Jeg ser her at Balder linker til mig, og det giver mig anledning til at disputere videre om jøder og muslimer, Israel og islamkritikere, antisemitisme og zionisme. Mine foretrukne emner for tiden.
I sit indlæg tager Balder udgangspunkt i en sag fra USA om en rabbiner der angiveligt har slået hånden af sin søn fordi sønnen har 'sladret til goyim om andre jøder'. Det får Balder til at lede i biblioteket og støve sin gamle Martin Luther af:
Jøderne og deres løgne
"På et debatforum bestrider en af de udvalgte at rabbiner Israel / Isaac Dwek skulle have holdt en sit Shiva (Shiv'ah). Ifølge apologeten 'holdt rabbineren en prædiken der tog afstand fra Jøder der sladrede om andre Jøder, men i en kontekst af at komme med falske beskyldninger når man sladrer'.
Dette er en udmærket illustration af hvordan talmudisk tankegang og praksis virker. Talmud indeholder mange gode råd og forslag i forbindelse med problemstillinger angående konflikter med det omgivende ikke jødiske samfund. Hvordan man kan lyve uden at blive taget i at lyve, hvordan man kan overholde den jødiske interne moralkodeks, uden at udenforstående opdager det osv. Talmud er en sand opskrift til hvordan man bedrager ikke-Jøder, en mafiaorganisation værdig.
Lignende sluddervorne argumenter som ovenstående forsøg på apologi, og endeløse diskussioner hvor Jøderne forsøger at lede Goyim på vildspor via kringlede diskussioner finder man i debatten om Israels fødsel, den israelsk-palæstinensiske konflikt, og holocaust. Om Jøderne og deres Løgne, skrev kirkefaderen Martin Luther, et værk der i dag bliver dømt ude som 'rendyrket irrationel antisemitisme'. Faktum er imidlertid at løgn og bedrag altid har været nogle af Jødernes foretrukne våben, på lige fod med ekstrem dyrkelse af offerrollen. Regler og brugsanvisninger på hvordan man bedst vildleder Goyim er indgående beskrevet i Talmud og andre jødiske skrifter, og disse oldgamle mellemøstlige strategier lever også i praksis i bedste velgående den dag i dag.
Den israelske spiontjeneste Mossad har følgende slogan: 'By way of deception thou shalt do war!'"
Skift 'jøder' ud med 'muslimer' og der står ikke andet i teksten end hvad man hver dag kan læse på adskillige islamkritiske blogs og ind i mellem også i landets aviser: Muslimer (jøder) er et kollektiv med kollektive (negative) egenskaber, kollektivt motiveret af noget der står i gamle religiøse tekster.
Påstanden er falsk al den stund at det faktisk er jødiske og israelske historikere der har afdækket myterne omkring Israels oprettelse, og at kritikken af zionistisk chauvenisme lisså ofte kommer fra israelere og jøder som fra 'goyims'.
Men pointen her er at når Balder regnes for antisemit, mens islamkritikerne i stigende grad regnes for fornuftige - selvom Balder siger stort set det samme, blot om en anden etnisk gruppe - så har det naturligvis at gøre med objekterne for deres generaliseringer: Muslimer må man gerne generalisere groft omkring, men med jøder er det forbudt.
Fra min gamle blog har jeg et eksempel på hvor nærtagende og motivanalyserende folk er på jødernes vegne. Jeg omtalte drabsforsøget på to israelere i et indkøbscenter i Odense. Her formulerede jeg mig noget henad at 'den arabiske gerningsmand forsøgte af nakke israelerne'. Dette 'nakke' bed en kommentator mærke i og noterede sig at 'djævlen ligger i detaljen' - altså at brugen af ordet 'nakke' var udtryk for antisemitiske følelser hos undertegnede. Hvis jeg nu havde brugt det samme ord om en israelsk bosætter der forsøgte at 'nakke' en palæstinenser, så var det garanteret også blevet opfattet som udtryk for antisemitisme, for så var israeleren jo en ond likvidator. Akja.
Her brændte jeg en vittighed af som jeg erkender er i den grovkornede ende. Men jeg har en fornemmelse af at jøder og Israel skal holdes fredhellige, at Israel ikke må kritiseres og at jøder ikke må drilles (eller rettere: kun af jøder). Muslimer er det lovpligtigt, danskere er det tilladt, men jøder er det forbudt at drille. Eller er det mig der tager fejl?
Jeg kommer også til at tænke på ungzionisten Maria Tacchinardi som hidsede sig gelvaldigt op over at jeg talte om 'en holocaust-kult'. Jeg kunne for så vidt have talt om en holocaust-religion, men det interessante er at frk. Tacchinardi, efter at have kritiseret mig, selv slog til lyd for at 'holocaust skal holdes helligt'. Jamen, hvad er så problemet i at omtale holocaust som en kult? Er problemet at JEG gør det?
Det får mig til at mindes en anden debat jeg havde med hr. Bielefeld. Han syntes allerede på det tidspunkt - for et par år siden - at det var suspekt at jeg beskæftigede mig så meget med Israel. Som argument gav han at ganske få mennesker er kritiske overfor de spanske besiddelser i Marokko, Ceuta og Mellila, selvom der også her er tale om en besættelse af arabisk land. Jeg var ikke tilstrækkelig opmærksom på det dengang, men sammenligningen skriger til himlen:
Blev Ceuta og Mellila i sin tid koloniseret som følge af fordrivelser af hundredtusinder af arabere? Søger Spanien at øge sit territorium ved at inddrage yderligere marokkansk land? Finder vi 'moderate' spanske politikere der beder Ceuta og Mellilas oprindelige beboere skrubbe af?
Bielefeld er vist nok uddannet fra Harvard, men man skal ikke bruge folks baggrund imod dem. Han virker som en smaddersympatisk fyr, der som ikke så forfærdelig mange i blogland virkelig kan bidrage med noget. Jeg undrer mig bare - gemmer manden der taler 'gruppismen' midt imod selv på en lille én af slagsen?
Jeg undrer mig mindre over Balders fokus på jøders 'kollektive løgnagtige karakter'. Postulatet er selvfølgelig fejlagtigt, for der er intet overraskende i at zionister fordrejer og skjuler fakta for at fremstille land og folk heroisk - og fjenden dæmonisk. Det er hvad ekstreme nationalister altid gør. Det overraskende er at emnet er så tabubelagt når det gælder Israel.
I sit indlæg tager Balder udgangspunkt i en sag fra USA om en rabbiner der angiveligt har slået hånden af sin søn fordi sønnen har 'sladret til goyim om andre jøder'. Det får Balder til at lede i biblioteket og støve sin gamle Martin Luther af:
Jøderne og deres løgne
"På et debatforum bestrider en af de udvalgte at rabbiner Israel / Isaac Dwek skulle have holdt en sit Shiva (Shiv'ah). Ifølge apologeten 'holdt rabbineren en prædiken der tog afstand fra Jøder der sladrede om andre Jøder, men i en kontekst af at komme med falske beskyldninger når man sladrer'.
Dette er en udmærket illustration af hvordan talmudisk tankegang og praksis virker. Talmud indeholder mange gode råd og forslag i forbindelse med problemstillinger angående konflikter med det omgivende ikke jødiske samfund. Hvordan man kan lyve uden at blive taget i at lyve, hvordan man kan overholde den jødiske interne moralkodeks, uden at udenforstående opdager det osv. Talmud er en sand opskrift til hvordan man bedrager ikke-Jøder, en mafiaorganisation værdig.
Lignende sluddervorne argumenter som ovenstående forsøg på apologi, og endeløse diskussioner hvor Jøderne forsøger at lede Goyim på vildspor via kringlede diskussioner finder man i debatten om Israels fødsel, den israelsk-palæstinensiske konflikt, og holocaust. Om Jøderne og deres Løgne, skrev kirkefaderen Martin Luther, et værk der i dag bliver dømt ude som 'rendyrket irrationel antisemitisme'. Faktum er imidlertid at løgn og bedrag altid har været nogle af Jødernes foretrukne våben, på lige fod med ekstrem dyrkelse af offerrollen. Regler og brugsanvisninger på hvordan man bedst vildleder Goyim er indgående beskrevet i Talmud og andre jødiske skrifter, og disse oldgamle mellemøstlige strategier lever også i praksis i bedste velgående den dag i dag.
Den israelske spiontjeneste Mossad har følgende slogan: 'By way of deception thou shalt do war!'"
Skift 'jøder' ud med 'muslimer' og der står ikke andet i teksten end hvad man hver dag kan læse på adskillige islamkritiske blogs og ind i mellem også i landets aviser: Muslimer (jøder) er et kollektiv med kollektive (negative) egenskaber, kollektivt motiveret af noget der står i gamle religiøse tekster.
Påstanden er falsk al den stund at det faktisk er jødiske og israelske historikere der har afdækket myterne omkring Israels oprettelse, og at kritikken af zionistisk chauvenisme lisså ofte kommer fra israelere og jøder som fra 'goyims'.
Men pointen her er at når Balder regnes for antisemit, mens islamkritikerne i stigende grad regnes for fornuftige - selvom Balder siger stort set det samme, blot om en anden etnisk gruppe - så har det naturligvis at gøre med objekterne for deres generaliseringer: Muslimer må man gerne generalisere groft omkring, men med jøder er det forbudt.
Fra min gamle blog har jeg et eksempel på hvor nærtagende og motivanalyserende folk er på jødernes vegne. Jeg omtalte drabsforsøget på to israelere i et indkøbscenter i Odense. Her formulerede jeg mig noget henad at 'den arabiske gerningsmand forsøgte af nakke israelerne'. Dette 'nakke' bed en kommentator mærke i og noterede sig at 'djævlen ligger i detaljen' - altså at brugen af ordet 'nakke' var udtryk for antisemitiske følelser hos undertegnede. Hvis jeg nu havde brugt det samme ord om en israelsk bosætter der forsøgte at 'nakke' en palæstinenser, så var det garanteret også blevet opfattet som udtryk for antisemitisme, for så var israeleren jo en ond likvidator. Akja.
Her brændte jeg en vittighed af som jeg erkender er i den grovkornede ende. Men jeg har en fornemmelse af at jøder og Israel skal holdes fredhellige, at Israel ikke må kritiseres og at jøder ikke må drilles (eller rettere: kun af jøder). Muslimer er det lovpligtigt, danskere er det tilladt, men jøder er det forbudt at drille. Eller er det mig der tager fejl?
Jeg kommer også til at tænke på ungzionisten Maria Tacchinardi som hidsede sig gelvaldigt op over at jeg talte om 'en holocaust-kult'. Jeg kunne for så vidt have talt om en holocaust-religion, men det interessante er at frk. Tacchinardi, efter at have kritiseret mig, selv slog til lyd for at 'holocaust skal holdes helligt'. Jamen, hvad er så problemet i at omtale holocaust som en kult? Er problemet at JEG gør det?
Det får mig til at mindes en anden debat jeg havde med hr. Bielefeld. Han syntes allerede på det tidspunkt - for et par år siden - at det var suspekt at jeg beskæftigede mig så meget med Israel. Som argument gav han at ganske få mennesker er kritiske overfor de spanske besiddelser i Marokko, Ceuta og Mellila, selvom der også her er tale om en besættelse af arabisk land. Jeg var ikke tilstrækkelig opmærksom på det dengang, men sammenligningen skriger til himlen:
Blev Ceuta og Mellila i sin tid koloniseret som følge af fordrivelser af hundredtusinder af arabere? Søger Spanien at øge sit territorium ved at inddrage yderligere marokkansk land? Finder vi 'moderate' spanske politikere der beder Ceuta og Mellilas oprindelige beboere skrubbe af?
Bielefeld er vist nok uddannet fra Harvard, men man skal ikke bruge folks baggrund imod dem. Han virker som en smaddersympatisk fyr, der som ikke så forfærdelig mange i blogland virkelig kan bidrage med noget. Jeg undrer mig bare - gemmer manden der taler 'gruppismen' midt imod selv på en lille én af slagsen?
Jeg undrer mig mindre over Balders fokus på jøders 'kollektive løgnagtige karakter'. Postulatet er selvfølgelig fejlagtigt, for der er intet overraskende i at zionister fordrejer og skjuler fakta for at fremstille land og folk heroisk - og fjenden dæmonisk. Det er hvad ekstreme nationalister altid gør. Det overraskende er at emnet er så tabubelagt når det gælder Israel.
