De seneste begivenheder i Frankrig giver anledning til at filosofere lidt over, hvor langt et demokrati kan gå for at forsvare sig.
Den romerske advokat og politiker Marcus Tullius Cicero skrev for godt et par tusinde år siden: ”At møde vold mod staten med vold før det er for sent, er til enhver tid en pligt for dem som har fået til opgave at våge over borgernes sikkerhed. Alle som vil omstyrte samfundet, stiller sig uden for loven. De er ikke længere statsborgere og har følgelig heller ikke statsborgerlige rettigheder at påberåbe sig. De er fjender og skal behandles på samme måde som rigets ydre fjender.”
Truslen kan være udefra kommende eller indefra. Der kan være tale om bølleoptøjer eller terrorisme. Der kan være tale om omfattende hærværk og ødelæggelser. Der kan være attentater på personer eller ejendom. Samfundet må reagere med drastiske midler. Hvad angår optøjer og anslag mod den demokratiske stat var der ikke nogen pardon i den antikke romerstat.
Vi ville nok ikke gå så vidt i et land som Danmark som at frakende en borger elementære rettigheder, selvom det kunne være fristende. Men man kommer ikke uden om at besvare spørgsmålet: ”Kan demokratiet forsvares udelukkende ved demokratiske midler?” Hvis svaret er nej, hvilket historien bekræfter, må man jo så spørge om, om demokratiet er værd at bevare, hvis det ikke kan ske ved demokratiske midler. Hvis man svarer nej til dette, modsiger man sig selv, for så går man ind for anarki der som regel ender i diktatur, der ikke giver borgerne demokratiske rettigheder. Man er derfor nødt til at tillade samfundet at forsvare sig med udemokratiske midler. Det var da også, hvad de vestlige samfund, de allierede, gjorde under både første og anden verdenskrig. Med luftbombardemanter straffede man både de japanske og tyske civilbefolkninger. Der var tale om en grov men nødvendig tilsidesættelse af menneskers rettigheder, da der jo var tale om drab på uskyldige. Men hvis man ikke tilstår et demokrati retten til at slå hårdt igen, vil diktaturerne altid vinde.
Umiddelbart kunne jeg i visse situationer, ligesom Cicero, hælde til at en forbryder, der ikke respekterer andres rettigheder, herunder de demokratiske, selv har sat sig uden for loven og ikke har samme krav på beskyttelse som andre. Men synspunktet holder næppe for en nærmere prøvelse, da et af de fornemste træk ved en civiliseret retspleje må være, at selv den argeste forbryder har visse grundlæggende rettigheder. Hvis ikke vi insisterer på at være civiliserede er vi jo ikke bedre end de barbarer, der udfordrer os. Romerne tillod tortur i deres retspleje, det gør vi ikke.
Som nævnt kan der dog tænkes omstændigheder, hvor samfundet er så hårdt trængt, at man må give afkald på det ideelle. Hvis samfundet for alvor er truet, må selv drakoniske foranstaltninger være et muligt værktøj, dog undtaget tortur. Tortur skal som udgangspunkt være forbudt ifølge loven, og torturbødler skal svare for retten. Men der kan foreligge formildende omstændigheder, som under visse forhold må kunne tale til gerningsmandens forvar.
Hvad mener du?
