"[...] Our leaders do not take this seriously and I am afraid that it will take a public uprising before they will take this seriously. But they must.
After the German occupation of Denmark there were quite a few who had collaborated with the enemy who came into very hot water. The same thing could happen here…
This cannot be solved with a compromise, it’s either our civilisation or their non-civilisation and barbarism. Our two ways of life are like fire and water. One of them must be victorious. [...]”
Modstandskampen under krigen var ikke bare en folkelig, demokratisk modstand, det var også en voldelig kamp med likvideringer, feltmadrasser der fik klippet håret af, og kollaboratører i retsopgøret bagefter, der kom for en henrettelsespeloton.
Sådan er krig jo.
I Asger Engbergs interview med Lars Hedegaard er der ingen tvivl om, at Hedegaard sammenstiller de to situationer, besættelsen i 1940-1945, med indvandrings- og islamtruslen af i dag. Men Hedegaard er ikke ærlig i sit svar. Han manipulerer.
Hedegaards citat-række ovenfor hænger retorisk sammen, for han kan ikke med sin gode samvittighed i behold påstå, at ’oprør’ betyder et fredeligt vælgeroprør i en alm. moderne politisk krise, når han i næste sætning sammenligner 'islam-elskere' i dag med landsforrædere under krigen.
At der hersker krig mellem 'os' og 'dem', mellem europæisk og muslimsk civilisation, det lægger Lars Hedegaard ikke skjul på. Han erklærer en titanernes kamp – den enes undergang, den andens sejr - og i en titanernes kamp går det sjældent stille af sig.
Jeg skriver i mit indlæg mod Lars Hedegaard,om 'oprør, lynchninger og krig', men lynchninger er ikke et dækkende ord for det at likvidere stikkere, klippe tyskertøserne skaldede eller henrette kollaboratører. 'Voldelige konsekvenser af modstandskamp' er mere præcist.
Modstandskamp er hvad Lars Hedegaard utvetydigt henviser til, og det er bekymrende, uanset om han har ret eller ej. Én af grundene til, at islam ifølge Lars Hedegaard er så farlig, er muslimernes syn på kvinder, incest og voldtægt:
"De voldtager deres egne børn. Det hører man hele tiden. Piger i muslimske familier bliver voldtaget af deres onkler, deres fætre eller deres far. Der udkom for nylig en bog, som er skrevet af en somalisk pige, i Norge, hvor hun skriver om forholdene i somaliske familier i Norge. Hun blev voldtaget af sin onkel. Hendes mor og hendes mors veninder og hendes far protesterede ikke. Kvinder har ingen værdi. De er ikke mennesker. Deres funktion er som livmoder - de bærer krigernes afkom og skaber nye krigere, men ellers ... Nuvel, de kan bruges til seksuelle formål, men ellers har de ingen værdi."
I sit svar fremtræder Lars Hedegaard pludselig som en relativt fornuftig mand:
"Det er naturligvis ikke noget, der foregår i hver eneste muslimske familie. Jeg hævder heller ikke, at det foregår i de fleste. Men jeg er nødt til at forholde mig til de indikationer, der foreligger.
Nogen dækkende undersøgelse af problemets præcise omfang findes af gode grunde ikke, for hvem vil sige, at de har begået voldtægt, og hvor mange piger – og i visse tilfælde drenge – vil fortælle, at det er overgået dem? Meget af materialet er derfor anekdotisk eller vedrører forholdene i enkelte lande."
Hedegaard erkender selv, at der ingen dækkende analyser af problemets omfang er, men til støtte for påstanden om, at '... det sker hele tiden", fremlægger Hedegaard rapporter og citater, der synes at indikere et eller andet om vold og incest i muslimske indvandrerfamilier. Vi ved bare ikke præcist, hvad de indikerer.
Hvor stort omfanget af ’den muslimske familievoldtægt’ reelt er, det ved vi ikke endnu.
Hedegaard refererer til en Mohammed Baleela, der er projektarbejder ved Domestic Violence Intervention Project i Hammersmith, Vestlondon. Baleela fortæller:
”Vold i hjemmet er et enormt problem. Jeg vil anslå, at 60 pct. af de arabiske familier lider under vold i hjemmet”.
Og det er forfærdende tal, især hvis de også gælder indvandrer-muslimer i Danmark. Men bør vi ikke vide mere om problemets omfang før vi handler? Der er jo slet ikke nogen klarhed over problemet.
Dels taler Hedegaards kilde ikke om voldtægter af børn og unge i muslimske familier, men om vold mod hustru og børn i hjemmet. Der er stadig forskel på 'hjemlig vold' og 'incestuøse voldtægter'.
Og dels er påstanden om et omfang af vold i arabiske familier på 60 pct. kun ét af flere. Lars Hedegaard fremfører faktisk selv nogle helt anderledes tal:
”En amerikansk undersøgelse, der i 1993 blev gennemført på initiativ af North American Council for Muslim Women, tydede på, at vold i hjemmet (der omfattede alt fra prygl til incest) mod muslimske kvinder og børn forekom i 10 pct. af den muslimske befolkning” (læg mærke til, at volden i muslimske familier sker overfor muslimske kvinder og børn. Skandaløst).
10 procent mod 60 procent. Vold og incest finder man også i indfødte danske familier, og man kan heller ikke uden videre slutte fra ’arabiske familier i Vestlondon' (oprindelig fra Irak, Palæstina eller Egypten?) til tyrkiske, iranske, pakistanske eller indonesiske muslimer i København. Eller i Chicago.
Det er ikke umuligt, at der er større incest-risiko blandt indvandrere/muslimer i Danmark, baseret bl.a. på de undersøgelser og rapporter, Hedegaard fremlægger. Men hvis vi køber anklagen, hvad bør vi så gøre ved problemet?
Hr. Hedegaard synes at føle stærkt for den militante kamp mod undertrykkelse, men jeg husker desværre ikke, om han for nylig har budt ind med fremadrettede, positive bud på ’islamproblemet’. Selv vil jeg helst høre om de ikke-voldelige forslag først, før jeg tager stilling til de voldelige.
Lars Hedegaard slutter med denne fine hensigtserklæring:
”Frihedsrettighederne og statens ansvar for at værne om dem gælder alle.”
En af krigens og modstandskampens følger er, at nogle af frihedsrettighederne – i værste fald de fleste – sættes ud af kraft, og da Lars Hedegaard ikke lægger skjul på, at vi er i en krigssituation, så må man frygtsomt spørge, hvilke borgerrettigheder der ryger først. Og hvilke hoveder der ruller bagefter.
Når Lars Hedegaards historiske referenceramme er modstandskampen, så er det under alle omstændigheder voldsomt hyklerisk af ham at fremstille sig selv som ’hr. Moderne, demokratisk Midtervælgeroprører’.
Det er på tide, at Lars Hedegaard afsværger sig sin militante tilgang til bekymrende samfundsproblemer og bliver demokratisk moden.
After the German occupation of Denmark there were quite a few who had collaborated with the enemy who came into very hot water. The same thing could happen here…
This cannot be solved with a compromise, it’s either our civilisation or their non-civilisation and barbarism. Our two ways of life are like fire and water. One of them must be victorious. [...]”
Modstandskampen under krigen var ikke bare en folkelig, demokratisk modstand, det var også en voldelig kamp med likvideringer, feltmadrasser der fik klippet håret af, og kollaboratører i retsopgøret bagefter, der kom for en henrettelsespeloton.
Sådan er krig jo.
I Asger Engbergs interview med Lars Hedegaard er der ingen tvivl om, at Hedegaard sammenstiller de to situationer, besættelsen i 1940-1945, med indvandrings- og islamtruslen af i dag. Men Hedegaard er ikke ærlig i sit svar. Han manipulerer.
Hedegaards citat-række ovenfor hænger retorisk sammen, for han kan ikke med sin gode samvittighed i behold påstå, at ’oprør’ betyder et fredeligt vælgeroprør i en alm. moderne politisk krise, når han i næste sætning sammenligner 'islam-elskere' i dag med landsforrædere under krigen.
At der hersker krig mellem 'os' og 'dem', mellem europæisk og muslimsk civilisation, det lægger Lars Hedegaard ikke skjul på. Han erklærer en titanernes kamp – den enes undergang, den andens sejr - og i en titanernes kamp går det sjældent stille af sig.
Jeg skriver i mit indlæg mod Lars Hedegaard,om 'oprør, lynchninger og krig', men lynchninger er ikke et dækkende ord for det at likvidere stikkere, klippe tyskertøserne skaldede eller henrette kollaboratører. 'Voldelige konsekvenser af modstandskamp' er mere præcist.
Modstandskamp er hvad Lars Hedegaard utvetydigt henviser til, og det er bekymrende, uanset om han har ret eller ej. Én af grundene til, at islam ifølge Lars Hedegaard er så farlig, er muslimernes syn på kvinder, incest og voldtægt:
"De voldtager deres egne børn. Det hører man hele tiden. Piger i muslimske familier bliver voldtaget af deres onkler, deres fætre eller deres far. Der udkom for nylig en bog, som er skrevet af en somalisk pige, i Norge, hvor hun skriver om forholdene i somaliske familier i Norge. Hun blev voldtaget af sin onkel. Hendes mor og hendes mors veninder og hendes far protesterede ikke. Kvinder har ingen værdi. De er ikke mennesker. Deres funktion er som livmoder - de bærer krigernes afkom og skaber nye krigere, men ellers ... Nuvel, de kan bruges til seksuelle formål, men ellers har de ingen værdi."
I sit svar fremtræder Lars Hedegaard pludselig som en relativt fornuftig mand:
"Det er naturligvis ikke noget, der foregår i hver eneste muslimske familie. Jeg hævder heller ikke, at det foregår i de fleste. Men jeg er nødt til at forholde mig til de indikationer, der foreligger.
Nogen dækkende undersøgelse af problemets præcise omfang findes af gode grunde ikke, for hvem vil sige, at de har begået voldtægt, og hvor mange piger – og i visse tilfælde drenge – vil fortælle, at det er overgået dem? Meget af materialet er derfor anekdotisk eller vedrører forholdene i enkelte lande."
Hedegaard erkender selv, at der ingen dækkende analyser af problemets omfang er, men til støtte for påstanden om, at '... det sker hele tiden", fremlægger Hedegaard rapporter og citater, der synes at indikere et eller andet om vold og incest i muslimske indvandrerfamilier. Vi ved bare ikke præcist, hvad de indikerer.
Hvor stort omfanget af ’den muslimske familievoldtægt’ reelt er, det ved vi ikke endnu.
Hedegaard refererer til en Mohammed Baleela, der er projektarbejder ved Domestic Violence Intervention Project i Hammersmith, Vestlondon. Baleela fortæller:
”Vold i hjemmet er et enormt problem. Jeg vil anslå, at 60 pct. af de arabiske familier lider under vold i hjemmet”.
Og det er forfærdende tal, især hvis de også gælder indvandrer-muslimer i Danmark. Men bør vi ikke vide mere om problemets omfang før vi handler? Der er jo slet ikke nogen klarhed over problemet.
Dels taler Hedegaards kilde ikke om voldtægter af børn og unge i muslimske familier, men om vold mod hustru og børn i hjemmet. Der er stadig forskel på 'hjemlig vold' og 'incestuøse voldtægter'.
Og dels er påstanden om et omfang af vold i arabiske familier på 60 pct. kun ét af flere. Lars Hedegaard fremfører faktisk selv nogle helt anderledes tal:
”En amerikansk undersøgelse, der i 1993 blev gennemført på initiativ af North American Council for Muslim Women, tydede på, at vold i hjemmet (der omfattede alt fra prygl til incest) mod muslimske kvinder og børn forekom i 10 pct. af den muslimske befolkning” (læg mærke til, at volden i muslimske familier sker overfor muslimske kvinder og børn. Skandaløst).
10 procent mod 60 procent. Vold og incest finder man også i indfødte danske familier, og man kan heller ikke uden videre slutte fra ’arabiske familier i Vestlondon' (oprindelig fra Irak, Palæstina eller Egypten?) til tyrkiske, iranske, pakistanske eller indonesiske muslimer i København. Eller i Chicago.
Det er ikke umuligt, at der er større incest-risiko blandt indvandrere/muslimer i Danmark, baseret bl.a. på de undersøgelser og rapporter, Hedegaard fremlægger. Men hvis vi køber anklagen, hvad bør vi så gøre ved problemet?
Hr. Hedegaard synes at føle stærkt for den militante kamp mod undertrykkelse, men jeg husker desværre ikke, om han for nylig har budt ind med fremadrettede, positive bud på ’islamproblemet’. Selv vil jeg helst høre om de ikke-voldelige forslag først, før jeg tager stilling til de voldelige.
Lars Hedegaard slutter med denne fine hensigtserklæring:
”Frihedsrettighederne og statens ansvar for at værne om dem gælder alle.”
En af krigens og modstandskampens følger er, at nogle af frihedsrettighederne – i værste fald de fleste – sættes ud af kraft, og da Lars Hedegaard ikke lægger skjul på, at vi er i en krigssituation, så må man frygtsomt spørge, hvilke borgerrettigheder der ryger først. Og hvilke hoveder der ruller bagefter.
Når Lars Hedegaards historiske referenceramme er modstandskampen, så er det under alle omstændigheder voldsomt hyklerisk af ham at fremstille sig selv som ’hr. Moderne, demokratisk Midtervælgeroprører’.
Det er på tide, at Lars Hedegaard afsværger sig sin militante tilgang til bekymrende samfundsproblemer og bliver demokratisk moden.
