Tale holdt på "Rampen" i Ebeltoft:
De røde har deres 1. maj-arrangementer, men vi liberale har grundlovsdag.
Grundlovsdag er alle liberales politiske festdag, fordi idéen bag grundloven er netop liberal.
Grundloven handler om at sætte grænser for magtudøvelsen. Grundloven fortæller om det, som staten ikke må gøre mod borgerne, og den fortæller, at der er nogle ting, som staten kun må gøre, hvis den gør det på en bestemt måde.
Den første borgerret som nævnes i Grundloven er, at der ikke må opkræves skat hos borgerne, uden at der er en lov, som tillader det. Så grundlovens fædre og mødre gik meget op i skat – ligesom vi er nogen andre, som også gør.
Man kan selvfølgelig sige, at det ikke er den store beskyttelse af borgerne, for Folketinget kan jo bare vedtage alle de skattelove, som Folketinget lyster at vedtage.
Men det er dog bedre, end at regeringen kan opkræve nye skatter, uden at Folketinget har vedtaget en lov, som tillader det.
Skatten omtales i paragraf 43, og så skal vi helt ned til paragraf 67, før Grundloven omtaler en ny rettighed, som borgerne har: Retten til at forene sig frit og dyrke den gud, som man ønsker at dyrke, altså religionsfriheden.
I paragraf 71 fortæller Grundloven os, at ”ingen dansk borger kan på grund af sin politiske eller religiøse overbevisning eller sin afstamning underkastes nogen form for frihedsberøvelse”, og - igen - at “frihedsberøvelse kan kun finde sted med hjemmel i loven”.
Altså, ingen pludselige og vilkårlige frihedsberøvelser af borgerne – der skal i hvert fald være formuleret en generel lov, som er ens for alle, uanset religion, politisk overbevisning og afstamning, som giver lov til det.
Paragraf 71 giver også borgerne retten til at blive stillet for en dommer inden 24 timer, hvis politiet har varetægtsfængslet dem.
Derfor hedder det, at den varetægtsfængslede er til ”grundlovsforhør”. Her skal politiet begrunde over for dommeren, hvorfor det er nødvendigt af hensyn til efterforskningen eller den almindelige sikkerhed at holde vedkommende bag tremmer, selvom der ikke er faldet en dom endnu.
Og sådan er Grundloven fyldt med paragraffer, som har til formål at begrænse og styre statens magtudøvelse.
Grundloven er borgernes værn mod staten, og ingen går mere op i, at borgerne skal værnes mod staten, end liberale gør. Derfor var det liberale, som fandt på, at der skulle være en grundlov, så staten ikke kunne udøve sin magt ubegrænset.
Det er også derfor, vi kalder de demokratier, som findes i vores del af verden for liberale demokratier – fordi de har en grundlov, som sætter grænser for statens magtudøvelse.
Men et godt demokrati – et godt samfund – er mere end det, som kan skrives ned i en grundlov.
Det er også et samfund, hvor borgerne føler, at de er i samme båd og har noget til fælles – i hvert fald har de et samfund til fælles, som de skal passe på sammen.
Når vi har dette samfund til fælles, og når vi skal passe på det sammen, så må vi også kræve af hinanden, at den demokratiske debat og dialog foregår åbent og ærligt og med respekt for, at den politiske modstander kan have et synspunkt eller en pointe, som skal tages alvorligt.
Her kniber det mere, synes jeg.
Grundloven giver os en god ramme at udøve vores demokrati inden for, men rammen kan udfyldes på forskellige måder, og det er ikke altid lige givtigt, det der foregår indenfor rammen.
Nogen gange er det for let bevidst at misforstå og forvanske hinanden i stedet for at forholde sig til, hvad der faktisk bliver sagt.
Især synes jeg, at Liberal Alliances budskaber alt for ofte bliver forvansket af folk, som befinder sig til venstre for den politiske midte.
Her i tirsdags var Liberal Alliances partileder, Anders Samuelsen, f.eks. i debat med statsminister Helle Thorning-Schmidt i folketingssalen.
Han ville gerne vide, om statsministeren ikke kunne finde på at lette skatten for alle i arbejde med 20.000 kr. om året, så f.eks. de bornholmske slagteriarbejdere kan gå ned i løn og redde deres arbejdsplads, uden at de mister levestandard, fordi skatten til gengæld er lavere.
Anders Samuelsen pointerede, at øvelsen kan finansieres ved at gennemføre effektiviseringer i den offentlige sektor, så de samme velfærdsydelser kan produceres 10 procent billigere, sådan som regeringens egen Produktivitetskommission har sagt er muligt.
Men Helle Thorning-Schmidt ville ikke være med til, som hun sagde, at ”formøble alle pengene i skattelettelser”. Den uundgåelige konsekvens af et lavere pengeforbrug i den offentlige sektor, vil ifølge statsministeren være dårligere service til borgerne.
Det sagde hun flere gange, også når Anders Samuelsen pointerede, at det ifølge Produktivitetskommissionen er muligt at drive den offentlige sektor mere effektivt, altså billigere uden at det af den grund bliver dårligere. Så svarede hun bare igen, at danskerne ikke vil have dårligere offentlig service, og at man derfor ikke bør lette skatten ved at spare penge i den offentlige sektor.
Imens forhandlede Helle Thorning-Schmidts partifælle, finansminister Bjarne Corydon, med regionerne om en aftale for regionernes økonomi i år 2015. Det foregik kun ganske få meter fra debatten med Thorning i folketingssalen.
Finansministeren er ikke alene finansminister – han er også Helle Thorning-Schmidts nærmeste allierede i dansk politik. Er der to, der står sammen, så er det de to.
Og hvad forhandlede finansministeren så om? Jo, det kom frem få timer senere. Nemlig en aftale, som forpligter regionerne til at levere 2 procent FLERE behandlinger og operationer i 2015 sammenlignet med 2014 – UDEN at det må koste mere.
Produktiviteten i regionerne skal øges med 2 pct. i 2015. Det aftalte regeringen og regionerne med hinanden, også i tirsdags.
Det, som statsminister Helle Thorning-Schmidt stod i folketingssalen og sagde var umuligt, forhandlede hendes nærmeste allierede, finansminister Bjarne Corydon, altså samtidig igennem over for regionerne få meter fra statsministeren.
Så kniber det efter min mening med den demokratiske debat og dialog. Så foregår den ikke åbent og ærligt og med respekt for, at den politiske modstander kan have et synspunkt eller en pointe, som skal tages alvorligt.
Når statsministeren kan hævde, at en politik er helt umulig at gennemføre, fordi den foreslås af en politisk modstander, samtidig med at hendes egen finansminister faktisk gennemfører lige præcis den politik, så er der noget galt med den almindelige ordentlighed og med den demokratiske dannelse hos statsministeren.
Det er IKKE en god måde at udfylde de rammer, som Grundloven giver os, på.
Men statsministeren er desværre ikke den eneste, som deltager i lignende former for benægtelse, som ødelægger den saglige politiske debat.
F.eks. kan man igen og igen høre repræsentanter for Socialdemokraterne og SF nægte, at Danmarks verdensrekord i skattetryk skader den økonomiske velstand i Danmark. At Danmark har verdens højeste skattetryk skader overhovedet ikke den økonomiske vækst, påstår de. Tværtimod, faktisk. Vi er netop rige i Danmark, fordi vi har så høje skatter, siger de.
Det har finansminister Bjarne Corydon bl.a. sagt.
Samtidig viser regeringens egne tal det stik modsatte. Uanset hvilken skat, man spørger ind til, så lyder svaret, at hvis skatten blev sænket, så ville det danske samfund samlet set blive rigere, fordi de høje skatter ødelægger værdifuld økonomisk aktivitet i Danmark.
Nogle skatter er endda blevet så høje, at der også ville komme flere penge i statskassen, hvis man sænkede dem! Ikke alene ville samfundet blive rigere, statskassen ville også blive rigere.
Det er ikke noget, jeg finder på. Det er helt officielle vurderinger fra Skatteministeriet, nedskrevet med sort blæk på hvidt papir, når der stilles skriftlige spørgsmål til ministrene, og når de svarer skriftligt med lovkrav om, at de skal svare sandt.
Vi kan f.eks. sænke registreringsafgiften på biler i Danmark og få flere penge i statskassen ved det. Det samme med afgifterne på benzin og diesel, spiritus og tobak. Alt sammen ifølge Skatteministeriets egne tal.
Alligevel påstår regeringen i den almindelige offentlige debat, hvor der ikke er krav om, at man skal tale sandt, at det høje skattetryk i Danmark gør vores land rigere. Selvom det ifølge regeringens egne tal ikke passer.
Det er heller ikke en god måde at udfylde de rammer, som Grundloven giver os, på.
Grundloven kan ikke beskytte os mod en uordentlighed i måden at diskutere politik på, som vore politiske modstandere på venstrefløjen er ramt af.
Så magtfuld er Grundloven desværre ikke, at den kan sikre os en ordentlig og saglig politisk debat.
Men det skal ikke forhindre, at vi igen i år – som vi gør det hvert år – fejrer Grundloven for det, den kan. Nemlig, at sætte grænser for den politiske magtudøvelse, så vi kan leve i et land, hvor magt ikke er lig med ret, fordi selv magten er underlagt en lov:
Grundloven.
Tak for ordet.
