Det var en vintermorgen og jeg skyndte mig igennem snedriver frem til et en lejlighed på Østerbro. ”Jenny Larsen” stod der på mit kort, alder: 92, dement.
Jeg havde et studiejob som omsorgshjælper og skulle få damen ud af sengen, hjælpe hende med at tage tøj på og tilberede morgenmad. Jeg skulle vist være der for en time siden, men andre morgenbesøg krævede ekstra indsats end beskrevet i planen. Da jeg åbnede døren, kunne jeg straks dufte frisk kaffe i luften. Jeg skyndte mig ind i stuen, hvor jeg fandt den ovennævnte frue sidde på en stol foran vinduet. Hun havde åbenbart iklædt sig i trøje med vrangen ud og strømper der sad kun halvvejs oppe.
”Er der morgen eller aften?”, hun spurgte mig med blankt syn i øjnene. Mens jeg ordnede tøjet på hende kom der en midaldrende mand ind af døren. Han så utilfreds ud og meldte med det samme, at han ikke ville finde sig i, at jeg kom så sent, og at han skulle se igen på sin sultne mor sådan uden morgenkaffe og alting. Manden stod med sin egen kop kaffe i hånden og jeg kunne se bag hans krop, at morgenmadsbordet i køkkenet var dækket. Han var nemlig i gang med morgenmåltidet i værelset ved siden af – han boede i lejligheden med fru Larsen. Jeg stod som en sten, mens han skældte mig ud, og prøvede at begribe hvor svært det kunne være for sønnen at skænke en kop kaffe til sin mor i stedet for at skælde ud på systemet.
Ensomheden og forladtheden betragtede jeg hver dag. Nye adresser, nye ansigter, ny sorg. Jeg bar mange tårer på skuldrene fra dem jeg aldrig havde set før. Børn, der glemte at besøge deres forældre og ikke ringede til dem i månedsvis. Naboer foruden kontakt. Angst for at forstyrre dag og nat da man bare skulle ringe og høre sønnens stemme. Skyldfølelsen for at blive betragtet som en byrde da man udviste en smule bekymring for sine børns familier. Er Danmark blevet til et samfund med berøringsangst for følelser og næstekærlighed?
Man kan ikke lade være med at spørge sig hvad denne udvikling skyldes i et samfund, som netop er bygget på solidaritet og hjælp til de svage lige siden Anden Verdenskrig.
Udviklingen skyldes vel sikkerheden for, at familiemedlemmer nok skal klare sig med statens omsorg i form af de offentlige ydelser. Og har man brød på bordet og de nødvendige levevilkår på plads – så behøver man i princippet ikke andet for at overleve.
Denne instrumentale tilgang til menneskelige behov har på en måde elimineret behovet for alt, der ikke decideret er livsnødvendigt, såsom den famøse næstekærlighed. I Danmark er der udbredt enighed om, at det er staten, vi bør henvende os til for at få opfyldt vores behov. Velfærdsstaten har optimeret levevilkår for mange svage i samfundet. Den danske velfærdsstat har indflettet sig i den nationale identitet og nyder en bred samfundsopbakning. Vi har skabt 20 århundredes humanistiske fænomen - velfærdsstaten, men hvor blev velfærdssamfundet af?
Den ubekvemme sandhed er, at velfærdsstaten ødelægger helt basale personlige relationer nødvendige for ens sunde eksistens i interaktion med medmennesker. Velfærdsstatens forfædres oprindelige ide om at bringe folk sammen ved solidaritetens lim, er blevet vendt på hovedet og tjener i dag det helt modsatte formål. Velfærdsstatens kontraproduktive funktion, der har ført til den forsvundne fællesskabsfølelse, er blevet udtrykt af samfundets stemmer. Som også historikeren David Gress har pointeret, har velfærdsstaten gjort de svage svagere.
Alligevel bliver al vor medmenneskelige sympati fortsat deponeret hos velfærdsstatens organisationer og institutioner, hvis eneste formål er at yde det materielle, og som på ingen måde er i stand til at udtrykke skatteyderes medlidenhed og sympati.
Denne udvikling har den amerikanske sociolog Stjepan Mestrovic kaldt for ”postemotionalisme” – en følelsesmæssig træthed. Fænomenet er et produkt af postmodernistiske konsekvenser og har gjort næstekærlighed til en ganske irrational og unødig størrelse.
Det er netop denne grøft imellem individuel menneskelig medlidenhed og velfærdsstatens hjælpeinstitutioner, som sandelig er bekymrende i dagens Danmark. De to dele er ganske uforenelige med hinanden, og det er på tide, vi skruer ned på velfærdsstatens kværnende motor og slipper caritas løs. For sagt med visdomsord skal man elske mens man tør det.
Jeg havde et studiejob som omsorgshjælper og skulle få damen ud af sengen, hjælpe hende med at tage tøj på og tilberede morgenmad. Jeg skulle vist være der for en time siden, men andre morgenbesøg krævede ekstra indsats end beskrevet i planen. Da jeg åbnede døren, kunne jeg straks dufte frisk kaffe i luften. Jeg skyndte mig ind i stuen, hvor jeg fandt den ovennævnte frue sidde på en stol foran vinduet. Hun havde åbenbart iklædt sig i trøje med vrangen ud og strømper der sad kun halvvejs oppe.
”Er der morgen eller aften?”, hun spurgte mig med blankt syn i øjnene. Mens jeg ordnede tøjet på hende kom der en midaldrende mand ind af døren. Han så utilfreds ud og meldte med det samme, at han ikke ville finde sig i, at jeg kom så sent, og at han skulle se igen på sin sultne mor sådan uden morgenkaffe og alting. Manden stod med sin egen kop kaffe i hånden og jeg kunne se bag hans krop, at morgenmadsbordet i køkkenet var dækket. Han var nemlig i gang med morgenmåltidet i værelset ved siden af – han boede i lejligheden med fru Larsen. Jeg stod som en sten, mens han skældte mig ud, og prøvede at begribe hvor svært det kunne være for sønnen at skænke en kop kaffe til sin mor i stedet for at skælde ud på systemet.
Ensomheden og forladtheden betragtede jeg hver dag. Nye adresser, nye ansigter, ny sorg. Jeg bar mange tårer på skuldrene fra dem jeg aldrig havde set før. Børn, der glemte at besøge deres forældre og ikke ringede til dem i månedsvis. Naboer foruden kontakt. Angst for at forstyrre dag og nat da man bare skulle ringe og høre sønnens stemme. Skyldfølelsen for at blive betragtet som en byrde da man udviste en smule bekymring for sine børns familier. Er Danmark blevet til et samfund med berøringsangst for følelser og næstekærlighed?
Man kan ikke lade være med at spørge sig hvad denne udvikling skyldes i et samfund, som netop er bygget på solidaritet og hjælp til de svage lige siden Anden Verdenskrig.
Udviklingen skyldes vel sikkerheden for, at familiemedlemmer nok skal klare sig med statens omsorg i form af de offentlige ydelser. Og har man brød på bordet og de nødvendige levevilkår på plads – så behøver man i princippet ikke andet for at overleve.
Denne instrumentale tilgang til menneskelige behov har på en måde elimineret behovet for alt, der ikke decideret er livsnødvendigt, såsom den famøse næstekærlighed. I Danmark er der udbredt enighed om, at det er staten, vi bør henvende os til for at få opfyldt vores behov. Velfærdsstaten har optimeret levevilkår for mange svage i samfundet. Den danske velfærdsstat har indflettet sig i den nationale identitet og nyder en bred samfundsopbakning. Vi har skabt 20 århundredes humanistiske fænomen - velfærdsstaten, men hvor blev velfærdssamfundet af?
Den ubekvemme sandhed er, at velfærdsstaten ødelægger helt basale personlige relationer nødvendige for ens sunde eksistens i interaktion med medmennesker. Velfærdsstatens forfædres oprindelige ide om at bringe folk sammen ved solidaritetens lim, er blevet vendt på hovedet og tjener i dag det helt modsatte formål. Velfærdsstatens kontraproduktive funktion, der har ført til den forsvundne fællesskabsfølelse, er blevet udtrykt af samfundets stemmer. Som også historikeren David Gress har pointeret, har velfærdsstaten gjort de svage svagere.
Alligevel bliver al vor medmenneskelige sympati fortsat deponeret hos velfærdsstatens organisationer og institutioner, hvis eneste formål er at yde det materielle, og som på ingen måde er i stand til at udtrykke skatteyderes medlidenhed og sympati.
Denne udvikling har den amerikanske sociolog Stjepan Mestrovic kaldt for ”postemotionalisme” – en følelsesmæssig træthed. Fænomenet er et produkt af postmodernistiske konsekvenser og har gjort næstekærlighed til en ganske irrational og unødig størrelse.
Det er netop denne grøft imellem individuel menneskelig medlidenhed og velfærdsstatens hjælpeinstitutioner, som sandelig er bekymrende i dagens Danmark. De to dele er ganske uforenelige med hinanden, og det er på tide, vi skruer ned på velfærdsstatens kværnende motor og slipper caritas løs. For sagt med visdomsord skal man elske mens man tør det.
