Nu bliver Krølle hentet ind i et mødelokale. Rundt om bordet sidder fem kommunale medarbejdere, og efter en kort præsentationsrunde tager en af dem ordet og byder velkommen.
»Du er her for, at vi kan tale om, hvad der skal ske nu, hvor du har fået afslag på førtidspension. Vi vil indstille dig til et ressourceforløb. Vi kan godt se, at du har en masse udfordringer, men har du eller I andre forslag til, hvad der skal satses på,« spørger han og kigger bordet rundt. Ingen siger noget, så ordstyreren fortsætter: »Vi tænker på hjælp til psykologisk rådgivning og praktisk livsførelse i hverdagen. Vi kan se her af papirerne, at det er svært at motivere dig til behandling. Hvad er status,« spørger han lægen, der er en del af rehabiliteringsteamet.
Lægen svarer, at Krølle er en person, der ikke kan ret meget. Krølle har en masse sygdomme og er svær at holde fast i et behandlingsforløb. Spørgsmålet er, hvor omfattende Krølles hjerneskade er, og om der er noget at komme efter i forhold til behandling. Men det skal undersøges nærmere, siger lægen.
»Så får vi en tilbagemelding, om der er behandlingsmuligheder,« svarer ordstyreren og tilføjer, at det også ville være godt med en samlet vurdering af Krølles funktionsniveau over et længere tidsrum. Hvilke ting kan Krølle selv gøre, og hvad skal der til for at motivere ham.
»Vi skal gøre det inden for 12 måneder i tæt samarbejde med den koordinerende sagsbehandler …«
Krølle afbryder: »Jeg ved ikke, hvad I mener med alt det lort. Jeg aner ikke, hvad I snakker om. Hvorfor vil I ikke give mig min førtidspension, når jeg ikke kan noget? I må se sandheden i øjnene,« siger han.
Ordstyreren svarer, at netop fordi Krølle har fået afslag på førtidspension, er han i målgruppen for et ressourceforløb. »Det er mig, det går ud over. For otte år siden blev jeg indstillet til førtidspension, men jeg sidder stadig her,« afbryder Krølle.
