I dette blogindlæg præsenterer jeg min forståelse af socialliberalismen.
Da det politiske program er ganske omfangsrigt, kan der ikke blive plads til andet end blot beskrivelsen af systemet. I den næste tid følger min kritik af socialliberalismen.
Den sociale liberalisme blev et populært modsvar til den klassiske liberalismes økonomiske doktrin. Hvor den klassiske liberalisme er stejl og hårdnakket fastholder ejendomsretten, markedets suverænitet og samfundets selvregulering, så er socialliberalismen den kloge onkel, der ved nøje teoretiske studier af samfundsmodellerne går på kompromis, og forsøger igennem interventioner at gøre det bedre end det frie marked.
Essentielt set tror den socialliberale ikke på at et frit marked selv finder de bedste løsninger, eller at samfundet selv kan udvikle sig optimalt. Den socialliberale vil have statslige eksperter til at blande sig i markedsøkonomien, de ønsker at ændre markedsudfaldet for at sørge for at der produceres tilstrækkeligt med socialhjælp, investering, konkurrence, uddannelse eller hvilken niche i samfundet der ligger den socialliberales hjerte nær.
Under en laissez-faire politik udviklede markedsøkonomien visse ufrie mekanismer, så som store virksomheder der besidder økonomisk magt. Var der ikke mere end blot én slags tvang? Er ejendomsrettens opretholdelse gunstig i alle tilfælde? Kan markedsøkonomien finde den optimale løsning på udfordringer? Tør man overlade vigtige beslutninger til det frivillige samfund? Vil den uhæmmede kapitalisme udvikle monopoler? Vil der blive produceret nok social beskyttelse? Vil alle de der ønsker det, kunne få et job?
God fornøjelse.
