Inspireret af en betalingsartikkel på JP (derfor intet link) hvor Lykketoft provoverer sig selv som den Danske rock-stjerne i FN, med overskriften om at have chokeret ved at bruge sit fornavn, har jeg fået nok af denne selvopblæste nar der desperat, og pinligt selvhævdende, forsøger at skrive sig ind i den politiske historie.
Ud over Lykketoft for længst har glemt at han i embedet -og et velbetalt af slagsen- er tjener af folket, er hans behov for at blive anerkendt som den vise mand, direkte frastødende ikke mindst fordi det er så åbenlyst at det er personligt motiveret.
Lykketoft er via hans aktioner totalt ligeglad med folket og partiet (S), Lykketoft er bitter og for gammel, hvilket er den mest positive udlægning af hans ageren.
Ser man lidt kritisk på Lykketoft er han måske indbegrebet af Danskhed i politik.
Han har aldrig, og bliver aldrig hverken elsket eller bare tillidsfuld til det danske folk.
Men Lykketoft har haft en givtig karriere i politik, han har aldrig lavet andet end politik, men aldrig haft den success hans ego berrettiger.
Det er måske derfor Lykketoft har valgt at lade penge og smålighed drive ham de seneste år.
Ligegyldigt hvor meget Lykketoft prøver kan han bare ikke slå igennem, når man så igennem vennetjenester opnår ligegyldige titler malker han systemet, måske i forargelse over aldrig at have folkets kærlighed eller troskab.
Der er intet Lykketoft har præsteret i FN så der er et behov for han promoverer ham selv, til trods for enhver anstændig person havde skammet sig og gemt sig efter pinlige rejseafregninger.
Men ikke Lykketoft, han er ifølge ham selv gud, vi skal alle hade Trumph, og stole på de vise ord fra en mand der malker alle kroner ud af systemet.
Lykketoft er en sur gammel mand på trods af de sindsyge beløb han har hævet og fået refundert igennem tiderne.
Lykketoft er en ægte Socialdemokrat der er endnu bedre vidende end alle andre, og som en ægte Socialdemokrat falder for fristelsen til at berige sig selv ....................
