Det er så fedt, når det en sjælden gang sker: en befolkningsgruppe, som af en eller anden årsag er blevet umyndiggjort, tager alligevel ordet og protesterer. I lang tid overhøres protesterne, latterliggøres måske, for de umyndiggjorte har jo slet ikke taleret.
Til sidst finder de umyndiggjorte dog på så mange måder vedholdende at protestere, og det viser sig, at der er langt flere, som giver dem ret. Og da vender magthaverne på en tallerken og kan pludselig selv indse det fornuftige i protesten. Eller også væltes de bare. Og systemet ændres, mere eller mindre grundlæggende.
Danske forældre har igennem de seneste 30-40 år været udsat for en umyndiggørelse i forhold til deres egne børn. Det startede fredeligt med, at kvinderne også ville eller skulle arbejde udenfor hjemmet og derfor overlod børnepasningen i dagtimerne til andre, oftest statslige institutioner. Det statslige system har løbende udviklet sig til en omsiggribende instans, som i stadigt højere grad tager sig af meget grundlæggende aspekter af børnenes opvækst. Alt sammen pakket ind i stats-moderlig omsorg, bedst legemliggjort af den velmenende sundhedsplejerske, som lige fra barnets fødsel styrer mødregrupper igennem den ”komplicerede” barselstid og lader de umyndiggjorte mødre sammenligne børn og rette opdragelsen ind efter de statslige normer.
Det fortsætter i daginstitutionerne. Pædagoger rådgiver forældre om alt fra konflikthåndtering i hjemmet til slik-kultur. Pædagoger ved jo f.eks., hvornår børn skal kunne udtale ”s” korrekt, hoppe på et ben eller tørre sig selv bagi. Og det kan være rigtig dejligt som forældre at få alle disse gode råd med på vejen, så man ikke selv behøver tage stilling til det hele.
Er det sandt, at denne omsorg i nogle henseender er kammet over i formynderi? Lad mig give et eksempel: i 5-6 års alderen skal der tages stilling til barnets skolemodenhed. Det skal foregå i samarbejde mellem pædagoger og forældre. I mit barns tilfælde blev jeg på et kort møde præsenteret for et skema, som pædagogerne havde udfyldt om mit barns evner i forskellige henseender – sociale, sproglige, motoriske og personlige. Alt sammen vurderet på en skala fra 1 til 5. Noget måbende måtte jeg f.eks. høre, at mit barn var distræt – et kendetegn, ingen i hendes nærmeste omgangskreds kunne forbinde med netop det barn. Afslutningsvist fik jeg ordet. Jeg gav udtryk for min egen vurdering af barnet – forskellig fra den på skemaet – og blev vist en venligt imødekommende medfølelse for ikke helt at have forstået mit barns situation. Nu ved jeg ikke, om mine udtalelser blev noteret noget sted. Men skemaet sendes til barnets skole (hvis forældrene tillader det). Internt i systemet er det altså personalets vurderinger, der tæller. Hjemmepassede børns forældre bliver slet ikke bedt om en vurdering af deres barn. De har jo ingen uddannelse og ser vel barnet med forældrenes øjne, læs: fordrejet af forældre-kærlighed.
Der er gode institutioner og mindre gode institutioner. Og noget af ovenstående vil nogen måske tilskrive en lidt uheldig håndtering af den konkrete sag fra institutionens side. Min pointe er, at det ikke så meget handler om den enkelte institution eller den enkelte pædagogiske medarbejder. Umyndiggørelse af forældrene er indbygget i systemet, som har udviklet sig til et selvtilstrækkeligt og selvrefererende system, som får stadigt mindre tillid til forældrenes egne kompetencer. Det er nemlig underlagt det politiske system, som bestandigt skal vise, at det ”gør mere” samt en stærk faglig organisation, BUPL. Og det kræver hårdt arbejde fra den enkelte medarbejders side at modvirke denne tendens i praksis.
Hvorfor skulle det så egentlig betyde så meget, om det lige er den ene eller den anden instans, der står med det endelige ansvar for børnene? Gør pædagogerne det ikke meget godt? De er jo godt uddannede. I mine øjne bliver børn, som er opvokset hos umyndiggjorte forældre, i bund og grund respektløse. Det vil aldrig være lige så forpligtende at opføre sig pænt, lade være med at lyve osv. overfor skiftende institutionspersonale, som det vil være overfor forældre, der kender, elsker og forpligter sig på deres børn højere end alt andet i denne verden. Uanset hvor godt den enkelte institution gør sit arbejde. Hvis en institution gør det bedre end forældrene, kan der kun være tale om forældre, som virkelig ikke magter forældrerollen, og som derfor nødvendigvis må sættes under administration. Dem er der trods alt ikke så mange af.
Netop derfor er det så fedt at opleve madordningsdebatten. Der er åbenbart stadig et instinkt hos mange danske forældre, som tilsiger dem selv at ville have ansvaret for eget afkom, herunder, hvad afkommet skal fodres med i hverdagen. Tirsdag reagerede Karen Ellemann som den irettesættende sundhedsplejerske og kunne kun tale om hyrdebreve og misforståede intentioner i forhold til lovgivningen. Onsdag viste hun sig som den realistiske magthaver, der retter ind efter de umyndiges protester, for ikke at blive løbet over ende. Jeg aner konturerne af et samfund, hvor børnene måske alligevel ikke ender i socialismens børnehuse med ”friweekends og ferier” i hjemmet hos de biologiske forældre, som tager sig af deres primære funktion: at arbejde udenfor hjemmet. Hurra for gode gamle Århus, hvor både forældre, pædagoger og lokale politikere stadig tør tænke selv og placere ansvaret for børnene hos forældrene!
Til sidst finder de umyndiggjorte dog på så mange måder vedholdende at protestere, og det viser sig, at der er langt flere, som giver dem ret. Og da vender magthaverne på en tallerken og kan pludselig selv indse det fornuftige i protesten. Eller også væltes de bare. Og systemet ændres, mere eller mindre grundlæggende.
Danske forældre har igennem de seneste 30-40 år været udsat for en umyndiggørelse i forhold til deres egne børn. Det startede fredeligt med, at kvinderne også ville eller skulle arbejde udenfor hjemmet og derfor overlod børnepasningen i dagtimerne til andre, oftest statslige institutioner. Det statslige system har løbende udviklet sig til en omsiggribende instans, som i stadigt højere grad tager sig af meget grundlæggende aspekter af børnenes opvækst. Alt sammen pakket ind i stats-moderlig omsorg, bedst legemliggjort af den velmenende sundhedsplejerske, som lige fra barnets fødsel styrer mødregrupper igennem den ”komplicerede” barselstid og lader de umyndiggjorte mødre sammenligne børn og rette opdragelsen ind efter de statslige normer.
Det fortsætter i daginstitutionerne. Pædagoger rådgiver forældre om alt fra konflikthåndtering i hjemmet til slik-kultur. Pædagoger ved jo f.eks., hvornår børn skal kunne udtale ”s” korrekt, hoppe på et ben eller tørre sig selv bagi. Og det kan være rigtig dejligt som forældre at få alle disse gode råd med på vejen, så man ikke selv behøver tage stilling til det hele.
Er det sandt, at denne omsorg i nogle henseender er kammet over i formynderi? Lad mig give et eksempel: i 5-6 års alderen skal der tages stilling til barnets skolemodenhed. Det skal foregå i samarbejde mellem pædagoger og forældre. I mit barns tilfælde blev jeg på et kort møde præsenteret for et skema, som pædagogerne havde udfyldt om mit barns evner i forskellige henseender – sociale, sproglige, motoriske og personlige. Alt sammen vurderet på en skala fra 1 til 5. Noget måbende måtte jeg f.eks. høre, at mit barn var distræt – et kendetegn, ingen i hendes nærmeste omgangskreds kunne forbinde med netop det barn. Afslutningsvist fik jeg ordet. Jeg gav udtryk for min egen vurdering af barnet – forskellig fra den på skemaet – og blev vist en venligt imødekommende medfølelse for ikke helt at have forstået mit barns situation. Nu ved jeg ikke, om mine udtalelser blev noteret noget sted. Men skemaet sendes til barnets skole (hvis forældrene tillader det). Internt i systemet er det altså personalets vurderinger, der tæller. Hjemmepassede børns forældre bliver slet ikke bedt om en vurdering af deres barn. De har jo ingen uddannelse og ser vel barnet med forældrenes øjne, læs: fordrejet af forældre-kærlighed.
Der er gode institutioner og mindre gode institutioner. Og noget af ovenstående vil nogen måske tilskrive en lidt uheldig håndtering af den konkrete sag fra institutionens side. Min pointe er, at det ikke så meget handler om den enkelte institution eller den enkelte pædagogiske medarbejder. Umyndiggørelse af forældrene er indbygget i systemet, som har udviklet sig til et selvtilstrækkeligt og selvrefererende system, som får stadigt mindre tillid til forældrenes egne kompetencer. Det er nemlig underlagt det politiske system, som bestandigt skal vise, at det ”gør mere” samt en stærk faglig organisation, BUPL. Og det kræver hårdt arbejde fra den enkelte medarbejders side at modvirke denne tendens i praksis.
Hvorfor skulle det så egentlig betyde så meget, om det lige er den ene eller den anden instans, der står med det endelige ansvar for børnene? Gør pædagogerne det ikke meget godt? De er jo godt uddannede. I mine øjne bliver børn, som er opvokset hos umyndiggjorte forældre, i bund og grund respektløse. Det vil aldrig være lige så forpligtende at opføre sig pænt, lade være med at lyve osv. overfor skiftende institutionspersonale, som det vil være overfor forældre, der kender, elsker og forpligter sig på deres børn højere end alt andet i denne verden. Uanset hvor godt den enkelte institution gør sit arbejde. Hvis en institution gør det bedre end forældrene, kan der kun være tale om forældre, som virkelig ikke magter forældrerollen, og som derfor nødvendigvis må sættes under administration. Dem er der trods alt ikke så mange af.
Netop derfor er det så fedt at opleve madordningsdebatten. Der er åbenbart stadig et instinkt hos mange danske forældre, som tilsiger dem selv at ville have ansvaret for eget afkom, herunder, hvad afkommet skal fodres med i hverdagen. Tirsdag reagerede Karen Ellemann som den irettesættende sundhedsplejerske og kunne kun tale om hyrdebreve og misforståede intentioner i forhold til lovgivningen. Onsdag viste hun sig som den realistiske magthaver, der retter ind efter de umyndiges protester, for ikke at blive løbet over ende. Jeg aner konturerne af et samfund, hvor børnene måske alligevel ikke ender i socialismens børnehuse med ”friweekends og ferier” i hjemmet hos de biologiske forældre, som tager sig af deres primære funktion: at arbejde udenfor hjemmet. Hurra for gode gamle Århus, hvor både forældre, pædagoger og lokale politikere stadig tør tænke selv og placere ansvaret for børnene hos forældrene!
