Noget for noget: Afskaf asylretten

Ret skal være ret, og når man jagter islamkritikere, som lyver, misforstår eller slet ikke forstår et hak af det hele, så må man også lytte til de ...

xxxxxx Ikke angivet,

26/12/2009

Ret skal være ret, og når man jagter islamkritikere, som lyver, misforstår eller slet ikke forstår et hak af det hele, så må man også lytte til de ting, de rent faktisk forstår.

Jeg skrev om Lars Hedegaard, at det kan være han er dum, uvidende, syg i roen eller uansvarlig, og det samme gælder de øvrige islam-manikere: vi kan ikke vide hvilke sjælelige kræfter der driver dem.

Vi ved end ikke om de har ret, og om de således er helte, før vi har undersøgt sagerne. De kan sågar være ægte onde racister®, men det er ultimativt uinteressant.

Det de ved noget om, det er at 'muslimerne skaber problemer', og isoleret betragtet er det jo sandt. At det også ville være sandt, at 'hinduerne skaber problemer', hvis der boede 300-400.000 hinduer i Danmark - jamen så langt tænker jævne folk jo ikke når de er ophidsede.

Men jo, 'muslimerne' - AKA indvandrerne og flygtningene - skaber problemer, og det er især (med enkelte etniske undtagelser) flygtningene og deres efterkommere, der optræder i kriminalstatikkerne.

Palæstinensere og somaliere er vist nok helt i top - begge grupper kommer i øvrigt fra nogle af denne verdens mest elendige kår - og det kunne pege på at vi har et flygtningeproblem snarere end vi har et islamproblem.

Kompromisset mellem islamkritiske kræfter og de dumme dhimmier kunne være, at islamkritikerne gav afkald på deres fantasier og falske forestillinger om islam, mens vi kulturradikale gav afkald på ideen om, at vi skal hjælpe hele verden. Afskaf flygtningepolitikken ved simpelthen at afskaffe asylretten.

På sigt kan det måske blive relevant at liberalisere indvandringspolitikken, men noget tyder i hvert fald på, at det er skidt for både gæster og værter, hvis gæsterne kommer som ofre, som sager for behandlersystemet, ikke primært som aftagere for arbejdsmarkedet.

At afskaffe asylretten betyder ikke, at Danmark ikke kan give asyl til udvalgte grupper, hvis det blev relevant, og det betyder heller ikke, at vi ikke kan hjælpe flygtninge ude i verden. Flygtninge bør da udelukkende hjælpes i nærområderne, for det er jo billigere, og så kan man hjælpe endnu flere.

Men et sådant storslået nationalt kompromis, der kunne hele sårene i vor splittede danske folkesjæl, er der næppe opbakning til.

De islamkritiske stemmer fortsætter presset på vort hjemlige lille Muslimistan - sikkert ud fra et bevidst eller ubevidst ønske om at slippe af med så mange af muslimerne som muligt - mens dhimmierne fastholder dogmet om 'ret til asyl' og ret til stempling af politiske modstandere som racister.

Men fornuften taber, hvis vi ikke kommer ud af de fastlåste positioner, og det ville være ærgerligt.

Kilde: