Danmarks kækkeste lille blondine, Ligestillingsminister Lykke Friis, har foreslået, at d. 8. marts nu ikke længere kun skal være en ”festdag” for ”kvinder” (læs: betonfeministiske krager et godt stykke over sidste salgsdato, hvis mentale udvikling gik i stå i 1968), men at også mændene nådigt skal inviteres ind i den politisk blåstemplede offerrolles lune livmoder. Således kan de også få gjort deres køn til en ”sag” og dermed lære at miste al respekt for sig selv og hinanden, som vi kvinder i fire årtier er blevet hårdt og nådesløst trænede i.
Men spøg til side. Ligestilling er jo en alvorlig sag.
Vi skal have et mandepanel, som skal beskæftige sig med, hvorfor det OGSÅ er synd for mænd, lover Lykke Friis. For der er ingen retfærdighed til, hvis det kun må være synd for kvinder. Nemlig. Og det er på enhver måde en fremragende idé med Lykkes mandepanel, for det er på høje tid, at mænd får gjort op med den massive undertrykkelse af deres køn, der hersker i det danske samfund, og som vi kun kan få løst op for med statsmagtens indgriben.
Lad mig nævne et par eksempler:
Mandlige prostituerede tager i gennemsnit betydeligt lavere beløb som betaling for deres erotiske ydelser end kvindelige prostituerede. Dette kan naturligvis intet have at gøre med, at mænds og kvinders kønsdrift fra naturens side er forskellig, eller at kvindens køn er mere dyrebart end mandens, eftersom hun risikerer uønsket graviditet ved samleje. De er jo for længst, både på Christiansborg og på såvel Københavns som Roskilde Universitet, blevet enige om, at kønnet så godt som ingen biologisk basis har, men er et produkt af den undertrykkende opdragelse af drenge og piger i det skøre, kapitalistiske samfund.
Der er altså tale om en situation her i det såkaldt ligestillede land Danmark, hvor heteroseksuelle mænd betaler i dyre domme for nøjagtigt de samme seksuelle ydelser, som kvinder og bøsser kan få langt billigere. Jeg har ikke ord for uretfærdigheden i det.
I samme åndedrag bør nævnes, at kvindelige pornoskuespillere tjener langt mere end mandlige pornoskuespillere. Det gælder både i Danmark og internationalt, og er et problem, som den kapitalistiske sammensværgelse velsagtens vil bilde os ind handler om simpelt udbud og efterspørgsel. Men naturligvis er det blot endnu et udtryk for vor kulturs kønsfascistiske hegemoni. Endnu en oplagt, oprørende sag for mandepanelet at kaste sig ind i mandekampen for, og det kan kun gå for langsomt.
Lad os blive ved det seksuelle, da dette naturligvis på ingen måde er et område, staten skal holde sig tilbage fra at blande sig i. Danskerne har jo ondt i sexlivet, kunne man for nyligt læse, og det er kun et spørgsmål om politisk vilje at få gjort noget ved det – nøjagtigt som det er tilfældet med alle andre fortrædeligheder, tilværelsen byder på.
Mænds potens falder støt med alderen, alt imens kvinder ubekymret kan blive ved og ved; endog stiger kvinders sexdrift efter sigende efter de 30. At kvinder så i højere grad end mænd bliver mindre attraktive at se på med årene, er naturligvis meget uretfærdigt og et stort problem, vi som samfund ikke kan sidde overhørigt. Men her har vi heldigvis allerede masser af feminister, der tager sig af at dekonstruere dette såkaldte faktum og sørger for, at hvis vi ikke kan forhindre unge kvinder i for eksempel at danse pole dancing og klæde sig sexet, så kan vi i hvert fald sørge for, at de skammer de sig over det.
Men det er selvsagt urimeligt, at de lettere slidte, men rare og sympatiske mandfolk over 40 ofte ikke har evner, der svarer til deres lyster. Så lad os hermed skære nogle få af mandepanelets fremmeste opgaver ud i pap:
Kvindelige prostituerede tvinges af staten til at sætte prisen på deres ydelser ned, således at mænd kan købe sex ligeså billigt som kvinder. Det er slet ikke umuligt at forestille sig, at dette vil medføre et fald i antallet af kvinder, der sælger sex, og hermed gør vi også vredens velformulerede gudinde, Anne-Grethe Bjarup Riis, og bidske, kristlige husmødre helt uden hang til synd tilfredse.
Ligeløn til mandlige pornoskuespillere. Staten indfører en fast, obligatorisk løn i pornobranchen, som på en gang fungerer som minimums- og maksimumsløn.
Gratis Viagra til mænd over 40, så de for alvor kan nyde godt af al den billige sex, de nu kan få, og ligeledes får bedre mulighed for at afsøge de nye, velbetalte muligheder i naturfilmbranchen.
Dette er naturligvis kun en brøkdel af de opgaver, der ligger foran mandepanelet. Som en ansøger til panelet skriver, så er der også sådan noget som frigivelse af mandlige fanger, så der kan blive ligestilling i fængslerne, udsmidning af kvinder fra deres boliger, så der kan blive ligeså mange hjemløse kvinder som mænd, og meget andet at tage fat på.
Lad os heller ikke i denne sammenhæng, hvor vi allerede har været op til flere ture rundt om de nedre regioner, overse, at kvinder har gratis adgang til mange swingerklubber, hvor mænd til gengæld afkræves en høj entrepris. Samt at kvinder, der ser godt ud, til enhver tid kan få adgang til en hvilken som helst prestigefyldt natklub, hvor mænd må stå og fryse i lange køer og risikere at blive afvist i døren. Selvom de ser godt ud.
Vi er mange, der ser frem til, at mandepanelet bliver en realitet, men man kan måske være bekymret for, om der vil blive tilført tilstrækkeligt med offentlige midler til mandesagen under den nuværende, stærkt højreorienterede og ultraliberale regering. Lad os derfor også arbejde for en ny regering, hvor jeg indtil videre har følgende forslag til ministerposter:
Ligestillingsminister: Søren Fauli. Der har indtil videre kun været kvindelige ligestillingsministre, og det er på enhver måde skammeligt, da ligestilling er det vigtigste overhovedet for et samfund. Søren Fauli har i høj grad udtryk sin interesse for mandesagen og sit nuancerede og ukontroversielle syn på kvinder og ligestilling, så han er et oplagt emne.
Socialminister: Anne-Grethe Bjarup Riis. Socialdemokraten Lars Aslan har allerede kastet dette udmærkede forslag op, og man kan kun være enig med ham. AGBR har til fulde vist sit store sociale engagement og sin dybe empati med prostituerede og andre, der lever på kanten af samfundet. Hun er desuden usædvanligt velformuleret, velargumentet og behagelig at lytte til. En sand fører af folket.
Finansminister: Anker Jørgensen. Vi kender jo allerede hans naturgivne talent for at styre samfundsøkonomien med fast og myndig hånd. Han har alle dage været selvskreven til netop denne post. Yderligere argumentation burde være unødvendig. Danmarkshistorien taler for sig selv. Og det hele skal jo heller ikke handle om sex.
Forskningsminister: Milena Penkowa. Ingen har som hun formået at få almuen til at interesse sig for, hvad helvede der foregår bag Københavns Universitets tykke mure, for slet ikke at tale om i Forskningsministeriet. Desuden ser hun godt ud.
Integrationsminister: Johnny Hansen. Det er alt for længe siden, vi har hørt noget til denne friske fætter fra Greve, og ingen kan vel være en bedre garant for en fast og fair udlændingepolitik. Og så er han så dejligt folkelig, og en rigtig mand. Dem skal vi også have nogle af i den nye, ligestillede regering.
Yderligere forslag modtages gerne. Det er Danmarks fremtid, der handler om. Og ligestillingen. Glem aldrig ligestillingen.
