Lars Hedegaard anmoder allerhøfligst om en beklagelse fra dén person, der på 180Grader har antydet, at Hedegaard opfordrer til 'Oprør, lynchninger og krig'.
Hedegaards venlige forespørgsel ligner umiddelbart et tilbagetog, da han i mandagens DR2-debat med Ole Birk Olesen fra 180Grader truede med advokat og retssag. Men skulle det ende med en retssag, så tror jeg, at Lars Hedegaard står svagt.
Det var mig, der formulerede overskriften til indlægget, og jeg kan imødekomme Hedegaard så langt, at jeg nuancerer påstanden om ’lynchninger’ – som jeg i øvrigt allerede gjorde for et par dage siden. Jeg uddyber nedenfor, men først har jeg et par generelle betragtninger:
En mere eller mindre udtalt præmis for debatten er Lars Hedegaards ’ondskab’ og ’racisme’. De Hedegaard-kritiske medier og journalister har først og fremmest interesseret sig for, at Hedegaard i Snaphane-interviewet omtaler muslimer som notoriske voldtægtsmænd og incestuøse løgnere.
Men den del af Lars Hedegaards udtalelser er efter min mening ikke den mest bekymrende. Derfor lagde jeg i overskriften vægt på, at Hedegaard kompromitterer den retsstat, han ellers påstår at hylde. Han leger med militante ord, og selvom han ikke direkte opfordrer til vold, så er det voldsretorik der præger hans tale.
I normale, relativt velfungerende samfund er det politiet og militæret, der har monopol på volden, og hvis uautoriseret civil vold skal accepteres, så skal truslen mod borgerne være stor. Men det betyder omvendt også, at vold mod undertrykkelse ikke kategorisk kan afvises, og at Lars Hedegaard derfor ikke principielt er ond, når han taler for civil vold.
Hvis det er sandt, at muslimer plotter bag vores ryg og er nær ved at kuppe den danske nationalstat, så er det måske ligefrem en heltegerning, Lars Hedegaard gør. Omvendt kan det også være, at Lars Hedegaard er dum, uvidende, uansvarlig eller syg i roen, og derfor viderebringer forestillinger, der ikke er hold i. Men det gør ham ikke nødvendigvis til en ond racist.
Heller ikke Hedegaards påstande om muslimske onkler og fædre der voldtager i flæng, kan være essentielt onde. Påstandenes betydning afhænger jo af konteksten: Det kan være, at Lars Hedegaard har ret, og hvis udtalelserne kan være sande, bliver mandens moralske og intellektuele habitus i sidste ende underordnet.
Hedegaard må tro og mene hvad som helst, men det er samtidig omverdenens ret at gøre opmærksom på udtalelser og handlinger, der er fejlagtige og kan have konsekvenser.
Hvis det ikke er Lars Hedegaards ’ondskab’ vi skal interesse os for, hvad er det så? Det er to ret simple ting:
1. Er det sandt, hvad Lars Hedegaard viderebringer af påstande? Det er ikke nødvendigvis nemt at afgøre; det kan muligvis kræve at man inddrager forskning, også om emner der slet ikke er belyst endnu. Men grundlæggende må vi holde os til, at vi gennem rationel videnskabelig metode kan afgøre, hvad der er fantasi og hvad der er fakta i Lars Hedegaards påstande, uanset om det kræver viden og opslidende debat.
2. Krænker Lars Hedegaard med sine udtalelser vigtige retsstatsprincipper eller borgerrettigheder? Taler han for voldelig kamp, for ’udenomsparlamentariske’ ulovlige metoder, for oprør eller for at fratage særlige grupper af mennesker deres rettigheder?
Disse to punkter gør det muligt at finde et fælles fodslag: alle demokratisk indstillede mennesker bør kunne bakke op om et rationelt videnskabsideal og om retsstat og borgerrettigheder; og set i det lys bliver ondskab og racisme ultimativt til ligegyldige begreber.
’Racisme’ er et gummibegreb - lissom antisemitisme, som jo kan rumme alt fra mild antipati og mistænksomhed overfor jøder til ønsker om at gøre det færdigt, som Adolf Hitler begyndte på. Racisme er motivanalyse og stempel, upræcist og overflødigt.
Lynchninger på den nuancerede måde
Ret skal være ret – Lars Hedegaards udtalelser om ’oprør, lynchninger og krig’ kan tolkes forskelligt, og det bliver de, alt efter hvem man er og hvilken holdning man selv har til islam- og indvandringsdebatten. Udtalelserne er nemlig tvetydige og kan opfattes både som et fremtidsscenarie og som en trussel.
I den konkrete sammenhæng i interviewet – men ude af sammenhæng med hvad Lars Hedegaard ellers har sagt om krig, oprør og modstandskamp mod muslimer – så er det plausibelt, når Lars Hedegaard påstår, at det er landets politikere han har et horn i siden på:
[...] Our leaders do not take this seriously and I am afraid that it will take a public uprising before they will take this seriously. But they must. After the German occupation of Denmark there were quite a few who had collaborated with the enemy who came into very hot water. The same thing could happen here… This cannot be solved with a compromise, it’s either our civilisation or their non-civilisation and barbarism. Our two ways of life are like fire and water. One of them must be victorious.”
Skal vi dømme udelukkende på denne del af Hedegaard-citatet, så er det vist nok kun de indvandrer- og islambegejstrede politikere, som kan imødese et retsopgør efter 'krigen', hvis de ikke vågner op til den islam-trussel, vi står overfor.
Om Marianne Jelved, Birte Weiss, Birthe Rønn Hornbech m.fl. føler sig beroligede ved denne præcisering, det ved jeg ikke. I kølvandet på retsopgøret efter den forrige besættelse blev 100 landsforræddere dømt til døden og 46 af dem henrettet – ingen af dem var dog politikere.
Men set i lyset af, hvad Lars Hedegaard tidligere har sagt om krigen mod islam, og om islam som tidens totalitære nazisme, er udtrykket 'lynchninger' ikke helt hen i vejret: Han refererer jævnligt til situationen i Danmark i 1940-1945, og han har tidligere talt for at vi skal lade os inspirere af modstandsbevægelsen.
Frihedskampen indebar i sagens natur vold, herunder likvideringer og lynchninger af tyskertøser som fik klippet håret af. Det må Lars Hedegaard som historiker vide noget om, ikke mindst da han utvetydigt bruger modstandsbevægelsen som reference.
Da han ikke tydeligt tager afstand fra likvideringer og lynchninger af tyskertøser, så kommer han, villet eller ikke-villet, til at fremstå som en person, der godtager udenomsparlamentariske, voldelige metoder i krigen mod islam. Det tror jeg, at en fornuftig dommer vil være enig i.
Hedegaard og de andre forurettede højrefløjs-tøser
Lars Hedegaard føler sig krænket over, at nogle kan finde på at skyde ham ’oprør, lynchninger og krig’ i skoene. Højresnoede islam-manikere som ham lægger sjældent fingrene i mellem i debatten, men de jamrer sig som forurettede, præmenstruelle teenagetøser og truer med bål og brand, når de selv får med grovfilen.
Lars Hedegaards trusler om advokater og retssager tager jeg med knusende ro. Faktisk undrer det mig, at Hedegaard overhovedet overvejer den slags skridt, når han selv er kendt for at være grov i kæften og for at smøre tykt på i sine formuleringer.
Hedegaard har bl.a. kaldt statsministeren for ’en fej hund’, og postuleret at alle indvandrerungerne i folkeskolen hader os – og i øvrigt tæsker lærerne efter forgodtbefindende – at ’næsten alle’ muslimer betragter George Bush som Satans udsending, samt at fagforbundet Træ-Industri-Byg er ’gangstere’.
Listen over Hedegaards grovformuleringer er lang, og ovenstående er kun et meget beskedent udvalg. I en årrække skrev Lars Hedegaard kommentarer for Berlingske Tidende under Groft Sagt-rubrikken, og heller ikke her var det de fine nuancer der kendetegnede Lars Hedegaards skribentvirksomhed.
Skal man være flink overfor Lars Hedegaard, så kan man betegne hans skribentstil som polemisk-satirisk personlig kommentar, garneret med flotte overdrivelser i forståelsens tjeneste. Grænsen mellem satire og seriøsitet udviskes ind i mellem, den bombastiske udmelding prioriteres fremfor den forsigtige.
Selv er jeg som skribenttype Ikke helt ulig Lars Hedegaard – blot i et mere beskedent format, naturligvis - og sjovt nok er undertegnede og Lars Hedegaard også næsten lige monomant fikserede på emnerne islam og indvandring. Blot fra diametralt modsatte positioner.
Jeg bestræber mig dog på at have fakta i orden, og jeg bestræber mig især på ikke at lovprise handlinger og politiske ideer, der krænker retsstaten eller borgerettighederne.
Jeg er ikke jurist, men ikke desto mindre er jeg overbevist om, at en domstol vil lægge vægt på, at Lars Hedegaard selv er ude med riven, hvis retten på et tidspunkt skal tage stilling til hans tude-historie.
Hvad med ofrene, Hedegaard?
Afsluttende vil jeg spørge Lars Hedeggard, om det virkelig er ofrenes skæbne – alle de piger han påstår bliver voldtaget i muslimske familier – han bekymrer sig om. Man kunne nemt få den tanke, hvis man har fulgt Lars Hedegaards skriverier gennem årene, at det slet ikke er voldtægten af de muslimske piger, men voldtægten af det danske folk, der bekymrer ham.
Hvis han fastholder, at det er ofrene han græder for, hvorfor har han så ikke fremsat nogle konstruktive og fremadrettede forslag til at hjælpe dem? Igen opstår mistanken, at det slet ikke handler om kvindesag, når Lars Hedegaard, Karen Jespersen, Jette Plesner Dali og andre ynker de tørklæderamte kvinder.
At de måske helst så problemet løst ved at sende det ud af landet. Ude af øje, ude af sind, som man siger.
Et forslag her på falderebet: Lad os få en kortlægning af incest-problemet blandt ALLE herboende familier. Undersøg muslimske familer, buddhistiske, leverpostejskristne og ateister for incest og voldtægter, men undersøg hele befolkningen, for hvorfor skal de etnisk danske gardiner fritages for at blive trukket fra?
En samfundsmæssig klarvask i stort format, ikke blot fokuseret på muslimer, men på alle landets borgere, det ville være et ærværdigt projekt. Og så kan vi på et tidspunkt måske tale ud fra fakta, ikke fantasi, som Lars Hedegaard ofte gør.
Hedegaards venlige forespørgsel ligner umiddelbart et tilbagetog, da han i mandagens DR2-debat med Ole Birk Olesen fra 180Grader truede med advokat og retssag. Men skulle det ende med en retssag, så tror jeg, at Lars Hedegaard står svagt.
Det var mig, der formulerede overskriften til indlægget, og jeg kan imødekomme Hedegaard så langt, at jeg nuancerer påstanden om ’lynchninger’ – som jeg i øvrigt allerede gjorde for et par dage siden. Jeg uddyber nedenfor, men først har jeg et par generelle betragtninger:
En mere eller mindre udtalt præmis for debatten er Lars Hedegaards ’ondskab’ og ’racisme’. De Hedegaard-kritiske medier og journalister har først og fremmest interesseret sig for, at Hedegaard i Snaphane-interviewet omtaler muslimer som notoriske voldtægtsmænd og incestuøse løgnere.
Men den del af Lars Hedegaards udtalelser er efter min mening ikke den mest bekymrende. Derfor lagde jeg i overskriften vægt på, at Hedegaard kompromitterer den retsstat, han ellers påstår at hylde. Han leger med militante ord, og selvom han ikke direkte opfordrer til vold, så er det voldsretorik der præger hans tale.
I normale, relativt velfungerende samfund er det politiet og militæret, der har monopol på volden, og hvis uautoriseret civil vold skal accepteres, så skal truslen mod borgerne være stor. Men det betyder omvendt også, at vold mod undertrykkelse ikke kategorisk kan afvises, og at Lars Hedegaard derfor ikke principielt er ond, når han taler for civil vold.
Hvis det er sandt, at muslimer plotter bag vores ryg og er nær ved at kuppe den danske nationalstat, så er det måske ligefrem en heltegerning, Lars Hedegaard gør. Omvendt kan det også være, at Lars Hedegaard er dum, uvidende, uansvarlig eller syg i roen, og derfor viderebringer forestillinger, der ikke er hold i. Men det gør ham ikke nødvendigvis til en ond racist.
Heller ikke Hedegaards påstande om muslimske onkler og fædre der voldtager i flæng, kan være essentielt onde. Påstandenes betydning afhænger jo af konteksten: Det kan være, at Lars Hedegaard har ret, og hvis udtalelserne kan være sande, bliver mandens moralske og intellektuele habitus i sidste ende underordnet.
Hedegaard må tro og mene hvad som helst, men det er samtidig omverdenens ret at gøre opmærksom på udtalelser og handlinger, der er fejlagtige og kan have konsekvenser.
Hvis det ikke er Lars Hedegaards ’ondskab’ vi skal interesse os for, hvad er det så? Det er to ret simple ting:
1. Er det sandt, hvad Lars Hedegaard viderebringer af påstande? Det er ikke nødvendigvis nemt at afgøre; det kan muligvis kræve at man inddrager forskning, også om emner der slet ikke er belyst endnu. Men grundlæggende må vi holde os til, at vi gennem rationel videnskabelig metode kan afgøre, hvad der er fantasi og hvad der er fakta i Lars Hedegaards påstande, uanset om det kræver viden og opslidende debat.
2. Krænker Lars Hedegaard med sine udtalelser vigtige retsstatsprincipper eller borgerrettigheder? Taler han for voldelig kamp, for ’udenomsparlamentariske’ ulovlige metoder, for oprør eller for at fratage særlige grupper af mennesker deres rettigheder?
Disse to punkter gør det muligt at finde et fælles fodslag: alle demokratisk indstillede mennesker bør kunne bakke op om et rationelt videnskabsideal og om retsstat og borgerrettigheder; og set i det lys bliver ondskab og racisme ultimativt til ligegyldige begreber.
’Racisme’ er et gummibegreb - lissom antisemitisme, som jo kan rumme alt fra mild antipati og mistænksomhed overfor jøder til ønsker om at gøre det færdigt, som Adolf Hitler begyndte på. Racisme er motivanalyse og stempel, upræcist og overflødigt.
Lynchninger på den nuancerede måde
Ret skal være ret – Lars Hedegaards udtalelser om ’oprør, lynchninger og krig’ kan tolkes forskelligt, og det bliver de, alt efter hvem man er og hvilken holdning man selv har til islam- og indvandringsdebatten. Udtalelserne er nemlig tvetydige og kan opfattes både som et fremtidsscenarie og som en trussel.
I den konkrete sammenhæng i interviewet – men ude af sammenhæng med hvad Lars Hedegaard ellers har sagt om krig, oprør og modstandskamp mod muslimer – så er det plausibelt, når Lars Hedegaard påstår, at det er landets politikere han har et horn i siden på:
[...] Our leaders do not take this seriously and I am afraid that it will take a public uprising before they will take this seriously. But they must. After the German occupation of Denmark there were quite a few who had collaborated with the enemy who came into very hot water. The same thing could happen here… This cannot be solved with a compromise, it’s either our civilisation or their non-civilisation and barbarism. Our two ways of life are like fire and water. One of them must be victorious.”
Skal vi dømme udelukkende på denne del af Hedegaard-citatet, så er det vist nok kun de indvandrer- og islambegejstrede politikere, som kan imødese et retsopgør efter 'krigen', hvis de ikke vågner op til den islam-trussel, vi står overfor.
Om Marianne Jelved, Birte Weiss, Birthe Rønn Hornbech m.fl. føler sig beroligede ved denne præcisering, det ved jeg ikke. I kølvandet på retsopgøret efter den forrige besættelse blev 100 landsforræddere dømt til døden og 46 af dem henrettet – ingen af dem var dog politikere.
Men set i lyset af, hvad Lars Hedegaard tidligere har sagt om krigen mod islam, og om islam som tidens totalitære nazisme, er udtrykket 'lynchninger' ikke helt hen i vejret: Han refererer jævnligt til situationen i Danmark i 1940-1945, og han har tidligere talt for at vi skal lade os inspirere af modstandsbevægelsen.
Frihedskampen indebar i sagens natur vold, herunder likvideringer og lynchninger af tyskertøser som fik klippet håret af. Det må Lars Hedegaard som historiker vide noget om, ikke mindst da han utvetydigt bruger modstandsbevægelsen som reference.
Da han ikke tydeligt tager afstand fra likvideringer og lynchninger af tyskertøser, så kommer han, villet eller ikke-villet, til at fremstå som en person, der godtager udenomsparlamentariske, voldelige metoder i krigen mod islam. Det tror jeg, at en fornuftig dommer vil være enig i.
Hedegaard og de andre forurettede højrefløjs-tøser
Lars Hedegaard føler sig krænket over, at nogle kan finde på at skyde ham ’oprør, lynchninger og krig’ i skoene. Højresnoede islam-manikere som ham lægger sjældent fingrene i mellem i debatten, men de jamrer sig som forurettede, præmenstruelle teenagetøser og truer med bål og brand, når de selv får med grovfilen.
Lars Hedegaards trusler om advokater og retssager tager jeg med knusende ro. Faktisk undrer det mig, at Hedegaard overhovedet overvejer den slags skridt, når han selv er kendt for at være grov i kæften og for at smøre tykt på i sine formuleringer.
Hedegaard har bl.a. kaldt statsministeren for ’en fej hund’, og postuleret at alle indvandrerungerne i folkeskolen hader os – og i øvrigt tæsker lærerne efter forgodtbefindende – at ’næsten alle’ muslimer betragter George Bush som Satans udsending, samt at fagforbundet Træ-Industri-Byg er ’gangstere’.
Listen over Hedegaards grovformuleringer er lang, og ovenstående er kun et meget beskedent udvalg. I en årrække skrev Lars Hedegaard kommentarer for Berlingske Tidende under Groft Sagt-rubrikken, og heller ikke her var det de fine nuancer der kendetegnede Lars Hedegaards skribentvirksomhed.
Skal man være flink overfor Lars Hedegaard, så kan man betegne hans skribentstil som polemisk-satirisk personlig kommentar, garneret med flotte overdrivelser i forståelsens tjeneste. Grænsen mellem satire og seriøsitet udviskes ind i mellem, den bombastiske udmelding prioriteres fremfor den forsigtige.
Selv er jeg som skribenttype Ikke helt ulig Lars Hedegaard – blot i et mere beskedent format, naturligvis - og sjovt nok er undertegnede og Lars Hedegaard også næsten lige monomant fikserede på emnerne islam og indvandring. Blot fra diametralt modsatte positioner.
Jeg bestræber mig dog på at have fakta i orden, og jeg bestræber mig især på ikke at lovprise handlinger og politiske ideer, der krænker retsstaten eller borgerettighederne.
Jeg er ikke jurist, men ikke desto mindre er jeg overbevist om, at en domstol vil lægge vægt på, at Lars Hedegaard selv er ude med riven, hvis retten på et tidspunkt skal tage stilling til hans tude-historie.
Hvad med ofrene, Hedegaard?
Afsluttende vil jeg spørge Lars Hedeggard, om det virkelig er ofrenes skæbne – alle de piger han påstår bliver voldtaget i muslimske familier – han bekymrer sig om. Man kunne nemt få den tanke, hvis man har fulgt Lars Hedegaards skriverier gennem årene, at det slet ikke er voldtægten af de muslimske piger, men voldtægten af det danske folk, der bekymrer ham.
Hvis han fastholder, at det er ofrene han græder for, hvorfor har han så ikke fremsat nogle konstruktive og fremadrettede forslag til at hjælpe dem? Igen opstår mistanken, at det slet ikke handler om kvindesag, når Lars Hedegaard, Karen Jespersen, Jette Plesner Dali og andre ynker de tørklæderamte kvinder.
At de måske helst så problemet løst ved at sende det ud af landet. Ude af øje, ude af sind, som man siger.
Et forslag her på falderebet: Lad os få en kortlægning af incest-problemet blandt ALLE herboende familier. Undersøg muslimske familer, buddhistiske, leverpostejskristne og ateister for incest og voldtægter, men undersøg hele befolkningen, for hvorfor skal de etnisk danske gardiner fritages for at blive trukket fra?
En samfundsmæssig klarvask i stort format, ikke blot fokuseret på muslimer, men på alle landets borgere, det ville være et ærværdigt projekt. Og så kan vi på et tidspunkt måske tale ud fra fakta, ikke fantasi, som Lars Hedegaard ofte gør.
