Misforståede nationale ambitioner

Der er altid god grund til skepsis, når politikere opstiller store nationale målsætninger

Ikke angivet Ikke angivet,

31/10/2010

Der er altid god grund til skepsis, når politikere opstiller store nationale målsætninger.

Personer kan sætte personlige mål for deres liv og virke: at være en god far eller mor, en kærlig og opmærksom ægtefælle, at spise sundere eller at opnå en forfremmelse. En virksomhed har brug for klare mål, som medarbejderne kender og kan forholde sig til.

Men at man kan opstille den slags målsætninger for en hel nation, er en alvorlig og desværre meget udbredt misforståelse. Et af de værste eksempler er VK-regeringens målsætning om, at den danske befolkning i gennemsnit skal leve tre år længere. Det skal opnås ved, at statsmagten med pisk, gulerod og diverse holdningsbearbejdende kampagner skal tvinge, nøde og overtale danskerne til at spise noget andet, end de ellers ville have spist, drikke noget mindre alkohol, end de ellers ville have gjort, dyrke noget mere motion, end de egentlig havde tænkt sig, og kvitte de smøger, som halvdelen af rygerne faktisk ikke ønsker at kvitte.

Den selvfølgelighed, med hvilken statsmagten her tramper ind i folks dagligstuer og forstyrrer privatsfæren, er ganske bekymrende. For blot 10-15 år siden havde sådanne planer afstedkommet et ramaskrig.

Og ' folkesundheden' - prøv at smage lidt på dette DDR-agtige udtryk - er ikke det eneste område, hvor et stort folketingsflertal på tværs af midten har forelsket sig i grandiose nationale målsætninger. Der er også bred politisk opbakning om en - formentlig helt urealistisk - målsætning om, at 95 procent af en ungdomsårgang skal have en uddannelse.

I DEN SENESTE debat om ' ghettoer' har diverse partier luftet forslag, der alle har det mål med stok og gulerod at tvinge, nøde og overtale folk til at bosætte sig nogle andre steder end der, hvor de rent faktisk har valgt at bo.

I samme åndedrag vil man nu til at gøre det obligatorisk for nogle indvandrerbørn at gå i børnehave.

Det er et meget vidtgående forslag. Lad mig minde om, at der ikke engang er skolepligt i Danmark. Der er undervisningspligt. Forældrene må selv organisere undervisningen, for eksempel i hjemmet. Men ifølge forslaget må de altså ikke længere selv stå for børnenes almene opdragelse. For integrationens skyld, forstås.

Er vi ved at være nået dertil, at politikerne opfatter borgerne som deres ejendom? Som dominobrikker, man kan flytte rundt på? Er statsmagten til for borgernes skyld - eller er det efterhånden ved at være omvendt? Skal vi som borgere leve vores liv, som de 179 folketingsmedlemmer synes, man bør? Når du og jeg drømmer, har ambitioner og sætter mål, sker det selvfølgelig for langt de fleste af os under hensyntagen til omgivelserne - for eksempel familien.

Vi går alle sammen på kompromis med nogle ting. Nogle fravælger for eksempel at gå efter en forfremmelse, fordi de gerne vil tilbringe mere tid sammen med deres børn. Andre holder op med at ryge for familiens skyld.

Atter andre er næsten kompromisløse. Store bedrifter fra kunstnere, iværksættere og erhvervsfolk er ofte opnået med store omkostninger for deres nærmeste.

Heldigvis kan vi alle - hver især - træffe vores egne valg og på basis af vores helt personlige værdier afveje forskellige hensyn.

På samme måde kan man som medarbejder fravælge virksomheder, hvis mission og målsætninger man ikke bryder sig om. For de fleste af os vil der inden for en radius af få kilometer være en anden virksomhed, som man kan søge ind hos.

ANDERLEDES FORHOLDER det sig, hvis statsmagten beslutter sig for at formulere store ambitioner på borgernes vegne.

Stemmer disse store ambitioner ikke overens med ens egne værdier, må man enten bøje nakken eller søge i landflygtighed - bort fra sin familie, sine venner, sit lokalsamfund, sit sprog og sit fædreland. Det er ikke noget, man lige gør.

Derfor bør politikere udvise mere pli og ydmyghed.

Et liberalt demokrati kendetegnes ved sit frisind og sin rummelighed. Det kan rumme mennesker med vidt forskellige livsværdier. Det støder ikke mennesker fra sig, som af den ene eller den anden grund ikke vil være en del af sundhedsræset, men i ro og fred vil have lov til at leve et liv med mere sukker og fedt, flere smøger, mere alkohol og mindre motion, end diverse sundheds-og socialordførere i Folketinget måske synes er passende.

Et liberalt demokrati sørger for, at vi har et arbejdsmarked med en lønspredning, som gør det muligt for folk at få et job, selvom de ikke ønsker at være en del af uddannelsesræset. Og et liberalt demokrati tvangsinstitutionaliserer ikke børn.

Politiken | 30.10.2010 | Debat | Side 5 |

Debat: MODPOL:  Af MARIN ÅGERUP

Kilde: