Liberalisering af lejeloven

Lejeloven er en dybt uretfærdig lov

Laura Lindahl,

13/01/2015

Lejeloven er en dybt uretfærdig lov. Nok en af de mest uretfærdige love vi har her i landet.

Lovens formål er at tilgodese en særlig målgruppe, lejerne. Den tilsidesætter fuldstændig almindelig aftaleret, hvor en underskrift er bindende.

Der er mange eksempler på hvorfor det er helt skævt. For det første ses det, at flere og flere lejere går til Huslejenævnet for at få nedsat deres husleje. Lejere som har underskrevet en lejekontrakt og i denne accepteret den fastsatte husleje. Tilmed har udlejere der har mere end en lejlighed ikke nogen mulighed for på forhånd at forhøre sig om, hvorvidt de sætter huslejen til et lovligt niveau, hvilket betyder, at udlejere der har flere lejligheder løber en stor økonomisk risiko, når de lejer deres bolig ud.

Samtidig er det forrykt, at Huslejenævnet ofte fastsætter huslejen langt under, hvad udlejerens egne omkostninger til boligen er. Det kan give udlejeren en efterregning på titusindevis af kroner. Huslejenævnet kan nemlig nedsætte huslejen med op til et års tilbagevirkende kraft.

Huslejenævnets vurdering på Frederiksberg ligger på ca. 600 kroner pr. kvm, hvorimod markedsprisen ligger et sted mellem 1800-2200. Så hvis der er tale om en lejlighed på 80 kvm, som ville koste ca. 13.000 kr. i månedlig husleje ved almindelig udbud og efterspørgsel, vurderer huslejenævnet den til 4000 kr. Det er jo dybt urimeligt at en udlejer snydes for 9000 kroner månedligt.

En udlejer kan heller ikke sikre sig, at den aftalte periode overholdes. Hvis en udlejer skal udleje sin bolig tidsbegrænset, kræves en begrundelse. Enten at udlejer er udstationeret, at udlejer regner med at vende retur eller at udlejer forgæves har forsøgt at sælges boligen. Det giver ingen mening at man skal begrunde hvorfor man kun ønsker at udleje sin bolig i eksempelvis 4 år – det må ejeren af boligen da helt selv bestemme. Og det er helt grotesk, at, på trods af en myndig lejer har underskrevet en tidsbegrænset lejekontrakt, så kan Huslejenævnet ophæve tidsbegrænsningen (hvis lejer har boet der mere end 24 måneder), hvis Huslejenævnet mener der kan stilles spørgsmål til begrundelsen.

Boligmarkedet, som alle andre markeder, bør være frit, så udbud og efterspørgsel afgør huslejen.

Kilde: