DFeren holdt sig ikke tilbage, da han kritiserede det danske EU-formandsskab ved tirsdagens debat.
Der var ingen ros til det danske formandsskab, da Dansk Folkepartis europaparlamentariker Morten Messerschmidt kom med sine kommentarer til den danske statsminister ved tirsdagens debat i parlamentet.
- Ingen har nogensinde før solgt så voldsomt ud af arvesølvet, sagde Messerschmidt blandt andet med henvisning til Danmarks deltagelse i den europæiske finanspagt.
DFeren beskyldte statsministeren for at have talt »EUs ikke-folkevalgte elite efter munden.«
- Alligevel er du blevet buhet ud. Hvad, jeg troede, skulle være en europæisk lovestory, er blevet en soap opera, sagde Messerschmidt henvendt til Helle Thorning-Schmidt (S), der netop havde leveret sin afslutningstale til parlamentet.
- Lad mig sige det meget klart, så klart at selv du kan forstå det: Shame on you! lød bredsiden fra Messerschmidt til statsministeren.