Efter det seneste folketingsvalg producerede Radio 24-7 en programserie der skulle dissekere årsagerne til den mangeårige nedtur for det Konservative Folkeparti (DKF). Vært på programmet var Mads Holger der selv havde været kandidat for DKF ved det netop afholdte folketingsvalg.
Det var et noget utraditionelt koncept hvor man byttede rundt på rollerne. En meget involveret aktør blev vært for et program hvor en traditionel tilgang ville være at han skulle være gæst, fordi aktøren var for involveret til at være upartisk.
For mig personligt var det særligt interessant at den erklærede Konservative Mads Holger var meget bevidst om de mulige faldgrupper der også er en del af konservatismen. Der findes formentlig ikke nogen der vil modsige, at konservatismen i høj grad handler om, at konservere hvad man betragter som vigtige elementer i et samfund – institutioner, kultur og dannelse etc. Mads Holger var meget opmærksom på at dette indebære en risiko for at konservere det forkerte
I mit perspektiv er det formentlig hovedforklaringen på DKF’s nedtur – fordi man i for mange år kun har haft fokus på at opnå og fastholde regeringsmagten er man ganske simpelt kommet til at konservere det forkerte. Særligt VK-regeringen gjorde sig skyldige i borgerlige forsømmelser og DKF var sammen med Venstre med til at konservere socialstaten. Bagefter stod man så tilbage uden en egentlig konservativ ideologisk profil, og man har siden famlet i blinde.
Mads Holger argumenterede for at fokus for DKF i højere grad (også) burde være på eksempelvis kulturpolitikken, fremfor udelukkende på eksempelvis skattepolitikken – en ganske sober analyse. Det er en klassisk forskel mellem konservatismen og liberalismen og partipolitisk ville disse skel også fremstå tydeligt i forhold til Liberal Alliance. Samtidig ville en klassisk konservativ tilgang til kulturpolitikken (og prioritering af dette politikområde) ganske givet også definere visse tydelige forskelle til Dansk Folkeparti. De to partier hvormed det ofte fremføres, at de har overtaget henholdsvis den økonomiske og den værdipolitiske scene fra DKF. Med andre ord – DKF ville ved at agere som et klassisk konservativt parti kunne differentiere sig tydeligt i forhold til Liberal Alliance, Dansk Folkeparti og de øvrige partier. Foreløbigt har DKF ikke fulgt disse råd, og i så henseende havde Mads Holger nok ret et stykke hen ad vejen da han bramfrit konstaterede at: ”Jeg vil gerne hjælpe det her parti, men føler mig lidt som lægen, der ankommer til den døende patient, som så slår ud efter lægen i sin febervildelse.”
Det mest interessante var dog Holgers evne til generelt at se begrænsninger ved egen ideologisk overbevisning – dette kan alle vi borgerlige lære af. Dette gælder ikke mindst i et samfund hvor man som (ideologisk orienteret) borgerlig nærmest pr. definition er i opposition. At dette specifikt gælder for borgerlige skyldtes det simple faktum, at socialismens/kommunismens begrænsninger er yderst veldokumenteret via diverse eksperimenter verden over. Kommunister/socialister burde derfor være ganske velbevandret i at deres ideologi ikke virker.
Som liberal(ist) gælder det man må erkende at der findes (ganske få) markedsfejl. De fleste økonomer (og liberalt sindede mennesker) anerkender da også de såkaldte negative eksternaliteter, hvor en virksomhed eksempelvis ingen interesse har i at mindske forurening der ikke umiddelbart kan spottes af forbrugeren. Derfor mener jeg egentlig også at det er et ganske godt liberalt princip at forureneren betaler, men det er bestemt en fælde man kan gå i som liberal at markedet kan selvregulere alt. Dette er tæt på at være rigtigt, men kun næsten.
I mit perspektiv leverede Mads Holger via disse udsendelser et gedigent bidrag til den ideologiske diskussion generelt, til konservatismen specifikt og som en sidegevinst noget af opskriften til DKF på hvordan man kommer tilbage.
Det bidrag Mads Holger leverede i de nævnte udsendelser efter valget mener jeg har været overset i efterskrifterne til hans tragiske død. Folketingskandidaturet nævnes konsekvent, men ikke det der fulgte efter. Alle der interessere sig for politik med et ideologisk udgangspunkt bør lytte til disse udsendelser. Mads Holgers lødighed i forhold til en ikke uproblematisk opgave bør desuden værdsættes, uanset om man så er enig i konklusionerne eller ej. Først og fremmest var det udsendelser der satte gang i en kumulativ tankerække, hvilket vel må være et af de absolutte adelsmærker for debatudsendelser. Derudover må Radio24syv roses for det utraditionelle koncept der viste sig at fungere udover alt forventning. Jeg havde i hvert fald ikke på forhånd tiltænkt at høre samtlige udsendelser, men det endte med at være tilfældet. Opsummeret: Tak til Mads Holger – Tak til Radio24Syv.
