Mindehøjtideligheden og hullet i maven.

For to uger siden var Danmark udsat for noget af det værste, en nation kan blive udsat for

Pernille Birch,

25/02/2015

For to uger siden var Danmark udsat for noget af det værste, en nation kan blive udsat for. Omend konsekvenserne ikke i sig selv var særlig omfangsrige, var symbolet uhyggelig stærkt.  Man valgte, meget flot, at arrangere en mindehøjtidelighed til ære for ofrene. Jeg valgte at vise min solidaritet ved at deltage i arrangementet, som imponerende mange andre i øvrigt, men selvom det skulle være samlende og skabe en fælles styrke, gik jeg hjem med en meget tom følelse i maven.

Der var bestemt højdepunkter i mindehøjtideligheden, både formanden for det jødiske samfund Dan Rosenberg Asmussen og formanden for politiforbundet Claus Oxfeldt holdt meget rørende og rammende taler. Desværre var der ikke så meget andet at råbe hurra for.

Statsministerens tale var på alle måder elendig. For det første ville det klæde landets politiske leder rent faktisk at have  gennemlæst den tale, hun skulle holde til så vigtigt et politisk arrangement. Det skylder hun alligevel den danske befolkning. Derudover var der urimeligt mange floskler om hvordan vi alle er frie og skal stå sammen om friheden. På intet tidspunkt nævner hun, at vi står sammen om Danmark og de danske værdier. Helle Thorning vil åbenbart kun stå sammen med os andre om at være frie. Men vi er jo ikke amerikanere med friheden som eneste mål, vi er danskere. Og den danske kultur er meget rigere end bare frihed. Desværre er det nok forbudt at sige i kulturradikale København, at man er stolt af sit ophav.

"Vi er glade for jøderne i København, de er med til at øge mangfoldigheden." blev der sagt, før formanden for det jødiske samfund gik på scenen. For det første har Københavns kommune nærmest bedt jøderne om at blive væk fra deres minoritetsdag nogle år tilbage. Hvis de gjorde, så i hvert fald uden det israelske flag, så det er vidst en lodret løgn, selvom det åbenbart er smart at sige.  For det andet så NEJ! Jeg kan ikke lide jøder, fordi de øger mangfoldigheden. De jødiske venner jeg har, sætter jeg pris på, fordi de biddrager positivt til min hverdag og værdsætter mig. Og det jødiske trossamfund har jeg rigtig meget respekt for, fordi de formår at kombinere det at være jøde og det at være dansk. Men ikke fordi de øger multietniciteten i København, det er fuldstændig ligegyldigt.

Musikken til arrangementet er et helt kapitel for sig selv, dog vil jeg nøjes med at nævne, at de valgte at spille Imagine. Sangen der handler om at alle grænser, alle religioner, ja alt skal opløses, og så skal vi alle løbe nøgne rundt på en blomstermark og ryge joints.

Hvad er sammenhold, hvis vi ikke har noget at stå sammen omkring? Hvorfor er det blevet forbudt at elske Danmark og stå ved sin danskhed? Da jeg gik hjem, mødte jeg min ven Oscar, der som det første sagde til mig: "hvor var nationalsangen henne?". Og det var præcis det, det arrangement manglede. National stolthed. Det er svært at kritisere et arrangement, der er arrangeret til ære for ofre for et terrorangreb. Men vi er alle sammen hyklere, hvis det er sådan, vi mener sådan et arrangement skal foregå. Vi deltog jo alle, vi klappede, viste vores støtte. Men hvad er det værd, hvis vi ikke rigtig har noget at samle os om? Hvordan kan vi så nogensinde besejre terror og radikalisme?

Kilde: