Hver gang jeg hører LA råbe topskattelettelser, ser jeg for mit indre blik Mette Frederiksen sidde i statsministeriet.
Jeg er sådan set ikke imod topskattelettelser, men der er vigtigere ting at besæftige sig med for tiden, som f.eks. de flere milliarder af kroner situationen i Syrien kommer til at koste danske statsborgere.
Samtidig står jeg uforstående over, at man hos LA har så svage taktiske evner, For lad os se på scenarierne.
Lad os antage at DF var så pragmatiske på området, som Ammitzbøll, men som hans eget parti åbenbart ikke er, når man med en slet skjult bemærkning gør en topskattelettelse til et kardinalpunkt.
Så ville vi rent faktisk få en skattelettelse, da V ville være tvunget med om bord og K ville tage imod topskattelettelsen med kyshånd.
Men hvad så, når der om 3½ år vil komme et nyt Folketingsvalg. Hele venstrefløjen, med S i spidsen ville angribe V og i særdeleshed DF for løftebrud, da man inden valget talte om skattelettelser i bunden. Resultatet ville højst sandsynlig blive et borgerlgit valgnederlag.
Blækket på regeringsgrundlaget ville end ikke være tørt, inden venstrefløjen med sit nye parlamentatiske flertal ville rulle loven tilbage. Med andre ord, ville en LA-sejr på området, hvor man truer sig igennem, højst sandsynlig blive en pyrussejr.
Lad os se på scenarie 2. DF giver ikke efter og LA vælter regeringen. Hele den borgerlige blok ville lide under dette. Et nyvalg så kort tid efter, ville give rød blok så ufattelig meget medvind, at en blå valgsejr nærmest ville være umulig.
I scenarie 3 giver DF sig ikke og LA indser man ikke får nogen gevinst ved at vælte regeringen. Partiet kommer til at fremstå som en useriøs spiller i det politiske landskab, når man fremfører ultimative krav, men ikke får dem gennemført.
