Lad DF´s krav til eksperter omfatte journalister og politikere

DF vil lovgive om mediers brug af eksperter, og det sker med den begrundelse, at mange af de eksperter, der jævnligt optræder i medierne, bruger de...

Christian Melgaard,

02/08/2012

DF vil lovgive om mediers brug af eksperter, og det sker med den begrundelse, at mange af de eksperter, der jævnligt optræder i medierne, bruger deres ekspertkasket til at fremme bestemte politiske holdninger. Og ofte har eksperterne slet ingen konkret viden om de emner som medierne lader dem udtale sig om. Argumentet er altså, at eksperterne misbruger deres ekspertstatus og tilmed udtaler sig om noget de ikke ved nok om.

Morten Messerschmidt mener at løsningen er, at opstille krav for hvornår eksperter må udtale sig om dette og hint, og hans forslag er konkret, at kriterierne skal være "saglighed, nøgternhed, tilbageholdenhed og videnskabelig ballast i form af hyppige udgivelser i relevante videnskabelige publikationer".

Morten Messerschmidt har vist (endnu engang) ikke tænkt sig om før han taler. Tænk hvilke konsekvenser det kunne få hvis DF´s forslag blev udstrakt til andre områder i samfundet. Der findes således en række områder, hvor folk udtaler sig om emner de ikke har forstand på - og i yderste konsekvens endda lovgiver på områder de absolut ingen indsigt har i.

Hvis journalister blev underkastet samme krav om saglighed, nøgternhed, tilbageholdenhed og viden, ville det på kort sigt resultere i meget tynde aviser og meget korte nyhedsudsendelser - og måske godt det samme. På længere sigt kunne det måske bevirke et tiltrængt kvalitetsløft af dimensioner. Men først og fremmest ville det skabe en kollosal efterspørgsel efter kompetente journalister, for de er svære at få øje på idag.

Eller mere interessant, hvis politikere blev underkastet krav om saglighed, nøgternhed, tilbageholdenhed og viden, så ville det sætte et omgående stop for den kaskade af lovgivning der væltes ud over befolkningen. En implementering ville også kræve en meget lang overgangsordning, da folketinget ellers ville blive ryddet fra den ene dag til den anden.