Nej, jeg kunne ikke ligeså godt være socialist!

For nyligt blev en række videoer med undertegnede, og andre gode unge liberale lagt på Youtube og løbende på de sociale medier

Søren Juliussen,

16/04/2015

For nyligt blev en række videoer med undertegnede, og andre gode unge liberale lagt på Youtube og løbende på de sociale medier. I videoerne fortæller vi ganske roligt om vores forhold til liberalismen. For nogen er det friheden til at dyrke sine talenter, friheden til at vælge sin egen levevej og friheden til at være en original, mens det for andre handler om retten til egen krop eller de bedste muligheder for at være selvforsørgende. Emner der berører os alle i højere eller mindre grad, men som i vores tilfælde har bragt os mod liberalismen fordi det er den politiske dagsorden der giver de bedste muligheder for at dyrke det der betyder noget for os.

 

Ved hver video kommer der den samme kommentar: "Det kunne ligeså godt være socialister, der havde de holdninger". En kommentar der sjældent er fulgt op af noget faktuelt eller med en henvisning til konkrete politiske forslag der giver flere muligheder, til flere borgere.

 

Lad mig være meget klar i spyttet her. Vi har valgt at arbejde for en liberal dagsorden, fordi det er den eneste mulighed for højere til loftet, mere selvbestemmelse og mere plads til udfoldelse. Det er ikke til diskussion. Om man ønsker denne mulighed er en diskussion man sagtens kan tage op, men faktum er altså at Liberal Alliance er det eneste parti der kommer med konkrete forslag der skal øge friheden, for både dig som dansker, vores offentlige institutioner og det private erhvervsliv.

 

Vi vil beskatte mindre og øge dit fradrag!
Ikke fordi vi, nødvendigvis, hader alt offentligt, ikke fordi vi aldrig kører på vejene eller tager på sygehuset, men fordi de penge du tjener først og fremmest er dine egne og det er de penge der giver dig mulighed for at investere i de ting der støtter op om dit ønske om det gode liv. Om det er et medlemsskab i den lokale badmintonklub, en tur til Gran Canaria eller et større bidrag til Folkekirkens nødhjælp er ikke så vigtigt. Det vigtige er at det er dig der har ansvaret!

 

Vil vil sætte folkeskolen fri!

Ikke fordi vi absolut er imod en lang skoledag, men fordi en lang skoledag, uanset om den er lang på grund af kristendomsundervisning eller idræt, ikke nødvendigvis er den bedste skoledag. Vi anerkender at der er en verden til forskel på hvordan en god skole fungerer i Nordjylland, i Sønderjylland, på Fyn, på Lolland og på Sjælland. Hvis det stod til os skulle ansvaret ud på skolerne og skoleledere skulle, i eventuelt samarbejde med bestyrelse og kommune, have lov til at tilbyde byens borgere en folkeskole der er tilpasset de lokales behov. Ikke for vores skyld, men for din og dit barns!

 

Færre regler og mindre papirarbejde!
Vi vil have tilliden til fagligheden tilbage i vores omsorgssektor. Vi vil forenkle papirarbejdet, dokumentationstyraniet og mindske politisk indblanding i den daglige drift. Præcis ligesom folkeskolen, mener vi at den bedste omsorg kommer fra dem der har erfaring på området. Omsorgssektoren ville også have glæde af at kunne tilpasse sig efterspørgsel, fremfor politiske ønsker om mindre sukker, mindre rygning og flere bad. Kunne det tænkes at Erna på 84 år hellere vil have sat håret og få lidt læbestift på end at få et bad idag? Kunne det tænkes at Børge på 72 år hellere vil have en kold bajer til frokosten istedet for sukkerfri saftevand der ganske vist er sundere? Jeg ved det ikke, men det ved vores omsorgspersonale og de skal have lov til at udføre deres arbejde.

 

Jeg kunne fortsætte længe, men vælger at stoppe her. Jeg tror i er med på idéen.

 

Du kan i øvrigt se videoerne her:


https://www.youtube.com/channel/UCHVjOIOjOystLoLWxs8MUag

Kilde: