Minister tørrer regningen for rejsekort af på alle passagerer | Ingeniøren

På under fire år har Rejsekort A/S, selskabet bag det elektroniske billetsystem, brugt et ekstraordinært indskud fra ejerne på 668 mio

Peter Bjørn,

20/03/2015

På under fire år har Rejsekort A/S, selskabet bag det elektroniske billetsystem, brugt et ekstraordinært indskud fra ejerne på 668 mio. kr. Nu er kassen igen tom, og der er ingen udsigt til, at brugen af kortet kan betale regningerne.

Derfor lægger transportminister Magnus Heunicke (S) nu op til at tørre regningen for det stærkt forsinkede kort af på samtlige passagerer i den kollektive transport, uanset om de benytter kortet eller ej.

Rejsekort A/S er ejet af de danske bus- og togselskaber, som hidtil har betalt en afgift, hver gang en passager har benyttet kortet. Men rejsekortet har fået en så skidt modtagelse, at der i dag mangler 256 mio. kr. på den konto i forhold til, hvad der blev budgetteret med i 2011. Det er ikke lykkedes at få svar fra Rejsekort A/S på, hvor stort budgettet var, men de 256 mio. kr. svarer til 47 pct. af selskabets samlede omsætning i årene 2011, 2012 og 2013.

Transportministeren erkender derfor, at det er umuligt at dække regningen alene med en afgift på de relativt få rejser med rejsekort. I stedet skal DSB og landets regionale trafikselskaber betale efter en fordelingsnøgle, som omfatter deres samlede omsætning og antal passagerer – uanset om passagererne benytter rejsekort eller andre typer af billetter.

Som flere på ing.dk har foreslået kunne man for de talrige millioner som RejseFLoppet har kostet, muligvis have gjort bus og togtrafik gratis.