Muligvis ikke den mest kompetente udenrigsminister nogensinde

Ordførere fra en stribe partier siger lige ud, at de ikke kan genkende Anders Samuelsens påstand om egne evner

Pal Ikke angivet,

07/03/2017

Ordførere fra en stribe partier siger lige ud, at de ikke kan genkende Anders Samuelsens påstand om egne evner.

I krogene er der gennem nogen tid blevet hvisket om en mere end usikker optræden i Udenrigspolitisk Nævn og de øvrige fora, hvor udenrigs- og sikkerhedspolitikken bliver fastlagt i fortrolighed.

Medlemmer har i kulissen fortalt om, at de sjældent har oplevet noget lignende. At selv de mest basale spørgsmål først bliver besvaret, når embedsfolk har assisteret udenrigsministeren med små papirlapper eller korte bemærkninger, før han svarer.

Der er blevet talt om en yderst sparsom indsats med at invitere politikere over til uformelle drøftelser i Udenrigsministeriet, hvor de øvrige partiers synspunkter bliver taget ad notam og lyttet til. Og det har skabt forundring, at selv i situationer, hvor nævnsmedlemmer er blevet orienteret uformelt om kommende udmeldinger på næste nævnsmøde, har udenrigsministeren haft en praksis med at læse op fra sine notater i stedet for at forklare sig med egne ord og argumenter.