Ordet mediokrati har to betydninger: For det første kan det henvise til en styreform, hvor middelmådigheden ses som idealbilledet på bekostning af individualismen og de exceptionelle færdigheder hos den enkelte. Mediokrati kan imidlertid også stå for mediestyre, altså et samfund, hvor det er medierne, der besidder den reelle magt på bekostning af folket.
Danmark anno 2015 er de facto et mediokrati, i hvert fald i den sidste betydning. Det viser sig mest tydeligt ved det forhold, at Journalistisk Venstreparti, som Ralf Pittelkow har døbt den samlede danske journaliststand, reelt bestemmer, hvem der skal være statsminister her i landet. Det er nemlig hævet over enhver tvivl, at det, der overhovedet har givet den siddende regering med Socialdemokraterne i spidsen en chance for at vinde det kommende valg, er de to såkaldte skandalesager, Lars Løkke Rasmussen har været involveret i, om henholdsvis First Class-flyrejser for miljøorganisationen, GGGI, og Venstres tøjindkøb på hans vegne. Sagerne har forvandlet Lars Løkke fra at være landets mest populære politiker (han fik flest personlige stemmer ved 2011-valget) i spidsen for det mest populære parti til en mand, der er på tålt ophold i Venstre og i befolkningen har et image og en troværdighed på niveau med en forbryders – og det er ingen overdrivelse.
Hvis man ser på tilslutningen til henholdsvis Venstre og Socialdemokraterne fra oktober 2013, da GGGI-sagen første gang blev omtalt i medierne, og frem til i dag, fremgår det, at den sag nok ramte Løkke og Venstre hårdt, men også, at det var mediedækningen af tøjsagen i maj 2014, der virkelig slog benene væk under ham og partiet. Mens Venstre kunne mønstre støtte fra 29,5 % af vælgerne i et vægtet gennemsnit af målingerne før GGGI-sagen og stadig havde tilslutning fra 26,5 % før tøjsagen, er opbakningen efterfølgende faldet voldsomt, så Venstre kun får gennemsnitligt 20,4 % i målingerne i dag. Mere end 9 procentpoints tilslutning i vælgerbefolkningen har de to sager altså kostet Venstre. I den tilsvarende periode har Socialdemokraterne øget deres støtte blandt vælgerne med 6,6 procentpoint fra 18,6 til 25,2 %.
De to sager er ikke de eneste grunde til disse voldsomme udsving, men de er uden tvivl de altoverskyggende hovedårsager. I begge tilfælde er det Ekstra Bladet, der har gravet dem frem, og det er næppe nogen tilfældighed, for avisen har under den nuværende chefredaktør Poul Madsens ledelse en lang historik for at gå meget hårdt efter Venstre og Løkke og omvendt hjælpe og skåne Socialdemokraterne og Helle Thorning-Schmidt.
Det er ikke nogen tvivl om, at Ekstra Bladet også har lavet endog meget kritisk journalistik om Socialdemokraterne, statsministeren in persona og regeringen set under ét, men det er samtidig en kendsgerning, at avisen i november 2007 veg tilbage fra at bore dybere i hendes mands skatteforhold og blot omtalte dem i en enkelt artikel under valgkampen det år, selvom Ekstra Bladet var det første medie, der var på sporet af, at noget måske ikke var, som det burde være i den henseende.
I december 2011 gik Ekstra Bladet omvendt til yderligheder for at skade Venstre, da avisen valgte at bryde det hellige journalistiske princip om kildebeskyttelse og påstod, den var i besiddelse af dokumentation, der viste, at daværende skatteminister Troels Lund Poulsens personlige rådgiver, Peter Arnfeldt, i efteråret 2010 havde forsøgt at lække dele af afgørelsen i Stephen Kinnocks skattesag til Ekstra Bladet. Det viste sig senere, da den pågældende journalist, Jan Kjærgaard, vidnede om forløbet i Skattesagskommissionen, at han ikke havde andet end egne håndskrevne noter til at understøtte sin meget alvorlige beskyldning.
Nok så interessant kom det også frem under afhøringerne, at Kjærgaard få dage før folketingsvalget i 2011 havde kontaktet Helle Thorning-Schmidts nærmeste rådgiver, Noa Redington, for at advare ham om, at en spindoktor i regeringen havde tilbudt Ekstra Bladet at se et uddrag af agterskrivelsen fra afgørelsen i skattesagen.
Efter at have været bagud i samtlige meningsmålinger efter valget uden undtagelse stod det i efteråret 2013 klart, at det krævede noget ekstraordinært, hvis SRF-regeringen skulle kunne fortsætte. Det kom derfor meget belejligt, da Ekstra Bladet kunne fortælle, at Lars Løkke som formand for GGGI havde rejst for mere end 1 mio. kr., deriblandt ni gange på de ekstremt dyre First Class-billetter. Hvad der derimod ikke fremgik af mediedækningen var, at regeringens egen udviklingsminister, Christian Friis Bach, selv havde godkendt rejsereglerne, en oplysning, der først kom til offentlighedens kendskab dagen efter kommunalvalget i 2013. Det var meget uheldigt for Venstre, der fik et katastrofalt valgresultat, og meget heldigt for regeringen.
Som nævnt var skadevirkningerne efter den sag ikke irreversible for Løkke og Venstre, så derfor kom det igen meget belejligt for den siddende regering, da Ekstra Bladet i maj 2014 kunne afsløre, at Venstre havde købt tøj, sko og skjorter til Lars Løkke for 152.000 kr. Denne gang var der i sandhed tale om en meget, meget alvorlig sag for statsministerkandidaten. Internt mødte han så voldsom kritik, at han var meget tæt på at miste sin formandspost, og intetsteds i medierne var der den mindste forståelse for, at partiet skulle betale for hans tøjudgifter m.m.
Til gengæld havde mediedækningen været helt anderledes overfladisk og eftergivende, da det i august 2010 kom frem, at det var de socialdemokratiske partimedlemmer, der skulle betale den fulde regning for ægteparret Helle Thorning-Schmidt og Stephen Kinnocks private skatterådgiver, Frode Holm. Internt var der dog en del kritik af beslutningen, og to uger senere meddelte den socialdemokratiske formand så, at hun selv ville betale for den private del af skatterådgivningen, mens medlemmerne stadig skulle punge ud for Holms arbejde med at udtale sig om sagen i medierne. Den del blev anslået til at koste mellem 78.000 og 131.000 kr.
Dermed var sagen lagt død i medierne, selvom den var fuldt ud sammenlignelig med Venstres tøjindkøb på Løkkes vegne, et faktum også Ekstra Bladet anerkendte i en leder den 17. juni 2014. Ingen ved således den dag i dag, om Thorning-Schmidt overhovedet har dækket sin del af Frode Holms regninger, eller om det blot var en udmelding, hun kom med for at berolige offentligheden og i særdeleshed partimedlemmerne.
På den baggrund kom det som noget af en overraskelse, at Socialdemokraternes partisekretær, Lars Midtiby, sidste sommer opfordrede Venstre til at fremlægge al tilgængelig dokumentation for, at Venstres tøjindkøb for Løkke i 2010 og 2011 var foregået efter (skatte-)reglerne. Midtiby tilføjede sågar: At der ikke er klarhed, kan være med til at skabe en politikerlede, som skader alle partier. Efterfølgende blev han i et læserbrev i Jyllands-Posten opfordret til selv at fremlægge dokumentationen for detaljerne i forbindelse med Socialdemokraternes betalinger til Frode Holm, men han forblev tavs som graven.
Midtiby kan dog glæde sig over, at forholdet i mediedækningen mellem de to sammenlignelige sager vel har været ca. 1 - 1000 til Socialdemokraternes fordel. Bl.a. derfor tyder en del på, at partiet genvinder regeringsmagten på torsdag. I den forbindelse ville det være på sin plads, hvis Socialdemokraterne sendte 1000 røde roser til Poul Madsen og Ekstra Bladet i JP/Politikens Hus. Det er det mindste, de kan gøre for alt det, han har gjort for dem.
Der er ingen tvivl om, at et valgnederlag til Løkke ville udløse stor jubel på Ekstra Bladets redaktion, for som avisen skrev i en leder den 28. december sidste år, er det ingen hemmelighed, at vi her på Ekstra Bladet synes, Danmark har fortjent bedre. Formentlig er det også derfor, avisen under den verserende valgkamp har bedrevet renlivet kampagnejournalistik rettet mod den borgerlige statsministerkandidat. Poul Madsen burde holde sig for god til at fornærme læsernes intelligens og benægte dette åbenlyse forhold. Han burde også tone rent flag og indrømme, at den bagvedliggende årsag er, at han vil hjælpe Helle Thorning-Schmidt og Socialdemokraterne til valgsejren, akkurat som han gjorde i 2011, da han støttede den socialdemokratiske formand efter devisen, Hellere Helle.
Denne bloggers overordnede holdning er, at Poul Madsen og hans kumpaner kan lave al den kampagnejournalistik, de vil, men på samme måde som Ekstra Bladet ikke bryder sig om, at Løkke bruger andres penge til at afholde private udgifter, bryder jeg mig heller ikke om, at hans avis hvert år får intet mindre end 17,5 mio. kr. fra skatteyderne via mediestøtten til at bedrive socialdemokratisk propaganda. Hvis Ekstra Bladet kan samle private midler til kampen mod det borgerlige Danmark, er det fint for mig, men det skal ikke foregå for skattepenge. Forhåbentlig er det en sag, de borgerlige partier vil se på, hvis de mod forventning skulle vinde valget på torsdag.
