Her er en autentisk beretning om moralsk og juridisk fordærv i offentlig administration. Konkret er ophavet loven om obligatorisk eBoks. Den konkrete sag tager udgangspunkt i Guldborgsund Kommune, der åbenbart sætter en ære i at gøre sig herostratisk kendt i offentligheden. Der er dog grund til at tro at uvæsenet florerer andre steder i offentlig forvaltning.
I begyndelsen af 2012 begyndte kommunen (uden forud at informere borgerne) at lægge ejendomsskattebilletter i borgernes eBokse. Det viste sig at der også var lagt en i min, skønt jeg ikke kendte noget til e-boks. Jeg havde aldrig oprettet nogen, og derfor heller ikke aktiveret nogen emailadresse til kommunikationen. Jeg opdagede det, fordi kommunen (med posten) sendte opkrævningen samt rykkergebyr. Efter kontakt med eBoks kunne jeg bevise at jeg ikke havde modtaget opkrævningen. Jeg protesterede derfor principielt mod at skulle betale rykkergebyr og spurgte, hvordan det kunne blive mit problem at eBoks ikke kunne finde ud af at melde tilbage, hvis en postkasse ikke blev "tømt". Kommunen svarede at kun borgeren selv kan oprette sig i eBoks og at jeg derfor selv måtte have gjort det, og altså selv bære ansvaret for den manglende information. Via kontakt med eBoks kunne jeg bevise at påstanden er falsk: Andre end borgeren kan oprette ham.
Ifølge Forvaltningsloven er det i en sådan situation kommunens pligt at bevise at netop borgeren selv har oprettet sig. Men sådan spiller klaveret ikke i Guldborgsund. Kommunen nedlod sig ikke til at dokumentere noget som helst; den gik og går ind for omvendt bevisbyrde, hvilket ikke kun er ulovligt men også dybt urimeligt. Hvordan bevise noget, man ikke har gjort? At holde loven nyder ikke høj prioritet i embedsværk og byråd, selvom man aldrig er bleg for netop at påberåbe sig loven, når en borger skal trynes. Man behøver bare at tænke på den arme borger, der for nylig var ved at havne i gældsfængsel.
Min protest blev afvist uden videre, i øvrigt uden at jeg fik anvist en ekstern ankemulighed. Afgørelsen blev alligevel af mig indanket for Statsforvaltningen i Nykøbing F ultimo 2012, hvor den stadig synes at kompostere i et fjernt arkiv. Jeg gjorde straks indsigelse og påpegede at kommunens afgørelse hvilede på en selvmodsigende præmis og var uden hjemmel. Afgørelsen støttede sig på lov der ikke var indført, da sagen startede (i Guldborsund forvalter man med tilbagevirkende kraft). Alligevel blev den fastholdt af kommunen, der straks sejrsbevidst lagde den på nettet, knyttet til mit navn, længe før ankesagen var afsluttet. Så kan han lære det ...
Statsforvaltningen som bl.a. har til opgave at sørge for at kommunerne overholder loven, har brilleret med at stille samme spørgsmål om lovgrundlag to gange til kommunen, der begge gange i bekneb for at finde en passende lov, har brugt tre måneder på med sikker hånd at afgive kafkaske svar i kategorien "goddag-mand-økseskaft". Undervejs demonstrerede den sit nyligt lancerede modesmarte slogan borgernærhed ved at udøve sin åbenbare spidskompetence: chikaneri og trusler (politi, SKAT og tvangsauktion). Statsforvaltningen lod bare stå til og gør det fortsat.
En håndfuld love er med forsæt overtrådt, bl.a. Forvaltningsloven, Tjenestemandsloven, Grundloven og såmænd også Straffeloven, og af sagen kan man konkludere at enhver myndighed efter samme model kan og vil laste borgerne, ikke kun for deres egne fejl, men for enhver fejl, der begås af myndighed eller af eBoks. Det minder mest om en veritabel pengemaskine, hvilket selvfølgelig er smart fra et opkrævningssynspunkt, men lidt for smart. Traditionelt nyder myndighederne fordel af at hvis de påstår at de har gjort et eller andet, fx afsendt en meddelelse, anses det ved domstolene for at være tilstrækkelig dokumentation. Embedsmænd anses forlods at være lovlydige og hæderlige, en præmis, en sag som denne umuligt kan understøtte.
Nu er der næppe nogen neutral iagttager der ville knytte ordet kompetent til ledelsen i Guldborgsund Kommune, hvad de mange verserende skandalesager taler deres eget tydelige sprog om. Forvaltningschefen har hverken evne eller vilje til at sikre lovlig og ordentlig forvaltning, og borgmesteren har på egne og byrådets vegne ukritisk fungeret som gummistempel for forvaltningens overgreb på en sagesløs borger, som der jo er tale om.
At Statsforvaltningen, der burde være systemets vagthund, suverænt har demonstreret sin inkompetence som tilsynsmyndighed er én sag; en anden er at der over denne forvaltningsgren, i hvert fald i Nykøbing F, hænger en ram stank af skamløst kammerateri, maskeret som kapacitetsnød og omstrukturering, gamle, ofte lidet troværdige travere, der bliver trukket af stalden og brugt til at forsvare embedsmands-uvilje, trainering og sags-syltning. Kommunen er nemlig tidligere gået i brechen for Statsforvaltningen for at redde nogle truede stillinger, og den ene tjeneste er som bekendt den anden værd. Embedsmænd, der skulle være uvildige, er i virkeligheden bare uvillige.
Med rod i en lidet gennemtænkt lov om obligatorisk eBoks, kombineret med åbenbar ulovlig forvaltning, med flid sekunderet af en alt andet end neutral tilsynsmyndighed, er der nu skabt præcedens for at en kreditor, i hvert fald hvis han er offentlig, kan negligere sin forkyndelsespligt og skride direkte til at kradse diverse gebyrer ind helt uden lovhjemmel. En myndighed behøver altså ikke at sende nogen opkrævning for at påberåbe sig forsinket betaling. Man skulle tro at det er løgn, men det er det desværre ikke.
Endnu værre er det at myndigheder, der bevidst negligerer gældende lov, undergraver det moralske imperativ lov er lov, og lov skal holdes. I Guldborgsund Kommunes forvaltning, hvor magtbrynde kappes med udygtighed, har introduktionen af eBoks gjort borgerne fuldstændig retsløse. Men prisen er høj: Ikke en af sagens embedsmænd i kommune eller statsforvaltning har demonstreret noget, der bare svagt kunne minde om den retlinethed, som ellers turde være et ideal for embedmænd.
Det er uundgåeligt at der i befolkningen udvikles despekt, grænsende til dyb foragt for embedsværk og politikere, der befordrer eller ser gennem fingre med det faglige og moralske forfald hos myndighederne. Over tid må man frygte at borgerne i voksende omfang vil negligere love, der ikke passer dem, ligesom visse grene af offentlige embedsværk med flid gør. Det bliver over tid et demokratisk problem af de store.
Guldborgsund Kommune aspirerer til at blive sat under administration, og Statsforvaltningen kan med føje karakterieseres som uegnet som tilsynsmyndighed for kommunerne, i hvert fald, hvis den aktuelle klageinstans har til huse i den kommune, den fører tilsyn med. Sidst, men ikke mindst: Loven om obligatorisk eBoks er makværk, og benyttelse af eBoks bør være frivilligt en meget lang årrække, da den efterlader borgerne forsvarsløse mod overgreb.
Det burde interessere regering og Folketing at der findes myndigheder, der uden blusel tilsidesætter landets love og massivt krænker borgernes retsstilling. Og ja, Indenrigsministeriet burde kigge lidt nøjere på omtalte kammerateri.