manglende evner, har de ikke en chance. Derfor ønsker de kvoter.
Kvinder, der på lige og frie vilkår når til tops har bevist deres værd. Hvad har en kvote-kvinde bevist?
Kvoter er en ydmygelse af kvinderne, et eklatant selvmål i ligestillingskampen. I stedet for at anse det for en selvfølge at mænd og kvinder er lige, åbner kvotekravet for den mistanke, at en kvinde kun kan klare sig, hvis man tager specialhensyn.
