Mikael Jalving har således nok en gang begået et glimrende skriv i JP, hvor han gør op med den herskende "humanisme"-tanke:
Machiavelli er konsekvensetiker, dvs. han ser på resultatet, mindre på folks hensigter. Sidstnævnte kan være nok så noble eller hellige, men hvis de ikke sikrer republikkens overlevelse, er de kontraproduktive, om ikke ligefrem skæbnesvangre. Vi må forstå, at politik foregår i en grundlæggende mangelsituation, formaner Machiavelli: Vi kan aldrig tjene alle vores idealer og værdier samtidig. Vi må træffe tragiske valg – ellers risikerer vi at blive ofre for omstændighederne.
[...]
Machiavellis påstand var, at der findes en mulig alliance mellem midler og mål, strategi og ret. Den orden, som hans værker søger, er en orden med moralske kvaliteter, som er langt mere realistiske end en utopisk drøm om retfærdighed af den højeste orden. Machiavelli er en humanist, der kritiserer humanismen for naivitet.
