Liberal beskæftigelsespolitik?

For mig at se, må en liberal beskæftigelsespolitik være baseret på den samme præmis som al anden liberal politik, nemlig at det enkelte individ har...

Lars Jensen,

15/03/2011

For mig at se, må en liberal beskæftigelsespolitik være baseret på den samme præmis som al anden liberal politik, nemlig at det enkelte individ har nogle rettigheder, og både kan og skal skabe sin egen lykke og succes.

Imidlertid må jeg erkende, at når man ser på gruppen af ledige, som lever af overførselsindkomster, så består den af mangeartede mennesker.

Først skelner jeg mellem de syge og de raske.

Hvis man er for syg til at arbejde, og tjene til sit liv på vanlig vis, så skal fællesskabet træde til. Ingen ønsker en stor (og tilsyneladende voksende) gruppe af mennesker, som går til grunde i fattigdom, eller henvises til berigelseskriminalitet for at brødføde sig selv. Vi ved jo godt hvem de beriger sig hos, og derfor giver det mening at afværge den værste fattigdom, og sikre at også disse syge mennesker får et værdigt liv.

Er sygdom den eneste faktor, som gør at man ikke kan arbejde, skal man altså kunne få hjælp til at overleve.

Hvis man er rask og rørig, så er der flere faktorer som gør at man ikke arbejder, og tjener sine egne penge. En oplagt faktor er kompetencer. Hvis man ikke har de kompetencer virksomhederne efterspørger, så får man intet job. Ergo er man henvist til overførselsindkomst, betalt af andre. Derfor har se selvsamme andre en interesse i, at investere i kompetencer, så de kompetenceløse/fattige kan bringes til at blive selvforsørgende på sigt.

En anden faktor, hvis man er rask og rørig, er holdningen. Dybest set handler det om, hvor vidt man gider arbejde, eller ej. Der kan være flere årsager til, at en person som ellers er rask ikke gider arbejde. Værdien ved at arbejde kan være for lille, i forhold til værdien af en overførselsindkomst. Men det kan også handle om, at man bare synes det er sjovere at se de unge mødre i TV, spille World Of Warcraft på nettet, chatte med fremmede mennesker, eller tænke store – men værdiløse – tanker om livet, universet og alt derimellem.

Lad os nu forudsætte, at der er arbejde nok.

Gruppen af syge er fredet. Gruppen af raske, kompetente og energiske finder selv arbejde. Gruppen af raske, inkompetente og energiske tilføres kompetencer, og bliver selvforsørgende. Gruppen af raske, kompetente men dovne aktiveres, med så tilpas latterlige projekter, at de vækkes fra dovenskaben, og selv finder et job, bliver selvforsørgende osv. Oplagte aktiveringsprojekter kunne være at rense strande, samle affald op langs motorvejene, snerydning om vinteren osv. Ting som ellers ikke bliver gjort, fordi riget fattes penge, men som vi nok alle ville sætte pris på blev gjort, hvis det ikke kostede ekstra på skatten.

Lad os nu forudsætte at der ikke er arbejde nok til alle som kan og vil (situationen p.t.).

Gruppen af syge er fredet. Gruppen af raske, kompetente og energiske finder selv arbejde på sigt. Indtil da holdes de i live af fællesskabet, for at undgå demotivation og berigelseskriminalitet. Gruppen af raske, inkompetente og energiske tilføres kompetencer, og bliver selvforsørgende. Gruppen af raske, kompetente men dovne aktiveres fortsat, og med så tilpas latterlige projekter, at de vækkes fra dovenskaben, og selv finder et job når reformerne gennemføres, og væksten stiger igen. Dermed bliver også dele af denne gruppe selvforsørgende osv.

Nu er problemet kun at vurdere, hvem der er doven, og hvem der ikke er doven.

Derfor skal nogle af alle de ressourcer, som p.t. anvendes til nyttesløse aktiveringsprojekter for mennesker - som både kan og vil - anvendes til at uddanne jobkonsulenterne/sagsbehandlerne, så de bliver i stand til at skelne imellem de dovne og de villige. Her kan forskellige former for tidsbestemt arbejdsprøvning med fordel anvendes. Ikke for at tvangs-aktivere folk som nu, men for at måle på, om holdningen til at passe et arbejde er til stede. Der kan måles på overholdelse af mødetider, effektivitet i forhold til kompetencer, innovationsgraden, og sikkert også en masse andre bløde værdier.

Det ideologiske udgangspunkt for denne del af beskæftigelsespolitikken bør være, at alle de ledige er mennesker, med basale rettigheder i forhold til staten/fællesskabet, og med vidt forskellige kompetencer og holdninger.

Og det mindste man kan forlange af en ledig, som er rask og rørig, er vel, at vedkommende gør hvad han/hun kan, for at blive selvforsørgende, og nyttig for fællesskabet, frem for at være en økonomisk byrde for samme.

Det ideologiske udgangspunkt må også være, at hvis både helbredet, kompetencerne og holdningen er i orden, men man er ledig på grund af manglende jobs, så skal man behandles med respekt, og ikke mødes med tåbelige kontrolsystemer, og nedværdigende aktivering for aktiveringens skyld.

Hvis vi som samfund/fællesskab anvendte alle de penge, som vi p.t. anvender på nyttesløs aktivering af raske, kompetente og arbejds-villige mennesker, på skattelettelser og andre vækstfremmende aktiviteter, så ville vi hurtigere få gang i hjulene, til glæde for os alle.

Også for de raske lediges skyld. Jeg er ikke stolt over det signal vi sender til gruppen af raske, kompetente og arbejds-villige mennesker nu. Jeg kan dårligt opfatte det som andet end dyb mistillid, og en devaluering af disse mennesker, at vi som samfund legitimerer kontrolskemaer, kontrolmøder, administrative straffe (tilbageholdelse af penge) og det heraf følgende enorme bureaukrati med, at der mangler reelt arbejde til alle som kan og vil.

Jeg finder det upassende på mange måder, at vi behandler – ofte veluddannede – mennesker på denne måde. Som om de var børn, eller ønsker at snyde og nasse af natur. Som samfund/fællesskab møder vi dem med mistillid, med kontrol, og med en sjældent set nidkærhed, fordi de er ramt af resultaterne af den førte politik, den globale finanskrise, og andre forhold de ingen afgørende indflydelse har på.

Kort sagt må en liberal beskæftigelsespolitik være baseret på, at du bliver tvangs-motiveret af fællesskabet/samfundet hvis du bare er doven. Er du syg bliver du fredet. Mangler du kompetencer stiller vi kurser og uddannelse til rådighed, og kræver at du tager imod de generøse tilbud. Mangler du hverken kompetencer eller gejst, så behandler vi dig – som menneske – ikke anderledes end hvis du var topskatteyder.

Kilde: