Med lov bør man fritstad bygge

Danmarks Radio viste for noget tid siden en dokumentarserie omhandlende Christiania, ”fristad i frigear”, hvis primære formål synes at være at afkr...

Connor OHanlon,

03/06/2012

Danmarks Radio viste for noget tid siden en dokumentarserie omhandlende Christiania, ”fristad i frigear”, hvis primære formål synes at være at afkræfte de fordomme der, ifølge christianitterne, har ødelagt Christianias omdømme.

Blandt de fordomme, der har hersket om Christiania, er bl.a.: at beboerne ikke betaler ejendomsskatter, at der i et stort omfang bliver solgt hårde stoffer på Christiania, og at christianitterne i det hele taget er en flok ”samfundsnassere”. Disse fordomme får dokumentaren på nogenlunde saglig vis, og uden yderligere uklarheder, afkræftet. Dog manglede der, i min optik, at blive talt og diskuteret om det jeg synes er mest væsentligt at tale om, når emnet hedder Christiania – respekt overfor gældende lov!

Til at starte med vil jeg sige, at jeg respekterer og anerkender fuldt ud, at der i det kære Dannevang findes mennesker, der ikke kan leve under de normer, traditioner og spilleregler normalsamfundet bygger på. Jeg går grundlæggende ind for frihed til forskellighed, og jeg går derfor også ind for ideen om et Christiania. Men der hvor kæden hopper af, og det som faktisk gør en rydning af Christiania helt legitimt, er den grundlæggende lovløshed og manglende respekt overfor gældende lov, der hersker på Christiania.

Der har været flere eksempler på, hvordan christianitter, og folk med tilknytning dertil, decideret, og helt åbenlyst, har blokeret politiets vej til at komme ind på Christiania, og i nogle tilfælde endda suppleret blokaden med stenkast – for slet ikke at tale om den åbenlyse handel med euforiserende stoffer der foregår på Christiania.

For selvom jeg går ind for en legalisering af cannabis og i øvrigt mener at det er det eneste fornuftigt tiltag imod bandekrigen, så mener jeg i høj grad at retsstaten og demokratiet kommer i første række – hvis vi som samfund, som demokrati og som retskafne mennesker tillader, at nogen bryder loven, fordi de moralsk kan retfærdiggøre det over for dem selv, så er vi på randen til det rene anarki, hvor den stærkeste kan tyrannisere den mindre stærke, og hvor retfærdigheden ikke eksisterer.

Hele spørgsmålet om Christiania hviler derfor ikke kun på hvor stor en turistattraktion, det er for Danmark, eller hvor ”mangfoldige” vi er, men derimod på hvor vort samfund er på vej hen.

Kilde: