Der stod nogle demonstranter ved en Irma med skilte, hvor der stod "Boycot Israel", og jeg gik hen og snakkede med dem.
Næsten så snart jeg havde udtrykt en modsat mening, blev jeg set ned på af demonstranterne, og den mandlige sådan anså det åbenbart for det maximale skælsord at kalde mig zionist. Fra hans vinkel er enhver, der ikke fordømmer Israel, en zionist.
Anden gang han nævnte ordet, sagde jeg "Tak for komplimenten", hvilket ikke faldt i god jord. Men ærligt talt, at blive sammenlignet med begavede mennesker, der får ting til at ske, og som har en hang til god mad og interessante samtaler, kan man da ikke blive vred over.
Den kvindelige demonstrant insisterede på at tiltale mig "søde ven", og hun tog det som en afstandstagen fra hende (og sagen?), at jeg ikke ønsker at blive tiltalt på den måde. Det er for det første nedladende, og for det andet vælger jeg altså mine venner selv - og de er ikke af den påtrængende type.
Jeg lagde mærke til noget særligt ved de to demonstranter: de prøver at være sødt smilende, mens de taler vedvarende og som sagt af og til nedladende. Tilsyneladende kalkulerer de med, at det kan være svært at gå mod mennesker og meninger, der fremstår sødt og venligt.
Desuden tier de ikke, og på intet tidspunkt lytter de, udover om man til udgangspunkt er enig med dem eller ej. Er man ikke enig, tromler de, og tilsyneladende tror de, at den, der tier først, har tabt.
Husk det, når I møder dem.
