Det nyligt frafaldne medlem af LA i Københavns borgerrepræsentation Lillian Parker Kaule forklarer og nuancerer sin udmeldelse af partiet i følgende video:
Der bliver ridset en række episoder op, hvor LPK har valgt den ideologiske linie over den pragmatiske linie - den linie som LD har stået for.
Anden fejltagelse fra min side af, hvor jeg var en kæmpe pestilens for Lars, var da jeg så blev valgt ind. Der havde han så på konstitueringsnatten fået forhandlet sig til nogle udvalgsposter til os og nogle ben til partiet.Og det skal lige siges, at det er der ikke nogen der kan tage fra Lars, han er en fantastisk dygtig forhandler, og han havde fået lidt mere end hvad han kunne bruge politisk, og de her ben skulle så fordeles til nogen, og Lars havde et stærkt ønske om at de skulle gå til nogen af hans venner som havde hjulpet ham med hans kampagneforløb. Den daværende lokalforeningsformand og en anden fra hans kampagneteam.
Og min umiddelbare reaktion var, uh det er forkert. Det er forkert at vi bruger politiske ben eller de her poster vi kan få, som der er lidt økonomi i, til at betale vores kammerater i partiet for at have støttet os og hjulpet os på vej.
...
Jeg har ikke gjort arbejdet lettere for Lars overhovedet, og jeg kan godt se at hvis han fik arbejdsro til at gøre hvad han nu engang ville have lyst til at gøre, så ville der ikke være nogen konflikter.
Omvendt ville det jeg så skulle affinde mig med også være at stå på mål for politik som hverken jeg eller jeg tror særligt mange LA'ere ville mene ville være LAs politik. Og så giver det jo ikke mening at være en holdspiller, hvis det hold du spiller på er sådan et falsk varedeklaration - socialisterne undercover....
Jeg er samarbejdsuvillig når det jeg skal samarbejde om det er noget som jeg ikke kan stå inde for. Han har også fuldstændig ret, jeg er ikke ydmyg, hvis den jeg skal være ydmyg ikke fortjener den respekt som jeg ellers ville udvise.
Der tegner sig et billede af det man kunne kalde en rådden kultur i LA Kbh.
Det er een ting, at have en konflikt mellem at være pragmatisk og ideologisk - men hvis man vælger den pragmatiske linie, så er det yderst uheldigt, at man kan få den opfattelse, at man har handlet for egen vindings skyld.
Dernæst, så (og her har vi kun den ene side af historien) lyder det overhovedet ikke som om, man har forsøgt at imødekomme LPK på nogen som helst måde. Der har kun været banken på plads, og det er da mildest talt noget skuffende.
