Kvoter, kvoter, vi vil have flere kvoter

Jeg er skuffet, dybt skuffet over idérigdommen fra bureaukraterne, fra de røde og andre sædvanligvis virkelighedsfjerne politisk korrekte mennesker...

Ikke angivet Ikke angivet,

04/09/2012

Jeg er skuffet, dybt skuffet over idérigdommen fra bureaukraterne, fra de røde og andre sædvanligvis virkelighedsfjerne politisk korrekte mennesker - eller rettere: Den manglende idérigdom. For hvorfor skal vi kun have kvoter for lige præcis kvinder inden for lige præcis de vellønnede bestyrelseshverv?

For netop nu stormer alle dem, som ikke via markedskræfterne kan få en rigtig karriere frem med krav om, at der skal laves kvoter for kvinder i virksomheders bestyrelse. Reelt forstår jeg simpelthen ikke, hvorfor i alverden vi skal stoppe dér. Hvorfor lige kvoter ved sammensætning af virksomheders bestyrelse og ikke 100.000 andre ting, der har stor indflydelse på den verden vi lever i?

Måske nok nærmest fordi det gustne bagvedliggende motiv er at skaffe sig selv let adgang til højtbetalte positioner uden at have hoved og kompetencer til det.

Hvad er ellers forklaringen på, at samme mennesker ikke kræver kvoter på alle mulige andre områder, hvor man kan plædere for en skævvridning:

- Der er hårrejsende få mænd i børnenes opvækst, op gennem vuggestuen, børnehaven, de første skoleår, fritidshjem. Mit bud er mellem 5 og 10 pct. af personalet totalt set er mænd. Hvem har mest indflydelse på samfundets langsigtede udvikling? Nogle virksomheders bestyrelsesmedlemmer - eller dem der former og fostrer værdierne hos vores børn helt fra de endnu ikke kan kravle? Jeg nægter at tage krav om et vist antal kvoter for kvinder alvorligt, når disse forkæmpere ikke med lige så stor kraft kæmper for kvoter og ligeliggørelse på dette vigtige område.

- Jeg kan ikke forstå, at disse verdensfjerne personager ikke med samme ildhu har kastet sig over krav om kvoter for indvandrere - ikke bare i private virksomheders bestyrelser, men da også i offentlige bestyrelser, på plejehjem, dagsinstitutioner mv. Man kan ikke argumentere for kvindekvoter i bestyrelser uden samtidig at underlægge sig samme argumentation for indvandrere

- I forlængelse heraf kan det undre, hvorfor disse mennesker ikke undrer sig over, hvorfor der blandt verdens mest succesfulde nyopstartede virksomheder er så få, som er startet, ejet og drevet af kvinder. Her må jeg beklageligvis åbne øjnene på de snævertsynede, for her gælder ingen undskyldning om, at mænd står i vejen for dem. I iværksætterland - uanset hvor i verden du er - gælder princippet om "free entrepreneurship". De eneste som står i vejen for, at kvinder kan opbygge store og succesfulde virksomheder fra bunden er ... dem selv.

- Og hvad med Folketinget? Tillad mig et øjeblik at være ligeglad med de højtråbende kvinder, som kræver denne lette adgang til indflydelse og penge. I stedet vil jeg fokusere på behovet for kvoter i Folketinget, hvor en alt, alt, alt for stor andel af de folkevalgte er alt for unge mennesker enten uden en færdiggjort uddannelse eller i bedste fald lige udklækket, men blank for erfaring og viden om det omgivende samfund. Folketinget er fyldt med mennesker, som aldrig nogensinde har påtaget sig et reelt stykke arbejde og derfor intet aner om virkeligheden.

Hvad blev der af det gode gamle princip om, at Folketinget skal repræsentere befolkningen. I dag er det besat i begge betydninger af ordet af en masse mennesker med al for stor selvsikkerhed i forhold til deres viden om samfundet. Det repræsentative er gået tabt. Det véd enhver. Men det er sjovt nok ikke dét, man sidder og bekymrer sig om derinde i Folketinget.

Så se nu at få indført kvoter som gør, at Folketinget igen repræsenterer folket. Undlad venligst den platte bemærkning om at vælgerne jo bare kan stemme på nogle andre, for sagen er jo den, at det er helt ude af hænderne på den enkelte vælger. Det kan ikke være rigtigt, at der skal mobiliseres en decideret folkebevægelse for at få genskabt det, der var det oprindelige mål for demokratiet: at Folketinget skulle være repræsentativt for folket. Det er et politisk ansvar, og der er ret mange vælgerforeninger, som skulle tage at få ryddet alvorligt op i deres opstillinger, så vi får genskabt balancen.

Hvem sagde noget om kvoter? Og hvorfor vil de politisk korrekte altid kun tale om kvinder og virksomheders bestyrelsessammensætning, når der er meget mere og dybere at tage fat på? 

Kilde: