Vi tilbeder dem for deres skønhed. Vi elsker dem for deres smil. Vi beundrer deres flotte kurver. Vi er stolte af deres kjoler. Vi kysser deres fødder. Vi besynger deres væsen. Kort sagt kvinder giver livet mening.
Selvom intentionen er “god”, så gør “Hen” stor skade, det fænomen der er opstået i Sverige, hvor man ikke må gøre forskel på drenge og piger. Det udvisker nemlig forskellen mellem kønnene, og dermed også det feminine og det maskuline. Forleden havde en af de andre forældre i børnehaven en lille baby med, da de skulle aflevere den store, og de andre børn flokkedes om liften. Jeg spurgte min søn, om han ikke også skulle kigge, men han havde andre planer. Så sagde barnets moder, det er vist en pige ting.
Her vil “Hen” fundamentalisterne sikker påstå at det er mig der har opdraget ham til at være en dreng og ikke en pige. Der er nok ikke noget der kunne være mere forkert, han har en storesøster, som stopfodrer ham med princesser, My Little Pony, og alt det lyserøde. Alligevel så er han helt klart en dreng, til hans forældres store fortvivlelse hver dag når vi skal inspicere flyverdragten i børnehaven.
Heldigvis har “Hen” fundamentalisterne en lang og hård kamp imod naturen. Selvom det skulle lykkedes for dem at få os allesammen til at gå i ens Norkoreanske sejlgarns uniformer, så vil specielt pigerne nok skulle vide at sætte lidt præg på deres udseende.
Jeg synes helt ærligt at intentionen er synd. Hvorfor må drenge og piger ikke være forskellige. Hvorfor må der ikke være lidt magi over det andet køn, som kan pirre og holde en gnist i gang.
Jeg vil gå ud og købe nogle blomster til min kone i dag, fordi hun er alt det som jeg ikke er. Det er derfor vi kan leve sammen, fordi vi har noget at give hinanden. Hvis vi bare var to “henner”, så havde vi næppe holdt sammen i foreløbigt 10 år.
