LA har et alvorligt imageproblem, hvis det er en udbredt opfattelse blandt borgerlige, at LA er et semi-radikalt åbne-grænser-åbne-kasser parti på udlændingeområdet. Og meget tyder på, at det er opfattelsen langt ind i LA’s egne rækker. Og problemet er selvskabt, når LA gentagne gange fører udlændingepolitik med de røde.
Liberal Alliance har officielt en indvandringspolitik (eller blot slogan?) baseret på princippet ”åbne grænser og lukkede kasser”, hvor der stilles krav om selvforsørgelse med udelukkelse fra at modtage indkomstoverførsler for indvandrere og ægtefællesammenførte i de første fem år i Danmark og krav om tegning af en sundhedsforsikring.
Liberal Alliance har netop indgået forlig med den røde regering og den yderste venstrefløj i Enhedslisten og stemt for Lov om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, der lemper kravene til familiesammenføring uden at skærpe kravene til selvforsørgelse. Loven medfører ikke alene mere åbne grænser, men reelt også mere åbne kasser.
I modstrid med LA’s officielle politik og valgløfter.
LA har et imageproblem
Hvis ”åbne grænser og lukkede kasser” blev håndhævet bogstaveligt, ville det være en stram udlændingepolitik, hvor indvandrere kun kan komme til Danmark, hvis de allerede har et job på hånden, der baserer sig på liberale principper med kravet om selvforsørgelse.
Når LA gentagne gange fører indvandringspolitik med rød blok og i virkeligheden viser sig at være et slapperparti, der giver køb på de liberale principper om lukkede kasser, så står LA med både et imageproblem og et politisk problem.
Den kulturkonservative Kasper Støvring affyrer i dagens Berlingske Tidende en bredside mod LA, som han kritiserer for at være et slapperparti på udlændingeområdet, og han anklager LA for at gå ind for åbne grænser og åbne kasser. Kasper Støvring indleder med at rose LA, men skriver så:
”… partiet har svigtet. Det kommer klarest frem i værdipolitikken og her især udlændingepolitikken, hvor LA aftaler vidtgående lempelser med regeringen og det yderste venstre. (…) Det må skyldes arven fra Det Radikale Venstre.”
Danmarks mest læste, borgerlige blog, Uriasposten, gentager Støvrings kritiske ord.
Her følger Støvring op på den Liberale forfatter og debattør, Mikael Jalving, der i et blogindlæg i JP omtalte Liberal Alliances forlig med venstrefløjen for en politik om åbne grænser og åbne kasser, der hurtigt ville føre til åbne grænser og tomme kasser.
Et LA-medlem efterlyser på 180grader en tydeliggørelse fra LA om, hvorvidt vi stadig går ind for ”lukkede kasser og åbne grænser” – i dén rækkefølge. Indlægget udtrykker mange liberales usikkerhed om, hvor LA placerer sig i udlændingepolitikken. Formentlig fordi vi er meget utilbøjelige til at ville indrømme, at LA placerer sig sammen med rød blok.
Hvor placerer LA sig i udlændingepolitikken?
Forliget skaber nemlig berettiget usikkerhed om, hvad LA egentlig mener i udlændingepolitikken, når man er parat til at løbe fra kernen i sin egen politik for at indgå forlig med de røde, og den skaber usikkerhed om, hvor LA egentlig placerer sig politisk: Er det sådan, at LA på det økonomiske områder tilhører blå blok, men i forhold til indvandring og familiesammenføringer tilhører rød blok?
I så fald har LA et seriøst politisk problem, og LA vil miste vælgere på den konto.
Taktisk dumt
At indgå forlig med de røde om udlændingepolitikken var taktisk dumt af mindst tre grunde:
1. LA har med stor succes baseret sin politik før, under og efter valgkampen på fire mærkesager, der virker samlende og ikke splittende på borgerlige vælgere. Ved at gå enegang i forhold til de andre borgerlige partier på et så vigtigt område som udlændingepolitikken, der om noget har været det samlende for VKO-partierne gennem 10 år, vælger LA en maksimalt splittende politik i forhold til de andre borgerlige vælgere – og såmænd også i forhold til LA’s vælgere, som det fremgår af kommentarer på 180grader og Facebook.
2. Forlig med de røde udelukker efterfølgende forlig med VKO, medmindre LA først opsiger det netop indgåede forlig, og det kan LA næppe gøre troværdigt inden et valg. Under alle omstændigheder vil det få LA til at fremstå som et parti på politisk slingrekurs.
3. Forliget åbner op for den følsomme kritik af LA som en klon af de Radikale, som Støvring skriver: ”hvorfor stemme på LA, når man kan få den rene vare hos Det Radikale Venstre?” Det er en kritik, der gør ondt på os liberale, der ikke har en fortid i Radikale, og som betragter netop de Radikale som en af hovedskurkene bag den katastrofale udlændingepolitik fra 1983 til 2001.
Mere end et imageproblem… Et reelt politisk problem
VKO’s regeringens pointsystem var dårligt designet og alt for bureaukratisk, og LA var imod det, da det blev vedtaget – men med den begrundelse, at LA havde en bedre politik. Det er meget reelt, at LA også efter valget vil arbejde for at afskaffe pointsystemet og sætte sin egen politik i stedet. Det er på sidste punkt, at det halter.
Afskaffelsen af pointsystemet indebærer et trade-off mellem mere frihed for nogen og mindre for andre: Det giver større frihed til de, der ønsker deres ægtefælle til landet, og som utilsigtet blev ramt af pointsystemet, men flere familiesammenføringer og højere offentlige udgifter giver mindre økonomisk frihed for danske skatteborgere. Det er derfor ikke entydigt, at den nye lov øger den personlige frihed.
Pointsystemet og de hidtidige regler have imidlertid også nogle fordele: De gjorde det lettere at tiltrække højt kvalificerede indvandrere og få familiesammenføring fra vestlige lande som USA, Canada, Israel, Japan, Australien og New Zealand, så det var relativt lettere at blive familiesammenført med borgere fra lande, der erfaringsmæssigt, er lettere at integrere. Den hidtidige lovgivning belønnede også den udlænding, som vælger ikke at bosætte sig i et ghettoområde, som inden ankomsten til Danmark kunne dokumentere selvforsørgelse i sit eget land, og de udlændinge, der har uddannelse bag sig eller gode sprogkundskaber. Alt sammen karakteristika, der øger sandsynligheden for en vellykket integration.
Den nye lov ophæver pointsystemet for ægtefællesammenføring og tilbagefører 24-års-reglen til den form, som reglen havde, før pointsystemet blev indført. I forlængelse heraf tilbageføres tilknytningskravet til det, der var gældende før pointsystemet blev indført.
Loven indebærer lempelser på en række områder:
- Tilknytningskravet lempes, og indvandringsprøven afskaffes.
- Sprogkravene sænkes fra ”A2” prøver til ”A1” sprogniveau, hvilket reducerer sandsynligheden for integration på arbejdsmarkedet. Det er katastrofalt. Der er så vidt jeg kan se ingen sanktioner, hvis den pågældende ikke består danskprøven, der først skal bestås efter at personen har opnået familiesammenføring. Skal den familiesammenførte så sendes hjem? Det er der næppe nogen, der tror på.
- Den økonomiske sikkerhedsstillelse sænkes fra 100.000 kr. til 50.000 kr. Garantien er beregnet til dækning af kommunens eventuelle fremtidige udgifter til hjælp til den udenlandske ægtefælle efter lov om aktiv socialpolitik eller integrationsloven, fx kontanthjælp eller starthjælp. Ved beståelse af danskprøver og andet kan garantien yderligere sænkes, helt ned til 10.000 kr., hvilket stort set kun dækker kontanthjælp i en enkelt måned. Der er altså tale om en markant sænkelse af den sikkerhed, danske statsborgere har for, at familiesammenførte ikke kommer til at ligge de offentlige kasser til last. Der er endvidere en række undtagelsesbestemmelser fra kravet om sikkerhedsstillelse.
- Endvidere er der gummiparagraffer som § 9n: ”Der kan efter ansøgning gives opholdstilladelse til en udlænding, som har familiemæssig tilknytning til en udlænding med tidsbegrænset eller tidsubegrænset opholdstilladelse efter § 9i eller § 9k, når hensynet til sidstnævnte udlændings ophold her i landet tilsiger det.” Hvad betyder det? Paragraffen synes at kunne åbne for en ladeport af familiesammenføringer, hvis ministeren vælger at fortolke loven meget lempeligt.
Det er vanskeligt at læse lovteksten, fordi størstedelen af den består af ændringsforslag til den hidtidige lov, og så skal man sidde og sammenligne de to tekster paragraf for paragraf, men hvis jeg ikke tager meget fejl, så indeholder den nye lov intet om at lukke kasserne yderligere i forhold til i dag.
Det eneste, der trækker i den retning, er en forhøjelse af det antal år, fra fire til fem, som en familiesammenført skal have levet uden at modtage dagpenge for at kunne få permanent opholdstilladelse, men det lukker altså ikke kassen for den familiesammenførte.
Jeg kan heller ikke se, at de øgede udgifter på anslået 210 mio. kr. (der dog ikke omfatter fremtidige indkomstoverførsler), skal findes andre steder inden for samme område, som Simon Emil tidligere har været ude og sige ville være et ufravigeligt krav fra LA, men muligvis har jeg overset det?
Der er indgået en beskæftigelsesaftale, som ifølge LA indebærer, at beskæftigelsesgraden for de familiesammenførte skal overvåges, og såfremt den ikke er høj nok, skal der igangsættes nogen initiativer. Aftalen er tom snak og symbolpolitik. Uden specifikke krav til beskæftigelsesgraden, uden bindende forpligtelser til at handle og uden en anvisning af metoder til at nå målet, er der tale om tom symbolpolitik.
For mig at svigter LA sin egen politik om åben grænser og lukkede kasser, når LA ikke sikrer mere lukkede kasser, men kun mere åbne grænser. Det er jo de lukkede kasser, der skulle adskille LA fra Radikale.
LA’s udmeldinger
LA har hele tiden forsvaret forliget med, at LA hele tiden har ønsket at afskaffe det dårligt designede og bureaukratiske pointsystem, men det hører med til billedet, at da LA tidligere kritiserede pointsystemet og stemte imod det, der var det baseret på en argumentation om, at LA havde en alternativ politik, der var bedre. Nu har LA imidlertid opgivet at få noget som helst af sin egen politik igennem.
Det er måske meget sigende, at i den officielle kommentar til forliget, forsvarer LA sig alene med, at antallet af familiesammenførte fortsat vil være lavere end tidligere, men der er ikke et ord om, at forliget skulle indeholde nogen politiske sejre for LA – noget politiske partier ellers sjældent forspilder en chance for at fremhæve.
Simon Emil har flere steder været ude og forsvare LA’s deltagelse i udlændingeaftalen, her på 180grader, hvor han argumenterer for, at der blot er tale om en tilbagevenden til ”Fogh classic” med reglerne fra før pointsystemets indførelse. Hvilket ikke er rigtigt, da udlændingeloven indebærer markante lempelser på flere områder. I Herning Folkeblad lader Simon Emil læseren forstå, at ”Aftalen med regeringen betyder bl.a., at beskæftigelsesgraden hos familiesammenførte løbende skal opgøres, og at regeringen er forpligtet til nye tiltag, hvis der ikke kommer flere sammenførte i arbejde.” Det samme siges i en LA pressemeddelelse, men det er som nævnt tom symbolpolitik uden forpligtigende politisk indhold.
Det er skuffende, at vores egne folketingspolitikere end ikke kan få det til at lyde som om, LA har opnået en politisk sejr af nogen art ved at gå med i et forlig med de røde. Det gør det kun endnu klarere, at forliget er en politisk fejltagelse, der åbner grænserne for en større indvandring fra ikke-vestlige lande. Åbne grænser og åbne kasser er Radikal politik, det er ikke LA’s politik – eller var det i hvert fald ikke indtil maj 2012.
LA’s fremtidige udlændingepolitik
Hvordan skal man komme med forslag til en fremtidig udlændingepolitik, når problemet er, at vores folketingspolitikere løber fra den politik, de selv har formuleret på området?
Langt hen af vejen er princippet om ”åbne grænser og lukkede kasser” et sundt princip. Princippet har imidlertid tre svagheder:
- Den anviser ingen vej, så længe vi ikke har lukkede kasser.
- Princippet tager kun hensyn til indkomstoverførsler og sundhedsudgifter, ikke forbruget af andre offentlige ydelser
- Princippet retter sig kun mod at sikre, at første-generations indvandrere er selvforsørgende i de første år, men de garanterer ikke, at indvandrerne er nettobidragsydere samlet set, de tager ikke hensyn til, at andengenerationsindvandrere fra visse ikke-vestlige lande har markant større integrationsproblemer end førstegenerationsindvandrere, og endelig – og vigtigst – så tager princippet slet ikke hånd om alle de andre problemer, der er forbundet med indvandring fra visse ikke-vestlige lande; lad os bare være ærlige og sige fra muslimske mellemøstlige, nordafrikanske og nærøstlige lande.
Den manglende vilje til at anerkende de kulturelle og religiøse aspekter af indvandringen er netop, hvad mange borgerlige debattører kritiserer LA for at være blinde for.
Hvis LA gerne vil fremstå som et fornuftsbaseret politisk parti, så nytter det ikke at lukke øjnene for de problemer, der følger med en muslimsk masseindvandring. Masseindvandringen er ved at medføre den største kulturelle omvæltning i nyere danmarkshistorie, og det må politiske partier forholde sig til.
