Brosten fløj gennem sommernatten under den voldsomme konfrontation mellem aktivister og politi på Nørrebro lørdag nat. Og vi har set det før. Den anti-kapitalistiske bevægelses ofte voldelige midler tyder på en suspenderet moral.
Sommernatten til den 9. August blev suppleret med flyvende brosten og molotovcocktails da en gruppe venstreorienterede aktivister i festhumør valgte at tage festen med sig fra det gamle ungdomshus og ind på Nørrebros gader, hvor der i den grad blev budt op til dans. Rune Eltard-Sørensen, som er tidligere aktivist og redaktør på den venstreorienterede netavis Modkraft og som overværede nattens begivenheder kunne dagen derpå til TV2News fortælle, at optøjerne skyldtes en ”…vrede over den generelle samfundsudvikling, hvor politiet bliver symbol for dét.” Det var ifølge ham en symbolsk protest mod de kapitalistiske samfundsforhold og neoliberalismen. Medarrangørerne roste også begivenhederne dagen efter i et Facebook-opslag, hvor de beskrev det som et opgør med ”udbytterne” – et gammelkommunistisk udtryk for dem, der ejer produktionsapparatet. Og det er ikke første gang vi ser, at frustrerede venstreorienterede tyer til voldelige midler i opgøret med ordensmagten, eller for så vidt bare andre, der er politisk uenige. At kaste en sten i hovedet på et andet menneske er imidlertid ikke moralsk i orden, det ved alle. Men moralen har tilsyneladende en del øv-dage når det kommer til kampen mod kapitalisme. Hvordan kan det være, at den gængse moral og medmenneskelighed ofte synes at være på orlov, når anti-kapitalister skal være politisk hyperaktive? Hvad er det, der gør, at et menneske kan hænge moralen hjemme i entreen og gå ud og kaste en politisk motiveret brosten efter et andet individ? Lad os se på, hvad Kirkegaard ville sige.
Eksistentialistismens Godfather Søren Kierkegaard skrev om Abraham, som skulle slå sin søn Isak ihjel på Guds opfordring. Men hvordan kunne Abraham bryde med den etiske forpligtelse, som siger, at man selvfølgelig ikke må slå sin søn ihjel? For Kierkegaard var det muligt på grund af det, han kaldte den teleologiske suspension af det etiske; formålet med handlingen går forud for etikken. Det er nemlig fordi Gud befaler det, at Abraham må slå sin søn ihjel. Så det er netop fordi der er en Gud, at det, der normalt er uacceptabelt bliver acceptabelt. Abraham betragter sig selv, som instrument for Guds vilje og følgelig forsvinder alle gængse moralske overvejelser om rigtigt og forkert. Pointen er, at når man handler på en andens vegne, så kan moralen pludselig suspenderes. Og så er alt tilladt.
Og hvorfor er Kierkegaard relevant for at forstå venstreorienterede brostenkastere på Nørrebro? Det er han fordi aktivister på den yderste venstrefløj er ligesom Abraham. Her handler man ikke kun på vegne af sig selv, men også på vegne af noget andet. Selvfølgelig ikke Gud, som jo for længst blev aflivet Karl Marx. Gud døde men han blev imidlertid erstattet af noget andet af lignende status: Kommunismens historiske nødvendighed - den kommunistiske samfundsrevolutions tvingende historiske nødvendighed, som Marx og Engels fremsatte i 1848. Som filosoffen Slavoj Žižek har udlagt det, så oplever kommunisten sig selv som instrument for virkeliggørelsen af en historisk nødvendighed.
Så da brostenen blev kastet mod politimanden på denne sommernat, så kunne afsenderen forsvare den umoralske handling fordi han ikke kun handlede for sig selv – han handlede også på vegne af en andens vilje. Noget større - noget vigtigere. Historiens nødvendighed. Den politisk engagerede venstrefløjsaktivist betragter således sig selv (også) som instrument for den historiske nødvendigheds vilje, og så bliver moralske overvejelser mindre vigtige. Så mens brostenen fløj gennem sommernatten d. 9. August, måtte politimanden sige: Jeg er nødt til at blive stående, det befaler min overordnede. Venstrefløjsaktivisten, som kastede stenen, måtte dertil svare: Jeg er nødt til at kaste brostenen, det befaler historien!
Mads Hennelund Kjærgård
Cand.merc. Erhvervsøkonomi & Filosofi, Copenhagen Business School
